Uge 21 – og officielt halvvejs!
Jeg synes, at det er helt vildt at jeg nu kan sige, at jeg er halvvejs. Det er vildt, at jeg nu kommer tættere på terminsdatoen og længere væk fra æg oplægnings datoen. Jeg ved godt, at vi startede tidligt med at købe baby ting og klargøre det hele, men jeg bliver lidt stresset over, hvor hurtigt tiden går. Jeg vil meget hellere være klar med det hele, inden maven bliver alt for stor. Vi er jo alle forskellige, men jeg synes det giver en ro at få gjort mest muligt nu. Selvom vi startede tidligt, så synes jeg stadig der er lang vej endnu før vi er klar, men det kommer stille og roligt.
Da jeg først blev gravid virkede nakkefold og misdannelsesscanning som noget der lå en evighed væk. Men lige pludselig så blev det uge 21 og det blev tid til misdannelsesscanning. Jeg har helt klart været mest nervøs for nakkefold. Min frygt var, at vores barn ville have et kromosomfejl, der ville gøre at jeg skulle miste. Jeg har også været nervøs for misdannelsesscanningen, men ikke på samme måde. Dog blev jeg utrolig påvirket af triste historier inde i terminsgruppen på facebook. Jeg tager meget afstand til skræmme historier og triste slutninger fordi jeg ikke kan bære det. Jeg bliver påvirket og lige pludselig bliver deres virkelighed min nye frygt. Det er ikke fordi jeg opsøger deres historier, men nogle gange er de ikke markeret tydeligt nok at de er følsomme også har jeg desværre ikke nået at scrolle videre.
Jeg kan godt lide at være med i en terminsgruppe. Jeg har jo glædet mig til det her og alt, hvad der omhandler babyer interessere mig. Jeg glæder mig til, at alle har været til scanning og der forhåbentligt bliver delt mere om gode køb og andre ting i den dur. Inden misdannelsesscanning valgte jeg bevidst ikke, at sætte mig for meget ind i det. Jeg vidste godt, at de skulle tjekke om alt var som det skulle være, men jeg havde ikke styr på detaljerne. Det gjorde, at jeg ikke kunne være nervøs for det. Det har virket godt, men desværre ikke holdbart til sidst grundet de mange historier.
Vi kom lidt sent ud af døren, da vi skulle afsted. Vi havde fået en tid kl. 8 om morgenen, ligesom da vi skulle til nakkefold. Det passede mig rigtig godt, så skulle jeg ikke kigge på uret hele dagen af nervøsitet. I og med, at vi kom sent ud af døren betød det også at køreturen var lidt stresende. Jeg var så bekymret for at komme for sent, at jeg ikke havde tid til at bekymre mig om scanningen. Vi nåede det heldigvis lige på klokkeslettet. Sygeplejersken der skulle scanne mig var den samme, der scannede mig til nakkefold. Vi kunne så godt lide hende og det gjorde mig tryg og glad, at se hende igen.
Det var omkring 3 uger siden, at jeg blev scannet sidst og nøj, hvor havde han vokset siden! Han var livlig og hjertet slog som det skulle. Jeg mærker ham dagligt, så om der var liv bekymrede mig ikke så meget, men det er altid betryggende at se det lille hjerte.
Sygeplejersken startede med, at scanne hjernen, derefter hjertet også satte hun et flow på så hun kunne se, hvilken vej blodet gik. Det var jeg virkelig imponeret over og heldigvis så alt fint ud. Hun scannede kropsdel efter kropsdel og vi fik da også lige bekræftet endnu en gang, at det stadig er en dreng vi skal have.
Efter scanningen havde vi en samtale med en læge. Jeg synes, at de er rigtig gode på afdelingen til at vise omsorg og forståelse for mine bekymringer grundet vores historik. Samtalen varede ikke så længe og det var mest mig der fortalte om de ting, som jeg var nervøs for. Jeg skal til en ny scanning på Hvidovre i slutningen af marts så de kan holde øje med, at han vokser som han skal. Det gør de pga mine gentagne graviditetstab og fordi jeg har faktor v leiden. Jeg er mest nervøs for om min moderkage gør som den skal, men det er betryggende at vide, at de holder øje med den og ham.
