Min fødselsberetning

D. 16 juni 

Jeg vågner klokken 4 om morgenen og jeg synes godt nok, at det gør ondt i maven. I dag er det den 16 juni og i dag er den eneste dag, hvor jeg ikke må gå i fødsel. Patrick skal til sin sidste fysik eksamen i dag. Han skal op første gang kl. 08:00 og igen kl. 14:00. Jeg har hele tiden sagt til ham, at han burde prøve at bytte sin tid kl. 14 med en af hans studiekammerater, bare for en sikkerhedsskyld, men det har Patrick ikke helt synes var nødvendigt. 

Jeg ligger i en time i sengen med ondt i maven. Jeg har ve timeren fremme. Mine veer varer 1 minut og der er cirka 3-4 minutter i mellem dem. Jeg får en notifikation fra appen, der siger jeg skal kontakte hospitalet. Det fandeme løgn tænker jeg, mens jeg har brugt den sidste tid på at vurdere om jeg skal vække Patrick eller ej. Jeg vil ikke vække ham, hvis det er falsk alarm, nu når han skal til eksamen. I går aftes havde jeg godt sagt, at mine plukveer nev lidt ekstra, men ingen af os tænkte særlig meget over det. 

Jeg vælger at vække Patrick kl. 05:00, hvor jeg får sagt til ham at jeg altså tror jeg har veer. Han kigger på mig med et meget træt ansigt og får sagt “mener du det?” Også går han ud af sengen og på toilettet. Det var altså ikke helt det her scenarie jeg havde forstillet mig, men jeg ved godt at han bare er træt og nok lid overrasket. Han kommer tilbage og får han spurgt mig om jeg laver sjov, men nej den er sgu god nok. 

Vi bruger den næste time på, at ligge en plan for, hvordan vi skal gøre i forhold til mine veer og hans eksamen. Patrick får pakket bilen med vores hospitalstasker og vi bliver enige om, at han tager til eksamen for den skal bare overstås og ud af verden, så vi kan nyde den her tid sammen. Han skal prøve at rykke sin sidste eksamen til tidligere og han skal have snakket med sin lærer om en måde jeg kan komme i kontakt med ham på, hvis nu veerne tager til. Og i mellem tiden, så skal jeg bare holde ud og ikke gå i fødsel. Og det gør jeg. Og vores plan lykkedes. 

Patrick får rykket sin eksamen til tidligere og han får lov til at holde sin mobil tændt. Jeg er frem og tilbage med om jeg skal kontakte fødegangen, men jeg vil ikke kaldes ind mens jeg er alene. Jeg vælger at vente med at ringe til Patrick er hjemme igen.

Patrick når hjem efter en veloverstået eksamen, babyen er stadig inde i maven og jeg har nu haft regelmæssige veer i 8 timer. I det Patrick kommer hjem begynder mine veer at blive uregelmæssige og jeg bliver helt i tvivl om det er falsk alarm eller hvad der foregår. De fortsætter med at være uregelmæssige resten af dagen og jeg vælger alligevel at kontakte fødegangen for lige at vende det hele med en fagperson. De opfordrer mig til at tage nogle panodil, spise og få noget hvile. 
Vi får bestilt noget god mad og hygger herhjemme. Patrick er træt efter eksamen og jeg er træt efter at have været vågen siden klokken fire og haft ondt i maven. 

D. 17 juni

Jeg vågner ved cirka 03:00 og jeg har enormt ondt i maven. Nu er veerne taget til i styrke, men de er fortsat uregelmæssige. Veerne varer alt i mellem 40 sekunder til lidt over 1 minut og der er 1 til 7 minutter imellem. Veerne bliver henover formiddagen regelmæssige og der er nu 5 minutter imellem dem. De begynder at nive ekstra meget omkring kl. 10:00 og jeg ringer til fødegangen for lige at få en snak. Jeg begynder at føle mig en anelse utryg, da jeg nu har haft ondt så længe herhjemme og har brug for at en fagperson lige tjekker, at alt er som det skal være. 

Vi ankommer til Hvidovre og sikke en lang gang man skal ned af før man når fødemodtagelsen. Jordemoderen virker ikke til, at tro at jeg er tæt på at skulle være i fødsel. De kører dog lige en CTG på mig og tjekker, hvor åben jeg er. I tiden vi er derinde begynder mine veer igen at tage til. De bliver stærkere og der er nu cirka 3-4 minutter i mellem dem. Jordemoderen fortæller mig, at hun faktisk bliver overrasket da hun tjekker mig, da hun synes jeg virker meget rolig. Jeg er 3 cm åben og har 0,5 cm livmoderhals tilbage. Hun anbefaler, at vi tager hjem og så tror hun at jeg ender med at ringe ind senere. Jeg får en “cocktail” med så jeg kan få hvilet. Jeg ender dog aldrig med at tage pillerne.

