Jeg har altid haft utrolig ondt, hver gang jeg har haft min menstruation, så da jeg blev 15 år fik jeg p-piller til, at hjælpe på smerterne. Jeg fik allerede min menstruation som 11 årig og jeg husker, at det ikke var unormalt at min mor lod mig blive hjemme fra skole, fordi jeg simpelthen havde så ondt. P-pillerne hjalp mig meget og jeg havde lykkeligt glemt igennem årene, hvor forbandet ondt det gjorde, hver gang jeg havde min menstruation. Tilbage i sommeren i 2018 stoppede jeg på p-pillerne, da vi havde planer om at lave en baby. Allerede fra første cyklus uden p-piller, bliver jeg mindet om, hvor ondt det gør at have menstruation, men smerterne bliver kun værre og værre for, hver cyklus der går.
Cirka et halvt år efter jeg er stoppet på p-piller begynder jeg også, at få smerter ved endetarmen under min menstruation. I starten tænkte jeg ikke meget over det, men smerterne tager til og jeg kan dårligt gå på toilettet uden at skrige af smerte.
Jeg begynder, at google mine symptomer og ordet endometriose popper med op, det har jeg aldrig hørt om. Jeg synes det er et mærkeligt ord og jeg har heller ingen ide om, hvordan det skal udtales.
I første omgang tager jeg ikke til lægen, faktisk går jeg med det her længe, før jeg taler højt om det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke tager til lægen. En del af mig tænker, at jeg “bare” er en af dem, som lider af slemme smerter ved menstruation. En anden del af mig er bange for, at få af vide, at noget ikke er som det skal være og at det kan være svært for mig at få børn. Der går i hvert fald lang tid, før jeg taler højt om det eller nævner det for Patrick.
Jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg har skulle formulere mig, også er det for mig rimelig grænseoverskridende at dele, at mit røvhul gør fucking ondt, det stråler hele vejen op i mine tarme, når jeg skal skide samtidigt med jeg har min mens.
Men skal jeg være bekymret for, at nogen synes det er for meget information? Nej det gider jeg faktisk ikke, det er min virkelighed og jeg har ikke selv valgt det.
Der går lidt over et år før jeg ringer til min læge. Lægen er enig i, at det godt kunne lyde som endometriose, så jeg får en henvisning til gynækolog. Gynækologen tager en blodprøve på mig og laver en ultralydsscanning. Mine svar fra blodprøven kommer tilbage og er indenfor normalen. Gynækologen kan heller ikke se noget på min scanning, hun konstaterer derfor meget hurtigt, at jeg ikke har endometriose. Men min mavefornemmelse siger noget andet og jeg vil derfor ikke godtage gynækologens ord. Jeg ringer til egen læge igen, som denne gang har en helt anden holdning, på trods af, at hun første gang havde sagt, at mine smerter ikke var normale, så er det åbenbart normalt nu. Hvis gynækologen siger jeg ikke endometriose, jamen så er det bare sådan.
Hvad fanden gør man så? Hverken læge eller gynækolog vil høre på mig. Jeg læser i diverse facebook grupper om endometriose og det er desværre meget normalt, at det kan tage op til flere år før man bliver udredt. Det undre mig, at det skal være så svært at blive hørt og at det ikke bliver taget mere alvorligt.
For dem som måske ikke ved, hvad endometriose er, så har jeg nuppet det her stykke fra Sundhed.dk.
Endometriose er væv af samme type som slimhinden, der findes i livmoderen, men som så vokser udenfor livmoderen. Endometriose er en kronisk tilstand, så selvom man kan få fjernet vævet ved en operation, så er der chance for at vævet vokser tilbage igen.
Man får typisk smerter ved menstruation, ved samleje og det kan være sværere, at blive gravid.
Det er først til min udskrabning, at kirurgen får øje på det. Han fortæller mig, hvis man ikke ved, hvad man leder efter, så kan det være svært at se. I første omgang får jeg af vide, at jeg har det i og bag om livmoderen og på endetarmen. Endometriose findes i fire sværhedsgrader og jeg får af vide at jeg ligger på tre’er. Der er snak om mulig operation, kunstig overgangsalder og minipiller, for at holde min endometriose nede. Kirurgen henviser mig til Riget, da de har en afd. med specialister indenfor endometriose.
Det er en ambivalent følelse, jeg er glad for endelig at blive hørt, men timingen i forhold til mit graviditetstab kunne ikke havde været værre. Jeg vil ikke på minipiller, jeg vil ikke i kunstig overgangsalder og jeg vil ikke opereres. Jeg ville bare have lov til, at blive mor.
Et par måneder efter bliver jeg kaldt til undersøgelse på Riget. jeg får en grundig ultralydsscanning, hvor de bekræfter, at jeg har endometriose. Ikke helt så slemt som først antaget, heldigvis. Jeg har endometriose på tarmen og lidt bagpå livmodervæggen.
De fortæller mig, at de først kan kategorisere, hvor slemt det er, ved en operation, men de vil nok beskrive min endometriose som moderat. Jeg bliver tilbudt en operation grundet mine smerter og indtil da har jeg fået en recept på minipiller, som jeg ikke har planer om at hente indenfor den nærmeste fremtid.
Operationen har jeg i første omgang takket nej til. Mit fokus og største ønske er, at få børn og tanken om at skulle udskyde det, kan jeg næsten ikke bære. Dog kommer jeg i dilemma – hvad er det rigtige at gøre? Smerterne er næsten udholdelige, men intet i forhold til den smerte jeg oplever psykisk i forhold til ufrivillig barnløshed.
Hvilken smerte skal jeg så vælge? Den fysiske eller psykiske?
En operation kan ikke garantere, at det bliver lettere for mig at blive gravid eller at jeg vil have lettere ved, at beholde mine børn inde i maven. Nogen læger fortæller mig, at min endometriose kan have været skyld i mine graviditetstab, andre læger siger det ikke passer. For at være helt ærlig så ved jeg ikke, hvad jeg skal tro på. Men ordene om, at min endometriose kan være i skyld i det, har givet mig en kæmpe skyldfølelse som jeg dagligt kæmper med.
Jeg ved ikke, hvad det rigtige er at gøre. Jeg ved ikke, hvilke læger jeg skal tro på. Så lige nu har jeg valgt, at følge min mavefornemmelse. Vi er i øjeblikket igang med fertilitetsbehandling og vi har tre IUI-H forsøg i det private. Vi har allerede brugt de to første, som desværre ikke lykkedes. Jeg håber, at tredje gang resulterer i en positiv test, hvis ikke så vil jeg igen overveje om en operation er det rigtige for mig, men for nu er det et nej tak.
