Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden.
Det var en lang og udmattende fødsel. Jeg nåede gentagne gange at tænke “jeg vil ikke der her alligevel” veerne gjorde møg ondt, men der var ingen vej tilbage. Det er jeg selvfølgelig glad for nu, men hold op, hvor var det en hård omgang.
Men det har ikke kun været fødslen der har været hård, det har den første tid som mor også været.
Hormonerne var på det højeste efter fødslen og selvom jeg var enormt lykkelig så var jeg ligeså ulykkelig samtidigt. Jeg græd – meget. Jeg vidste godt, at mange af de ting jeg følte ikke var mig, men mine hormoner, men det føltes så ægte alligevel.
Vi fik ingen søvn i starten og Noah ville konstant ligge hos en af os – det giver mening når han jo har ligget trygt i min mave ni måneder, men det var hårdt. “Sov når baby sover” hørte jeg gentagne gange. Men hvordan gør jeg det når jeg ikke kan ligge ham fra mig bare et sekund. Patrick og jeg sov på skift de første par dage og vi snappede konstant af hinanden af ren udmattelse. Vi havde lavet en aftale om, at når vi blev irriteret så skulle vi hurtigt sige “pyt” og komme videre. Det hjalp meget, at vi ikke trak vores uenigheder længere end nødvendigt. Vi vidste begge to godt, at vi bare var trætte.
Jeg havde en svær start med amning. Det gjorde enormt ondt og fra første amning var jeg fyldt med sår og det løb med blod fra brysterne. Jeg fik hurtigt stukket et par ammebrikker i hånden. Set i backspejlet så skulle de havde hjulpet mig mere med korrekte ammestillinger og ikke bare givet mig ammebrikker. De fungerede som et quick fix, men de var en kamp at komme af med igen.
Fjerde dagen var den værste. Dagen hvor min mælk løb til. Der skulle ikke meget til og så græd jeg. Først var jeg overbevist om, at Noah ikke kunne lide mig, så tænkte jeg at Patrick ikke kunne lide mig længere og da jeg så spildte 10 ml af min udpumpede råmælk så brød jeg sammen. Jeg vidste godt, at det ikke var rationale følelser, men jeg kunne ikke styre det.
Som dagene gik blev det bedre, men jeg havde en konstant frygt for nætterne. De var de værste. Jeg kunne gå en hel dag og bekymre mig for dem. Jeg fandt det forkert at skulle sove, mens Noah lå og sov. Jeg ville hoppe op og kigge på ham ved hver en lille lyd han lavede.
I lang tid fandt jeg nætterne enormt ensomme. Der sad jeg i mørket og kæmpede med amningen helt alene. Det er heldigvis blevet bedre nu og jeg frygter ikke nætterne længere. Jeg var ikke forberedt på mange af de her følelser. Jeg vidste godt, at det ville være hårdt og jeg ville være træt. Men jeg havde ingen ide om i hvilken grad. Det tror jeg ikke man ved før man står i det og så kommer det jo også an på, hvilken baby man får.
I starten var jeg helt rundt på gulvet. Jeg kunne sidde op og om natten og bøvse Noah, hvortil Patrick fik kommenteret “du har altså ikke ammet ham endnu.”
Vi har også haft en episode, hvor Patrick vågnede af at Noah græd og derefter ville han ruske i mig og sige at jeg skulle tage Noah og amme ham. Jeg kiggede på Patrick og sagde, at jeg allerede holdte Noah, mens jeg lå og vuggede mine tomme arme. Da Patrick fortalte mig, at Noah altså lå i hans egen seng spurgte jeg forvirret “jamen hvem er det så jeg holder?”
I lang tid efter fødslen var jeg i tvivl om jeg havde fået en fødselsdepression. Jeg havde svært ved at føle mig ordentlig glad og jeg følte mig så låst hjemme i vores lejlighed. Jeg en snak med min sundhedsplejerske om de følelser jeg gik med og det vidste sig, at jeg “bare” var overbelastet. Noah har refluks og græder derfor meget.
Nu har jeg været mor i 10 uger og jeg er blevet vant til den kroniske træthed. Jeg har lært Noah at kende og min egen mor rolle. Det gør en kæmpe forskel. Jeg er sikker på, at jeg stadig vil møde udfordringer på vores vej, men det er blevet markant lettere og jeg har fundet ro i mine følelser. Jeg prøver at komme ud og gå en tur hver dag. Det er vigtigt for mig og det gør en stor forskel for mit humør og overskud.
Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er negativt og hårdt. Det er det ikke. Jeg synes bare det er vigtigt lige at nævne, at det er hårdt. Jeg havde i hvert fald værdsat sådan et post her fra en anden så jeg ikke følte mig så alene i mine følelser.
Da jeg først blev mor sammenlignede jeg tiden med alle de andre mødre der delte perfekte billeder af deres børn. Bevares, jeg deler også søde billeder af Noah. Men jeg synes det er vigtigt at pointere, at den første tid, hvor der sker så stor en omvæltning i ens liv kan føles hård.
Det er ikke unormalt at græde og føle det hele er uoverskueligt.
Så hvis du sidder der lige nu, så husk at du er en god mor, den bedste for lige netop dit barn og at det bliver bedre.