Uge 12 er en uge jeg har aldrig har været i før. Det føles så godt og næsten uvirkeligt. Jeg kan stadig ikke helt forstå at jeg er gravid. Patrick og jeg har været sammen i snart 6 år og når jeg tænker på, at 4 af dem er gået på projekt baby så bliver jeg lidt trist. Trist, fordi jeg næsten ikke kan huske, hvordan vores forhold var inden. Det er gået op for mig, at det er et helt nyt forhold der venter os. Selvfølgelig vil baby gøre en forskel, men det her med at vi kan leve i nuet og jeg ikke hele tiden skal have, ‘hvad nu hvis’ tanker og finde på forskellige løsninger for at det hele skal lykkedes.
Jeg ved, at der kommer en tid, hvor vi vil have flere børn også starter møllen forfra. Men det vil jeg ikke fokusere på nu. Jeg er nemlig så taknemlig for, at det er lykkedes os at komme så langt som vi er nu, selvom der selvfølgelig er langt til uge 40. Jeg er virkelig begyndt at glæde mig helt vildt og jeg siger ikke længere “hvis det hele lykkedes” nu føler jeg, at det nok skal gå – for det meste i hvert fald.
Jeg har været til endnu en scanning denne uge, men Patrick var for presset med hans eksamens læsning til at kunne tage med. Det føltes ikke så skræmmende at blive scannet længere. Jeg er altid lidt nervøs, men efter vores 10+2 scanning og jeg har set, at jeg kan komme videre derfra, så er det blevet lettere for mig. Patrick var rigtig ked af, at han ikke kunne komme med da han virkelig havde glædet sig. Det er ret stort, at være til scanning nu for der sker så meget. Min mor fik æren at komme med i stedet og det var hun bestemt ikke ked af. Hun elsker at være med og jeg synes også det er en hel speciel oplevelse at dele sammen som mor og datter.
Denne scanning var ikke hos HAB da der går lidt længere imellem scanningerne nu, men vi havde booket en privat. Jeg spurgte om lov til at sætte min telefon op for at optage det hele til Patrick. Det fik jeg heldigvis lov til også kunne Patrick se det når jeg kom hjem. Jeg vil ikke have han skulle føle, at han gik glip af noget. Hvis jeg skal være helt ærlig så var det nok ham, der havde glædet sig allermest til den her scanning.
Baby havde en fest i maven og blev ved med at lave små hop derinde og vifte rundt med hænderne. Den var ikke meget for billeder, da den ikke ville flytte sin hånd fra ansigtet. Jeg kunne ligge hele dagen og følge med. Patrick og jeg har joket med, at vi burde købe en scanner til derhjemme også kunne vi bare ligge og kigge med dagen lang.
Senere denne aften var Patrick på arbejde og jeg lå på min sædvanelige plads i sofaen, da jeg pludselig følte mig meget dårlig. Jeg blev helt svimmel og jeg kunne mærke, hvordan alt blodet forsvandt fra mit ansigt og det begyndte at prikke i fingrene. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der forgik for jeg lå jo helt stille. Jeg fik hjertebanken også skulle jeg bare kaste op. Jeg kunne ikke vurdere om, jeg skulle prøve at sove det væk eller lige ringe 1813. Jeg endte med at ringe og hun sagde, at jeg lige skulle komme ind og tjekkes. Hun sagde, at grunden til jeg kastede op var min krops måde at stoppe en besvimmelse på og det nok lød til, at mit blodtryk havde taget et stort dyk.
Jeg fik ringet til Patrick, som heldigvis kunne komme hjem og tage med mig på hospitalet. Jeg blev undersøgt forholdsvis hurtigt. De lavede både en EKG, tog masser af blodprøver og jeg fik nogle andre undersøgelser som jeg ikke kan navnet på. Lige denne dag var der en stor forsinkelse på svarene på blodprøver og vi måtte ikke tage hjem før vi fik svar på dem. Det blev omkring midnat før de fik resultaterne og det var her jeg mærkede mit graviditetstemperament for første gang. Jeg brokkede mig løs til Patrick “nu tager vi altså hjem, jeg skal sove!” Men alligevel sad jeg jo bare der og ventede. Det var også dårlig timing for Patrick som både er eksamens presset, stod på job og måtte slippe det hele for at tage med mig.
Det endte dog med, at det var godt vi blev. Blodprøverne havde vist, at jeg var blevet dårlig fordi jeg ikke får nok mad. Jeg spiser stadig sparsomt pga kvalmen. Jeg fik af vide, at der var to muligheder. Enten skulle jeg spise mere (her fik jeg en lille plan med kost, som jeg skulle starte ud med) og ellers skulle jeg på kvalmestillende medicin, hvor der ville være en lille risiko for misdannelser på fosteret. Det blev et hurtigt nej tak til medicinen og jeg øver mig i, at få lidt at spise hele tiden og holde det nede. Nogle dage går det bedre end andre.
