Det var altså meningen, at vi skulle havde startet fertilitetsbehandling tilbage i foråret 2020, men da jeg blev gravid for anden gang blev det hele sat på pause. Vi håbede på, at det slet ikke blev nødvendigt med fertilitetsbehandling, men her sidder vi og med 3 mislykkedes IUI forsøg bag os og venter nu på, at komme i gang med IVF.
Efter mit 3. graviditetstab og en henvisning til HAB modtog vi også en henvisning til at starte i fertilitetsbehandling, det var for mig vigtigt, at det hele blev sat i gang så hurtigt som muligt. Så når vi fik OK fra HAB til at prøve igen at alt var klar. Min tålmodighed i forhold til, at få lov til at blive mor er virkelig blevet sat på prøve, hver fødselsdag eller jul der har været, har jeg sagt til Patrick, at det må være den sidste vi har uden børn, men det er jeg ikke så sikker på længere, for hold nu op det her trækker ud.
Når det er IUI så kan man vælge, at gå igennem det private uden egen betaling. Det betød ingen ventetid og vi kunne komme i gang med det samme. Vi valgte fertilitetsklinikken Trianglen, som ligger ude i Hellerup. De har været utrolig søde og vi har været glade for vores valg. Køreturen derud fra os af, var heller ikke alt for lang det er også noget vi havde med i vores overvejelser, når vi skulle vælge et sted. Man når altså at køre en del frem og tilbage til klinikken og det er derfor rart, at det ikke ligger alt for langt væk.
I December 2020 havde vi vores første zoom møde med klinikken, vi havde fået taget de fleste blodprøver og de sagde, at når HAB sagde OK til det, så kunne vi ringe ind på cyklus dag 1 og melde klar til behandling. Vores behandling startede i Marts, jeg fandt det utrolig befriende, at give ansvaret videre. Utallige ægløsningstests er blevet taget og planlægningen med at være hjemme omkring ægløsningen har været lidt besværlig for mig, da jeg ofte har sovet ude med arbejde som stewardesse. Jeg havde lidt en idé om, at nu når jeg kunne blive gravid naturligt, så skulle det nok lykkedes med IUI. Det var vidst nok mere ønsketænkning fremfor realitet.
Den 4. Marts får jeg min menstruation og ringer derfor ind til klinikken for, at melde klar til behandling. På cyklus dag 3 skulle jeg starte med indsprøjtningerne, det er lidt forskelligt om man får hormoner og hvilke i forbindelse med fertilitetsbehandling, jeg fik Gonal F, 50 enheder. Jeg ved ikke om man normalt bliver lært op i at stikke på klinikken, men grundet Corona, var vores samtaler over zoom og min oplæring i at stikke foregik over en video.
Jeg skulle stikke mig selv samme tid, hver aften indtil jeg skulle til scanning på cyklus dag 12. Det gik faktisk okay med at stikke mig selv, jeg fandt det ret grænseoverskridende selv at skulle gøre det, men i første cyklus insisterede jeg på, at det var mig selv der skulle. Da jeg også er oplært i det, igennem min uddannelse som SOSU-assistent, men for hvert stik påvirkede det mig mere og mere og jeg fandt det ret ubehageligt til sidst, så Patrick tog over. Det handlede nok mest om kontrol fra min side af, men det føltes faktisk godt, at give ansvaret videre og ikke sidde med det hele selv, selvom det ”bare” var en injektion.
Jeg modtog Gonal F, som er et folikelstimulerende hormon, jeg har normalt selv ægløsning og en regelmæssig cyklus, men med Gonal F så var målet at stimulere to æg, så der var større chance for, at jeg ville blive gravid ved inseminering. På cyklus dag 12 ankom jeg på klinikken for, at blive scannet og se om min krop havde reageret på hormonet som det skulle. Jeg havde to flotte æg, det ene var cirka 21mm og det andet var 18mm.
Jeg var altså klar til inseminering og fik allerede en tid dagen efter. Jeg fik en ægløsningssprøjte, som gjorde at klinikken præcis kunne regne ud, hvornår ægløsningen ville finde sted. Patrick sad ude i bilen og ventede på mig, han måtte desværre ikke komme ind på klinikken til scanningen på grund af Corona. Det har været svært i det her forløb, at jeg ikke måtte havde ham ved min side og jeg synes, at det er så unfair, at mændene bliver afskærmet på den måde, vi er altså to om det her.
Sædprøven skulle opbevares tæt ind til kroppen, under køreturen for at holde den varm.
På cyklus dag 13 kørte Patrick og jeg ind om morgenen med hans sædprøve, den skulle renses også skulle jeg komme ind engang over middag. Sæden bliver renset, så det kun er de allerbedste, der bliver brugt til inseminering. Når man bliver insemineret, så bliver sædcellerne sprøjtet op i livmoderen gennem et kateder, også kan de bare ligge der og vente på, at æggen kommer ned. På den her måde kommer der flere sædceller frem til ægget, fremfor at de skal svømme hele vejen. Der var første gang 34 millioner sædceller og jeg tænkte, at den helt klart var hjemme. Jeg forstillede mig, et lille rum og hvis der stod to af mig og der blev lagt 34 millioner bolde på jorden, hvordan kunne det være muligt for mig ikke, at træde på en af dem? Men så simpelt er det desværre ikke når det gælder at opnå graviditet.