I det vi sætter os i bilen, så har jeg meget ondt og jeg kan ikke længere snakke under en ve. Bilturen er ikke sjov og vi bliver lidt i tvivl om, om vi bare skulle havde blevet på hospitalet. Jeg vil dog allerhelst være hjemme, da det bare er lidt hyggeligere end en hospitalsstue. Vi stopper på vejen hjem for at købe lidt smørrebrød, Patrick løber hurtigt mens jeg skærer ansigter i bilen under mine veer. 
Vi får spist og går derefter direkte i seng og håber på, at kunne få lidt søvn. Jeg ved ikke helt om jeg har forstået på det her tidspunkt, hvad der helt præcist foregår. Jeg spurgte gentagne gange på hospitalet “er jeg i latensfasen nu?” Jeg synes det hele virker lidt surrealistisk, at det er nu. 

Vi når at sove en times tid og jeg vågner af mine veer, der nu gør pænt ondt. De er regelmæssige og der er nu 3-4 minutter i mellem dem. Vi bliver liggende i sengen og jeg er meget beslutsom på, at jeg vil holde ud længst muligt herhjemme. Jeg får dog en ve kl. 14:30, som er meget kraftig og i den ve går mit vand. Det er ikke et kæmpe splask, men en følelse af at jeg tisser i bukserne. Vi ringer derfor til fødemodtagelsen og de beder os om at komme ind. 

Det er en mærkelig følelse da vi forlader lejligheden. Det er sidste gang vi forlader den, hvor det kun er Patrick og jeg der bor her. Næste gang vi er her, så har vi et barn med os. Køreturen til hospitalet går slet ikke som forventet. Der er nemlig sket en bilulykke på motorvejen og der er enormt meget trafik. Vi står helt stille og gps’en siger +1 time. Det kan jeg ikke holde ud, da jeg har så ondt. Jeg ringer derfor 114 og beder om tilladelse til, at vi kører af motorvejen på næste afkørsel. Det får vi heldigvis lov til, men det gør desværre ikke køreturen til hospitalet meget kortere. Vi er midt i myldretid og en 15 minutters tur ender med at tage 1,5 time. 

Gåturen fra bilen til fødemodtagelsen er meget lang. Vi må stoppe op, hver gang jeg har en ve. Jeg kommer ind i samme rum som tidligere, hvor de undersøger mig igen og jeg er nu 4 cm åben og 0 cm livmoderhals tilbage. De kører en CTG igen og efter cirka en time bliver jeg kørt ind på fødeklinikken. Jeg er på dette tidspunkt allerede ret træt og jeg er meget smerteplaget. Hver gang jeg har en ve så tænker jeg kun på epidural blokaden, som jeg ellers har sagt jeg ikke ville have. Når veen er overstået så tænker jeg, at det kan jeg godt holde ud. Jeg er i konstant limbo med mig selv og jeg har ikke rigtig en ide om, hvad der sker omkring mig. 

Jordemoderen gør badekaret klar inde på klinikken, men jeg kan slet ikke overskue at skulle op i det. Hver gang jeg bevæger mig i sengen så kommer der en ve. Jordemoderen tjekker mig og jeg er nu 5 cm åben. Det er ikke alt mit vand der er gået, så hun tager det derfor og efterfølgende får jeg klyx. Det føles næsten uoverskueligt at skulle ud på toilettet, men ud kommer jeg. Da jeg er derude kommer der en masse blod og koagler. Jordemoderen anbefaler mig, at rykkes til en alm. fødestue, da der er så meget blod og hun gerne vil observere babyen med CTG og elektroder på hans hovede. Jeg må nu ikke længere komme i badekar grundet der er så meget blod, men det gør mig ikke noget.

De kører mig i en kørestol over til den anden stue og jeg er så udmattet, at jeg ikke er til stede. Jeg ved godt, hvad der foregår men det er som om, at alt er lidt tåget. Patrick holder min hånd igennem hele forløbet og han får ikke lov til, at bevæge sig væk fra sengen. Han laver vejrtrækningerne med mig, da det hjælper mig at holde fokus, men jeg har ikke længere energi til, at puste ordentligt ud. Jeg taler med jordemoderen om, at få lagt en epidural, som jeg stadig er meget i tvivl om. Hun synes det lyder som en god ide, da jeg er simpelthen er for træt og hun mener, at den vil hjælpe mig med at samle kræfter og få noget hvile. 