Uge 13 – Andet trimester!
Hvor vildt er det ik? Jeg er helt oppe og køre over, at jeg er i andet trimester. Jeg synes det er så stort og jeg er så stolt af min krop.
Uge 13 er ugen, hvor risikoen for aborter falder og man skulle tro, at det var her jeg ville ånde lettet op. Tværtimod, så har dette været ugen, hvor jeg har været allermest nervøs. Jeg har overvejet ekstra scanninger og jeg har været bekymret for liv og jeg har fundet en million ting, at være bange for. Det hele bunder nok i, at uge 13 er ugen, hvor jeg skal til nakkefold. Jeg har lidt svært ved, at forstå at jeg er nået dertil. Det er en kæmpe milepæl og det er SÅ surrealistisk.
Jeg har haft nogle dage i uge 13, hvor kvalmen har været lidt væk og vi har endda lavet en smule varm mad i hjemmet. Patrick er lykkelig, graviditeten går godt og han får varm mad herhjemme. Patrick har også været til fysik eksamen i denne uge, han fik selvfølgelig 12. Han hiver altid 12 taller hjem og selvom det efterhånden ikke overrasker mig så er jeg stadig så stolt.
At Patrick er færdig med eksamen betyder også, at vi kan bruge tid sammen og det glæder jeg mig til. Jeg har som tidligere blog indlæg skrevet, at det er ensomt at ligge herhjemme og være dårlig alene. Derfor føles det virkelig godt, at han skal være her. Vi behøver ikke lave noget sammen, men det at han er hjemme får mig til, at føle mig tryg.
Min nervøsitet i denne uge begynder at smitte lidt af på Patrick. Jeg får sagt dagen inden nakkefold, at jeg er bekymret for om der er liv og om der skulle være noget galt med baby. Han havde slet ikke tænkt over, om der skulle være sket noget med fosteret og så snart jeg får det sagt, så bliver han også bekymret.
Men min migræne kommer retur aftenen inden nakkefold og jeg ligger hele natten med slem kvalme også. Så vi var hurtige enige om, at vi vidst ikke behøvede være bekymret for liv længere. Jeg har det med, at intet må røre min hals under graviditeten, da det giver mig opkast fornemmelser med det samme. Jeg vågner om natten ved, at jeg gagger, hvis dynen rører min hals. Jeg kæmper med det mundbind, da det også rører min hals og jeg kan ikke have højhalsede sweatere på – lidt upraktisk når jeg altid er en frossenpind.
Vi har tid til nakkefold klokken 8 om morgenen. Vi har selv valgt det så tidligt. Jeg vil ikke gå rundt og være nervøs en hel dag. Det er bedre bare at komme afsted inden bekymringerne løber afsted med mig. Når vi ankommer til hospitalet så kan jeg slet ikke styre min blære. Jeg løber hele tiden ud for, at nervøs tisse og jeg føler lidt, at jeg er alle vegne.
Jeg er i denne uge begyndt at få en mere gravid mave. Jeg har egentlig hele tiden haft en oppustet mave pga graviditet, men denne uge ser den anderledes ud. Patrick kan også se det og han smiler, hver gang han ser min mave. Han spørger mig tit om, at vise den til ham og han kigger på den mens jeg går rundt i lejligheden. Det er en dejlig følelse, men maven virker hurtigt meget lille igen når jeg sidder blandt de andre gravide, der tydeligvis er længere henne end jeg er.
Vi bliver kaldt ind til nakkefold og sygeplejersken er virkelig sød. Hun tager sig tid til at snakke og hun er generelt bare virkelig rar. Baby ligger allerede og bevæger sig når hun scanner og hun viser os, at den faktisk også ligger og drikker fostervand. Jeg kan ikke huske, hvorfor den gør det og jeg bliver også overrasket, da jeg troede alt foregik gennem moderkagen. Men hold op, hvor var det sødt at den lå derinde og drak. Hun vidste os dens mavesæk også og man kunne se, at der lå væske derinde. Baby havde vokset helt vildt på den halvanden uge der er gået siden sidst.
Under scanningen fortæller hun os, at alt ser fint ud og vi får lov til at høre hjertelyd for første gang. Det satte selvfølgelig gang i tårekanalerne hos mig. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har været til en scanning endnu uden at blive rørt. Når scanningen er færdig går hun op for, at beregne mine double blodprøver og de målinger hun havde lavet. Hun gav os rigtige gode tal og hun fortalte os, at vi sagtens kunne glæde os nu og med de ord så bryder jeg sammen i gråd. Jeg har længtes efter nogen til at fortælle mig, at alt ville være okay og alt nok skulle gå.
Jeg føler mig så lettet og jeg tror virkelig på det nu.
Nu føler jeg mig rigtig gravid.
