Vi har i denne uge været til undersøgelse hos egen læge. Der hvor jeg har læge er der også en jordemoder og det er hende, der følger mig i min graviditet når jeg er deroppe. Jeg kan virkelig godt lide hende og jeg glæder mig allerede til næste besøg.
Hun sagde til at starte med, at han stadig var lidt for lille til at kunne gætte på hans vægt og hvordan han lå. Hun endte dog med, at finde hans hoved alligevel som hun fortalte lå ned af. Han har stadig masser af plads, så han kan sagtens flytte sig rundt endnu. Vi snakkede om, hvordan jeg havde det og så blev maven målt og vi hørte hjertelyd.
Patrick og jeg synes stadig, at hjertelyden er en fantastisk lyd, men det er ikke samme befriende følelse som det var i starten. Jeg mærker liv hver dag og det er ikke længere nødvendigt med kvalme, en scanning eller hjertelyd til at kunne berolige mig. Det betyder ikke, at vi ikke elsker lyden – for det gør vi og vi er enige om, at vi kunne lytte til den dagen lang. Men det er rart ikke at have følelsen af, at holde vejret af nervøsitet i mellem undersøgelser.
Jeg snakkede en del med jordemoderen omkring størrelsen af min mave. De fleste der ser min mave fortæller mig, at den er lille og at han nok også kommer ud lille. Det gør mig som sådan ikke noget, da jeg ved at alle maver er forskellige og at det ikke behøver have betydning.
Men når flere og flere siger det, så kan jeg ikke lade vær med at blive nervøs for om han vokser som han skal. Normalt ville det ikke påvirke mig, men pga min faktor v leiden og de ekstra læge besøg for at tjekke om min moderkage giver ham nok næring bliver jeg påvirket af de kommentarer.
Jeg tager dem ikke som at de mener noget ondt, men det bare en lidt dårlig kombi for mig. Min jordemoder var rigtig sød og fik beroliget mig og nævnte også at hun har set mange med faktor v leiden, som har haft ukompliceret graviditeter. Jeg vil prøve at tænke og huske på de ord når de bekymringer dukker op. Men vigtigst af det hele, så måler min mave det som den skal her i uge 27 og hun var ikke spor bekymret.
Det meste af uge 27 blev brugt i England. Jeg er halv englænder og har ikke været her i 2,5 år pga corona. Restriktionerne ved min mormor har været for stramme til, at det har været muligt. Da de løftede restriktionerne var min mor og jeg hurtige til at komme afsted og det har været så skønt.
Jeg har siden jeg blev gravid haft sådan lyst til bestemte engelske madvarer og på første dag tilbage i England fik jeg indtaget de fleste af dem! Crumpets, belgien bun, custard tarts, engelske pølser og åh jeg kunne blive ved. Det har været rart at have lyst til mad igen og lyst til at spise. Jeg har nok også spist lidt for meget til tider, men jeg har nydt hver en bid!
Jeg har siden uge 25/26 døjet lidt med halsbrand når jeg ligger mig om natten. Det starter som en halsbrand, så bliver det til kvalme og nogle gange er jeg nød til at kaste op. Jeg tænker, at det er pga. at der bliver mindre plads i maven og han bliver større, så det hele bliver lidt klemt.
Det er helt klart blevet lidt værre imens jeg har været i England, men jeg tror det hænger sammen med at jeg får spist mere. Jeg skal helst ikke spise til jeg er helt mæt for så bliver jeg utilpas og får det skidt. Jeg er i denne uge begyndt at have balancid i tasken fast, de hjælper mig meget og tager det værste halsbrand. De er også flyttet ind på natbordet og fået en plads ved siden af mine tuc kiks.
Jeg har i denne uge mærket de stærkeste spark hidtil. Jeg blev ved med at bede min mor hoppe ud af hendes egen seng så hun kunne mærke ham. Jeg var helt i chok over, hvor stærke og tydelige hans spark var. Min moderkage ligger foran og de her spark var ude i siden, som gør det lettere for mig at mærke, men det var også tydeligt at han var blevet stærkere siden han sidst sparkede mig der.
Det er en fantastisk følelse og når jeg tænker ekstra over, at det er min søn der ligger derinde og sparker så kan jeg næsten ikke forstå det.
Patrick havde desværre ikke mulighed for at komme med til England, men det har været enormt hyggeligt at bruge tid sammen med min mor og mormor igen. Det betød meget for mig, at min mormor kunne se mig som gravid og være en del af det. Vi fik talt meget om, hvordan det var dengang hun var gravid og hendes mor også, altså min oldemor. Det er vildt så stor en forskel der er. Min mormor fortalte mig, at mænd ikke kom med til fødslerne, da hun var gravid. Derefter lå kvinderne indlagt i 14 dage efterfølgende og en gang om dagen skulle de ligge på maven i 30 minutter af gangen. Det er sjovt, at forstille sig, hvor anderledes det var dengang.
Hun fortalte også, at da min oldemors vand gik så havde lægen sagt til hende, at hun skulle gå udenfor og vande blomsterne med det vand. Vand var dyrt og det var ret normalt, at man gjorde sådan dengang.
Jeg må indrømme, at jeg er glad for at jeg både kan have Patrick med mig til fødslen når det er og at jeg ikke skal ud og vande haven, hvis og når vandet går. Men jeg synes det er spændende at høre om, hvor anderledes tiden i England var dengang forhold til nu.