Cirka kl. 22:00 får jeg lagt en epidural blokade og sikke en forskel. Stikket gjorde ikke ondt og jeg valgte bevidst ikke, at se størrelsen på nålen. Jeg forstår simpelthen ikke, at jeg ikke har taget den noget før. Jeg er nu tilstede i lokalet og bevidst om, hvad der foregår omkring mig. Jeg kan grine med de andre og jeg når lige at få spist en müslibar inden mit blodtryk falder. Jeg får noget medicin som jeg ikke kan huske hvad hed, men det skulle stabilisere mit blodtryk. Det hjælper dog ikke efter gentagne gange og de skal have fat i en læge. Jeg husker ikke, hvad mit blodtryk lå på, men jeg havde en puls på 142 og mit hjerte banker derudaf. 

D. 18 juni 

Hver tiende minut tager de mit blodtryk og min temperatur for at holde øje med mig. Mit blodtryk ender med at stige lidt og Patrick og jeg får lukket øjnene lidt. Jeg er nu 9 cm åben og vi venter bare på den sidste cm. Der går en hel del timer og det virker ikke til, at der sker noget. Jeg bliver undersøgt igen og vi får at vide, at jeg ikke længere er 9 cm, men nu kun 6. Det var nok den mest demotiverende nyhed at modtage. Jeg begynder at kunne mærke mine veer igen og de kalder efter anæstesilægen igen, som fylder min epi op. Jeg får igen blodtryksfald, men reagerer bedre på medicinen for at stabilisere mit blodtryk denne gang. 

Cirka ved en 03:00 tiden vælger de at give mig vedrop og allerede efter 30 minutter føler jeg enorm pressestrang. Patrick og jeg er alene på stuen og vi kalder efter jordemoderen. Det er kun den studerende jordemoder, der kommer og hun oplyser at min jordemoder lige er i gang med at spise så vi må vente. Der går måske 5 minutter mere efter hun er gået ud og her kan jeg næsten ikke stå i mod lysten til at presse. Vi kalder efter jordemoderen igen, men der kommer ingen og sådan er det den næste halve times tid. Det her er nok det eneste under mit forløb, som jeg er dybt skuffet over. Patrick ender med at løbe ud på gangen og bede om, at der kommer en og hjælper os. Til sidst kommer min jordemoder ind og tjekker mig. Jeg er 10 cm åben, men babyen ligger skævt oppe i bækkenet og vi skal derfor vente på, at han får rykket sig ned. 

I 4 timer har jeg pressetrang og jeg kan ikke finde ro. Jeg råber hver gang veerne kommer og jeg glemmer, hvordan jeg skal trække vejret og håndtere dem. Jeg kigger panisk på Patrick ved hver ve, som hjælper mig igennem dem. Denne del er helt klart den hårdeste del af fødslen. Da klokken bliver 08:00 er der igen vagtskifte og min fjerde jordemoder træder ind. Hun undersøger mig og jeg får den glædelige nyhed om, at nu må jeg presse og babyen ligger klar. Jeg græder af glæde ved denne nyhed og det er den mest befriende følelse, at jeg endelig må give mig hen til pressetrangen. 

Pressefasen gjorde ondt, men det var noget helt andet end jeg havde regnet med. Der var en rolig stemning på stuen, som kun blev afbrudt af mine råb hver gang jeg pressede. Jeg vil ikke lyve det gjorde ondt at presse, men jordemoderen blev ved med at sige, at jeg skulle presse igennem smerten og det hjalp. Min pressefase varede 29 minutter og 08:24 tog jeg imod Noah og hev ham op på mit bryst.
Jeg er næsten i chok da han kommer. Jeg er så udmattet og kan slet ikke forstå, at han nu er her. Han er en lille en på 2700g og 47 cm lang, men han er lige som han skulle være. Også kom han lige på terminsdatoen, 40+0.

Patrick fik klippet navlesnoren, derefter fik vi tid til at beundre det lille menneske der nu var her og de kørte et lille morgenbord ind til os med flag på. Jeg synes min fødsel var lang og hård. Jeg husker ikke hele fødsel, men glimt af den. Det er som om, at jeg var i en anden verden under fødslen. Den gik bestemt ikke som jeg havde regnet med og min fødselsplan blev ikke fulgt. Men det er også okay, det vigtigste er ikke, hvordan Noah kom til verden, men at han er her og han har det godt. Jeg skal derimod lige have lidt tid til at bearbejde det hele og komme mig over den. 

Da det var tid til at komme op barselsafsnittet blev jeg kørt derop med Noah og på vejen kigger jeg op og jeg ser afdelingen, hvor fertilitetsklinikken ligger. Mine bekymringer om det nogensinde ville lykkedes mig at blive mor, om det nogensinde ville lykkedes mig at holde på en graviditet. Det var der det hele startede. Min lille blastocyst der havde udviklet sig præcis som den skulle, klaret graviditeten så fint og som nu lå i mine arme. Min Noah.