Uge 6, ugen der bare skulle overstås. Jeg har tidligere haft to graviditetstab i uge 6 og det kunne jeg mærke påvirkede mig. Jeg har i denne uge ikke kunnet gå på toilettet uden at tjekke om der var blod.
Jeg vil så gerne kunne fokusere på denne graviditet og forstå, at bare fordi det gik galt tidligere betyder det ikke, at det sker igen. Det at tænke rationelt og logisk er bare ikke så lige til. Jeg har jo været gravid før, men jeg har aldrig oplevet glæden i, at føde mit barn og få det med hjem. Det eneste jeg kender til er at miste mine graviditeter.
Jeg tager en dag af gangen. Nogle dage vil du høre mig sige “Jeg har det godt og graviditeten går også godt.” Det er sådan jeg har det i øjeblikket, det betyder ikke at jeg 2 timer senere ikke er møg bekymret og er i tvivl om det hele kommer til at lykkedes. Jeg synes dog, at jeg indtil videre har tacklet mine følelser okay. Jeg havde en dag, hvor bekymringerne var alt overskyggende og de dage vil der komme flere af, men på trods af det, så synes jeg det går helt fint. Jeg scroller lynhurtigt videre, hvis jeg læser om nogen der skriver om, at miste, abortere, blødning. Det påvirker mig for meget og deres realitet bliver min nye frygt. Det kan jeg ikke. Jeg er nød til at koncentere mig om min egen graviditet og mit eget psykiske helbred.
Jeg tror, at jeg har forstået her i uge 6, at jeg er gravid. Den er god nok. Jeg har fjernet graviditetstesten der har ligget på vores sofabord. Jeg har været nød til, at kigge på den dagligt for at forstå, at jeg altså er gravid. Det blev for meget, at løbe ud på badeværelset flere gange om dagen for at kigge på den, så den blev rykket ind i stuen. Nu er den lagt væk, den er ikke blevet smidt ud. Jeg vil stadig gerne have muligheden for, at kigge på de to streger, som jeg så længe har længtes efter.
Jeg gik ind i uge 6 med en ekstrem træthed. Det er utroligt, at jeg kan blive mere træt end jeg i forvejen er. Jeg når nærmest kun at være vågen et par timer, før kroppen kræver en lur. Jeg føler mig utrolig doven, men jeg skal også huske på at der sker meget for kroppen. En kombination af overstimuleringen og trætheden gør, at jeg ikke får lavet særlig meget. Min overstimulation går bedre, men hvis jeg ikke drikker nok med væske kan jeg se, at maven hurtigt bliver stor igen.
Som jeg kommer længere hen i ugen, begynder mad at være svært. Jeg har svært ved at tænke på mad uden jeg får kvalme. Jeg synes køleskabet lugter og når jeg åbner det, så kan jeg ikke finde nogen som helst form for lyst til at spise. Det skifter lidt hver dag med, hvad jeg kan få ned, men pizza er ofte en sikker vinder. Jeg vil bare helst ikke spise pizza hele tiden. Min samvittighed vil gerne have, at jeg spiser grøntsager og madvarer, som er gode for mig og graviditeten. Jeg ved godt, at det ikke har det helt store at sige, men jeg vil gerne have følelsen af at jeg har gjort alt, hvad jeg kan. Jeg tvang mig selv til, at spise broccoli den anden dag. Lugten af broccoli da jeg kogte den provokerede kvalmen, men jeg var så bestemt på at nu skulle jeg spise noget sundt. Jeg har nu lært, at kroppen ikke skal tvinges til noget den ikke har lyst til. Jeg fik det monster dårligt bagefter. Jeg kunne ikke bevæge mig ud i køkkenet dagen efter, da broccoli lugten stadig var derude.
Det kan måske lyde som om, at jeg brokker mig over kvalme og træthed. Det gør jeg ikke. Jeg vil nemlig gerne have kvalme eller bare et eller andet, der indikerer at jeg er gravid. Det giver mig en tryghed. Patrick får også et stort smil på læben når jeg fortæller ham, at jeg ikke har det vildt godt. Han ønsker selvfølgelig ikke, at jeg har det skidt, men vi er ret ens i, at det føles godt med en lille bekræftigelse.
Vi har ikke skulle forbi HAB i uge 6. De var tilfredse med mine blodprøver og vi skal først ses når jeg er i uge 7. Der skal vi have lavet vores første scanning. Fra min sidste blodprøve til scanningen vil der være gået halvanden uge. Det er en evighed at vente. De sagde, at jeg var velkommen til at ringe inden scanningen, hvis det var for hårdt enten psykisk eller fysik. Jeg har overvejet, at ringe. I sær den ene dag, hvor alle mine symptomer forsvandt og jeg følte mig ‘helt normal.’ Der ville bare ikke være så meget, at de kunne gøre. Det ville være for tidligt med en scanning. Min fornuft ved udemærket godt, at det er normalt at symptomer kommer og går, men det er svært at fortælle det til min frygt.
Nu er uge 6 heldigvis overstået. Jeg har nogle milepæle i den her graviditet og uge 6 var en af dem. I dag er jeg gået ind i uge 7 og det giver mig en “yes” følelse indeni. Jeg håber, at jeg kan finde mere ro i graviditeten som ugerne går. Jeg har nogle graviditetsbøger som jeg endnu ikke har turde tage frem. Jeg har ikke ville gejle mig selv op og blive alt for spændt, men måske vil jeg trodse bekymringerne og læse i dem i dag.
