Jeg føler, at der er sket virkelig meget i den her uge og så alligevel ikke. Jeg har som skrevet på min instagram tænkt meget. Jeg har tænkt meget på alle dem, der stadig kæmper og jeg har haft utrolig dårlig samvittighed over min deling af graviditet. Det har jeg egentlig haft hver gang jeg har delt babytøj eller babyværelse. Det er bare sådan, at det er de ting der fylder nu og det føles jo dejligt for mig, men jeg forstår godt at det kan gøre ondt hos andre.
Jeg lavede et post om det og jeg modtog en masse søde beskeder. Det havde jeg ikke regnet med og jeg blev noget overrasket over den respons jeg fik. Jeg blev oven i købet også kontaktet af Go´aften live. De havde set mit post og synes det var en interessant debat og spurgte om jeg ville ind og snakke om det. Hvis jeg skal være helt ærlig så hældte jeg mest til at sige nej. Mest fordi det er live og det gjorde mig SÅ nervøs at tænke på. Patrick gjorde sit for at overtale mig. Han ved godt, at jeg brænder for mere fokus på ufrivillig barnløshed og jeg vil så gerne have, at vi kan være mere åbne med vores følelser. Jeg endte derfor med, at sige ja. Men det var ikke uden nerver på.
Det gik heldigvis fint og de var alle sammen rigtig søde derinde. Selvfølgelig er der ting, som jeg ville ønske jeg fik sagt. Men det er altid nemt at være bagklog. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg prøvede og at jeg gjorde det. Debatten vi havde derinde fik mig igen til at tænke over min instagram og blog. Og jeg tror, at jeg er kommet frem til, hvad jeg vil. Bloggen herinde bliver højst sandsynligt lukket ned inden alt for længe. Jeg har stadig planer om at blogge, men jeg vil gerne udvide det hele lidt, hvis det er muligt. Jeg ved ikke præcis hvordan, men jeg har en masse idéer og jeg er virkelig spændt. Jeg håber i hvert fald, at I som læser med herinde vil kunne lide det og se meningen med det hele. Selvom der nok minimum går et par uger endnu. Og endnu flere før det hele er 100% på plads. Når det så er sagt, så er jeg kommet frem til at jeg stadig vil dele. Jeg vil stadig dele min graviditet på blog og på min instagram.
I denne uge har der været fest inde i maven. Han bevæger sig så meget. Nogle gange kan jeg blive helt i tvivl om det er for meget, altså burde han ikke sove? Jeg er nu ikke bekymret og er sikker på, at det er som det skal være. Jeg synes bare det er helt utroligt, at mærke ham så meget og så ofte. Jeg har for første gang også mærket ham have hikke. Patrick fik også lov til at opleve, det er ikke særlig tit Patrick får de helt store oplevelser med. Han er nemlig en lille drillepind for når Patrick skal mærke eller min mor, så stopper han med det samme. Det er det samme, hvis jeg løfter op i min bluse eller dynen så stopper han også. Jeg ved ikke om det er kulden eller lyset, som gør det, men han gider det i hvert fald ikke.
Jeg er begyndt at skrive ned, hvornår han bevæger sig. En af mine graviditetsapps sagde at han ville have en døgnrytme nu. Så jeg tænkte det kunne være sjovt at skrive ned. Det giver mig faktisk også enormt meget ro. Jeg er begyndt, at kunne se et mønster også behøver jeg ikke gå og prøve, at huske på om jeg nu har mærket ham og unødvendige nervøse tanker. Jeg tror ikke, at jeg bliver ved med at skrive ned, men lige nu så synes jeg det er hyggeligt og det giver mig en form for tryghed.
Gravitetskløen som jeg skrev om i sidste uge har ikke forbedret sig. Jeg endte med at skrive ind til hospitalet til sidst, da jeg stadig ikke havde hørt noget. De svarede mig, at alt var fint og derfor de ikke havde kontaktet mig.
Graviditetskvalme er også kommet retur, ikke lige så ofte som i første trimester, men den har bestemt meldt sin ankomst. Den kom faktisk så voldsomt retur den ene nat, at jeg vågnede og troede at jeg havde fået madforgiftning. Jeg var nød til at ligge helt stille for ellers så skulle jeg kaste op. Patrick skulle også ligge helt stille i sengen, da den mindste bevægelse triggede mig. Men der var en inde i maven som ikke forstod, at vi skulle ligge stille. Så klokken 3 om natten begyndte han, at øve sin basarm. Det var godt nok mærkeligt, at have det så dårligt og have behov for helt ro, men samtidigt mærke bevægelser inde i maven.
Jeg kan have lidt svært ved, at forstå at der ligger et ægte menneske derinde. Jeg er begyndt, at glæde mig til at møde ham. Det har jeg hele tiden gjort, men nu er jeg utålmodig og ville ønske at det kunne være NU. Jeg vil så gerne se hans lille ansigt og hans små fødder. Patrick og jeg er blevet enige om, at vi vil lave en 3D scanning. Jeg har hele tiden villet det, men Patrick har ikke haft det store behov. Nu vil han dog gerne og vi er begge lige spændte. Jeg tror vi venter til omkring uge 28. Jeg har læst, at man får det bedste resultat i uge 28-30. Jeg kan godt lide, at have noget at se frem til, så går tiden også lidt hurtigere. Selvom jeg nogen gange føler, at den går for hurtigt og jeg er bange for, at jeg ikke når det hele.
Jeg vil gerne forberede mig på fødslen. Hvidovre hospital tilbyder ikke længere fødselsforberedelse på hospitalet, men på video. Vi har allerede set den. Jeg sagde til Patrick, at jeg havde et behov for at vide, hvad det hele egentlig går ud på. Jeg tror faktisk allerede vi så den, da jeg var 17-19 uger henne. Videoen var faktisk virkelig god og det gode ved den er, at vi kan se den igen og igen. Jeg har nemlig allerede glemt halvdelen. Planen til at starte med var, at vi ville tilmelde os privat fødselsforberedelse, indtil jeg modtog et brev i min e-boks. Vi er blevet tilbudt at erstatte vores almindelige jordemoder besøg mod gruppe konsultationer. Det har vi sagt ja til. Det betyder, at i stedet for kun at skulle være der i 15 minutter så skal vi være der i 2 timer. Vi bliver vidst 10 par og vi vil modtage undervisning i fødsel, amning og om parforholdet. Derefter har vi så stadig vores individuelle undersøgelser, men der er ikke sat ligeså meget tid af til dem.
Vi tænker derfor, at det ikke bliver nødvendigt med privat fødselsforberedelse for os. Det er i hvert fald sådan vi har det nu. Måske vi føler anderledes senere hen, det må vi mærke efter. Jeg har valgt, at reservere et par bøger på biblioteket som jeg venter på. Jeg vil gerne læse Smertefri fødsel og Meyermetoden. Det giver mig meget ro at gøre det på den her måde. Jeg har faktisk fra start været meget nervøs for at føde, men jo længere hen jeg kommer, jo mere rolig bliver jeg. Jeg har valgt, at jeg ikke vil høre om andres fødsler. De påvirker mig negativt. Jeg synes altid man skal høre om de lange ulidelige fødsler og om en eller anden, som sprækkede fra det ene hul til det andet. Det får jeg intet godt ud af.
Jeg vil egentlig bare gerne forholde mig til min egen krop.