Dagen efter inseminering skulle jeg starte på progesteron creme og ved positiv graviditetstest, skulle jeg fortsætte med det indtil uge 10, det havde klinikken anbefalet, da jeg har mistet 3 gange. Progesteron creme hjælper slimhinden i livmoderen til, at holde på en graviditet og det tog jeg meget gerne i mod. I første omgang fik jeg Crinone, det var en creme som jeg skulle sprøjte op vaginalt, hver aften indtil jeg tog en graviditetstest (det skulle jeg to uger efter inseminering) for at være ærlig og jeg beklager, hvis det bliver for detaljeret nu, men så synes jeg det var noget værre gris. Cremen samlede sig i en klump og skulle bogstavelig talt graves ud. Jeg følte mig oppustet og utilpas med tanken om, at jeg havde en kæmpe klump deroppe, som jeg ikke kunne få ordentligt ud, men hvad gør man ikke for, at få det hele til at lykkedes.
Test dagen kom, men det gjorde den anden streg desværre ikke, også kørte møllen altså forfra igen. Anden gang reagerede jeg også rigtig fint på Gonal F og jeg havde igen to æg og en sædprøve med 20 millioner sædceller. Første gang kunne jeg intet mærke efter jeg var blevet insemineret, men anden gang havde jeg utrolig slemme smerter om aftenen. Jeg kunne næsten ikke stå op og aftensmaden blev indtaget liggende på sofaen. Det er ret normalt og det kan være katederet, som lige har ramt min livmoder, hvilket kan give lidt sammentrækninger, det var i hvert fald ikke noget jeg skulle være bekymret om, fortalte klinikken. Jeg havde læst på nettet, at andre kvinder havde fået Cyklogest som progesteron creme, som var nogen piller, som ikke skulle graves ud.
Jeg havde forberedt en lang tale til fertilitetsklinikken om, hvorfor jeg synes det kunne være rart, at få det i stedet for, men min tale blev slet ikke nødvendig og jeg fik lov til at prøve den i stedet. Cyklogest skulle tages morgen og aften og jeg kunne vælge mellem, at tage den vaginalt eller rektal (det er vidst lidt forskelligt fra klinik til klinik, hvad de anbefaler) men det var så meget bedre for mig og jeg vil til, hver en tid foretrække Cyklogest fremfor Crinone.
Dog blev anden gang heller ikke vores gang og vi meldte klar til vores sidste forsøg. Jeg håbede på 3. gang blev lykkens gang for os. Jeg valgte i denne omgang, at tale åbent og ærligt omkring vores fertilitetsbehandling, det var en kæmpe befrielse. Nu skulle jeg ikke længere finde på undskyldninger til, at gemme mig på job når jeg skulle tage indsprøjtningerne og det var bare rart, at tale højt om mine bekymringer og hvad vi gik igennem. 3. gang blev igen til to æg og 22 millioner sædceller efter oprensning, men ingen graviditet.
Vi har modtaget en henvisning til IVF, af økonomiske årsager er det ikke en mulighed for os, at gøre det privat og vi må derfor igennem det offentlige. Vi har valgt Hvidovre hospital da det er det hospital, som er tættest på os. I øjeblikket er der 6-8 måneders ventetid og jeg har derfor valgt, at takke ja til operationen som jeg er blevet tilbudt i forbindelse med min endometriose. Jeg vil gøre alt, som kan optimere vores chancer for graviditet og en vellykket en af slagsen. Jeg er stadig i tvivl om, om jeg synes det er det rigtige, men min mavefornemmelse er også overskygget af frygten for en operation. Jeg ved ikke, hvornår jeg vil modtage operationen, men jeg har en telefon samtale med dem igen den 1. Juli, så der tænker jeg, at jeg kommer med en opdatering på samtalen og forhåbentligt har jeg fået mere afklaring. Indtil da så prøver jeg stadig på, at blive gravid herhjemme også tager vi det hele som kommer, lidt efter lidt.
I første omgang var det befriende ikke, at skulle tyde ægløsningstests og give ansvaret til klinikken, men nu er det faktisk dejligt, at det kun er os igen. Jeg døjede meget med hovedpiner fra hormonerne og følte lidt jeg gik i en konstant boble. Nu er jeg mig selv igen og det giver mig en ro indeni. Jeg fandt det stressende, at skulle koordinere arbejde, privatliv og fertilitetsbehandling på en gang og det resulterede ud i en ordentlig omgang mavesyre og opkastninger. Det overraskede mig faktisk, hvor påvirket jeg blev af det, men det er også okay. Der er meget som foregår og det var en helt ny verden der blev lukket op for. Nu har jeg lært, at mærke bedre efter og sige fra når det hele bliver for meget. Vigtigst af alt, er at jeg/vi skal have det godt og acceptere de følelser der kommer hen af vejen, gode som dårlige – der skal være plads til det hele.