Vi fik også talt lidt om graviditetskløe. Jeg klør enormt meget, det har jeg egentlig gjort i en del uger nu og har talt med min jordemoder om det. Lægen mente, at det var for tidligt til at være graviditetsbetinget leverkløe og da det er hele kroppen og ikke håndflader og fodsåler var hun ikke bekymret. Hun synes dog, at det var fint lige at tage en blodprøve for at være helt sikker. Så kunne jeg også få ro omkring det. Mange af mine tal på mine blodprøver kom tilbage lave, men jeg har endnu ikke talt med en læge om det endnu. Jeg tænker dog, at når ingen har ringet akut til mig, at jeg ikke skal være nervøs.
Uge 22
I denne uge har jeg virkelig fået ryddet op herhjemme. Vi er gået i gang med baby værelset og jeg er vild med det. Vi har fået malet derinde og sorteret i tingene. Det har været stort og mens jeg foldede hans tøj gik det op for mig. Det her er til min søn. Jeg kan blive helt rørt i nogle øjeblikke, hvor det hele føles så virkeligt og at det sker for os. Jeg går tit ind på hans værelse også står jeg bare og kigger. Jeg ved at der kommer til, at gå lang tid før værelset bliver rigtig brugt. Men det giver mig så stor glæde at klargøre det og se, at vi har fået et børneværelse hjemme hos os.
Jeg har haft meget travlt med, at rydde ud og måske endda lidt for travlt. Jeg har nemlig fået ondt i ryggen helt nede ved halebenet og den ene hofte. Jeg har ikke båret noget tungt, men at bukke mig op og ned har ikke gjort noget godt for mig. Vi måtte derfor en tur til egen læge. Der er to jordemødre deroppe og det er den samme jeg går til når vi er der. Jeg kan virkelig godt lide hende og hun siger alle de rigtige ting. Hun er ærlig og rar. Hun fik kigget på mig og vi fik snakket om de stillinger, som jeg synes gør ondt. Det at krydse benet over kors, stige ind og ud af bil, stå stille for længe og gå lange ture gør ondt. Det er mit bækken der driller. Jeg skal derfor mærke mere efter og har fået at vide, at rengøring i hjemmet må jeg ikke længere. Det ville normalt være en dejlig nyhed, men jeg har en masse fritid forhold til Patrick, at det ikke helt passer mig. Hun har givet mig en masse tips til, hvordan jeg kan bevæge mig uden mit bækken belastes.
Her er nogle af de ting vi snakkede om. Jeg kan sidde på en plastikpose i bilen, så jeg kan glide ind og ud, det samme kan jeg gøre i sengen, altid have knæene pegene i samme retning, gå ture og mærke efter, fysioterapi, akupunktur og ture i svømmehallen.
Hun fortalte mig også, at jeg kunne kigge på et bælte, men der ikke var evidens for at det virkede. Så hvis jeg ville prøve det, så synes hun ikke jeg skulle bruge en formue på det.
Mens vi var til jordemoder fik vi også lov til, at høre hjertelyd. Det passede mig rigtig godt, da han havde været lidt mindre aktiv de sidste to dage. Jeg kunne godt mærke, at han lå anderledes. Nærmest som om, at han lå indad. Det bekræftede jordemoderen at han gjorde. Det var rart lige at få bekræftet fra hende, men også at jeg kunne mærke og fornemme rigtigt. Han fik dog vendt sig igen efter nogle dage og Patrick fik for første gang lov til at mærke meget tydelige spark. Han har mærket ham før, men ikke som det her.
Han har det ellers med at drille inde i maven, hver gang Patrick sætter hånden på så stopper han med at sparke og når Patrick går igen så begynder han. Jeg sammenligner det lidt med fyrværkeri nytårsaften. Man orker ikke at rejse sig for at kigge, men når man så gør så stopper fyrværkeriet med det samme.
Men det føles virkelig som om, at vi er en lille familie når vi sidder sammen og Patrick får lov til at mærke sparkene.
Udover bækkenet så har jeg faktisk haft det godt. Jeg tisser stadig konstant(det tror jeg at jeg skal vænne mig til) jeg har haft en lille periode med en del hovedpine, men ingen migræner også fylder trætheden også. Men det har egentlig været nogle gode to uger. Jeg har stadig en ting for scones, som jeg skrev om i sidste blog indlæg. Jeg tror ikke, at jeg får cravings som nogen gør, men bare ting jeg virkelig godt kan lide i perioder. Scones, fastelavnsboller, indisk, tomater og frugt er et hit for tiden.
