Del 2 af vores første forsøg med IVF behandling. Hvis du ikke har læst første del, kan du finde den under “klar, parat, IVF”
28/9 Cyklus dag 12 Ægudtagningen
Da vi kom ind på fertilitetsklinikken skulle vi først til samtale med en sygeplejerske. Der var tid til spørgsmål og en sidste gennemgang omkring æg udtagningen. Jeg fik målt blodtryk og fik lagt et venflon, som morfinen skulle gives i. Sygeplejersken var SÅ sød. Det var også hende, som skulle være med mig under æg udtagningen. Jeg havde ikke særlig mange spørgsmål. Jeg fik bare pointeret, at jeg gerne ville have noget beroligende og en masse morfin. Jeg var simpelthen så nervøs for, hvor ondt det ville gøre. Efter samtalen fik vi lov til, at vente i et hvilerum og jeg fik et af de hospitals armbånd på. Det gik op for mig, at jeg var patient og ikke bare var på besøg på en fertilitetsklinik. Det var en mærkelig følelse.
Æg udtagningen gik godt! Det nev en lille smule, men jeg vil ikke sige det gjorde ondt. Jeg holdte Patrick i hånden og kiggede ham i øjnene indtil jeg begyndte, at føle mig mere tryg derinde. Med tiden fandt jeg overskud til, at følge med på ultralydsscanningen. Jeg græd under det meste af æg udtagningen. I starten var det fordi, at jeg fandt det utrolig overvældende. Jeg havde været så nervøs for det og nu var vi i gang. Til sidst græd jeg, da vi “kun” fik 4 æg ud. Jeg husker faktisk kun æg udtagningen i glimt og jeg tror det er fordi jeg fik så meget morfin. Men jeg husker tydeligt, at jeg blev ved med at udtrykke mine følelser omkring de 4 æg. Det var svært for mig, at acceptere mens jeg lå der og det meste af mit fokus gik på det.
Patrick fik dog også grint af mig lidt til sidst. De spurgte, hvor ondt jeg havde fra en skala fra 1-10 og jeg fik først svaret 2. Derefter mente jeg, at det nok nærmere var en 3’er! Og det var meget vigtigt for mig, at pointere at det var 3 og ikke 2. Jeg havde kun set videoer er kvinder der skreg ” av av av” under æg udtagning, jeg havde kun læst historier fra kvinder der sagde, at det var det mest smertefulde nogensinde. Vi er alle forskellige, men det var IKKE slemt for mig. Det skal vi også huske på, at vi ofte hører om de dårlige oplevelser og ikke så mange af de gode.
Efter æg udtagningen gik jeg, ligeså stille og roligt ind i hvilerummet igen med Patrick i armen som støtte. Jeg fik noget antibiotika i drop, det skulle jeg havde da jeg har endometriose for, at mindske risikoen for infektion. Da jeg kom lidt mere til mig selv var jeg meget klar til, at tage hjem igen.
Jeg sov det meste af dagen da vi kom hjem. Jeg ved ikke om det var medicinen eller kroppen der endelig kunne slappe af, der skyldte trætheden. Da jeg vågnede fik jeg spist pizza og kajkager og set en masse Netflix. Det havde jeg nemlig fortjent. Pandodil var nok til, at tage smerterne og jeg sov utrolig godt den nat. Det nev i æggestokkene resten af dagen og om aftenen var jeg lidt oppustet, men jeg havde forventet meget værre. Mine menstruations smerter er, i hvert fald, meget værre end det. Jeg tror meget af smerten for mig handlede om, at jeg vidste at de havde været oppe med en nål i mit underliv. Det er jo aldrig en rar tanke.
02/10 Cyklus dag 16
I morgen får vi opkaldet om, hvor mange æg har klaret den. Jeg har hele tiden været nervøs, men lige nu aftenen inden kan jeg næsten ikke være i mig selv. De ringer i mellem 08:30-09:30, så om 12 timer får jeg forhåbentlig en god nyhed! Mit hjerte kan ikke bære en dårlig en. Jeg håber, at jeg kan få noget søvn i nat, men det føles som om jeg har en puls på 100 og mit hjerte galopere derud af, af ren bekymring og nervøsitet.
03/10 Cyklus dag 17 Æg oplægningen
Sikke en morgen, jeg måtte lægge min telefon fra mig. Jeg var SÅ nervøs, at mine hænder rystede så meget. Jeg kom til at trykke og like alle mulige ting på Facebook, da jeg ikke kunne styre mine hænder. Hospitalet ringede heldigvis kl. 08:35. Jeg fik råbt efter Patrick så han kunne høre med. Jeg fik ingen gang sagt mit navn, da jeg svarede telefonen. Jeg ville bare høre resultatet. NU.
4 æg var taget ud, 3 befrugtet, 1 skulle have lidt længere tid til at dele og 1 var helt perfekt. Vi skulle derfor møde ind 10:45 til æg oplægning. Jeg var simpelthen SÅ lettet. Jeg følte mig taknemlig for det ene æg og håbede sådan for det sidste. Ægget jeg skulle have op fik en score på 5AA og selvom jeg ikke helt har forstået, hvad det præcist betyder så er det, den bedste score og det gør mig glad!
Da vi skulle ind til æg oplægning skulle jeg møde med en fyldt blære. Lige inden vi tog hjemmefra bællede jeg 700 ml. saftevand. Det tog ikke lang tid før, at jeg fortrød at jeg tog “fyldt blære” så bogstavligt. Jeg var i panik, da vi ankom til at hospitalet. “Er det muligt, at jeg kan gå ud og tisse en lille smule ud?” Var tanken der fyldte mest. Jeg kunne ikke sidde ned af frygt for ikke, at kunne holde mig. Vi blev heldigvis kaldt ind uden forsinkelser og jeg måtte gå frem og tilbage inde i rummet for ikke, at tisse i bukserne. Der var heldigvis bred enighed i, at vi bare skulle komme i gang så jeg kunne komme ud og tisse bagefter.
Jeg havde ikke forestillet mig, at min blære skulle fjerne så meget fokus fra, at jeg skulle til at have et æg sat op! Men det var svært at holde fokus. Jeg fik først et kateter op i livmoderen og når det hele var placeret som det skulle, ville damen fra laboratoriet finde vores blastocyst frem også skulle det skydes op igennem kateteret. En sygeplejerske scannede mig på maven i mens og vi fuldte med på ultralydsscanningen. Blastocysten var for lille til, at blive set, men der blev sendt noget væske op med den, som gjorde det lignede en lille stjerne der blinkede på skærmen.
Mens ægget blev sat op nåede jeg både at bede til gud og bede ægget om, at sætte sig fast OG blive derinde. Jeg vil gerne sige, at det var et stort og smukt øjeblik. Det var det også, men scanneren på maven trykkede virkelig også på blæren! Så det var bestemt smukt at se, men jeg talte virkelig også ned til, at jeg måtte gå på toilettet.
Jeg holdte Patrick i hånden under æg oplægningen. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi det var vigtigt for mig, at der var lidt kærlighed i mellem os, mens ægget blev sat op. Der er ikke meget romantik involveret i fertilitetsbehandling, så de små ting for mig gør en stor forskel.
Det hele gik ret hurtigt. Jeg tror, vi var ude fra klinikken allerede 15-20 minutter efter. Nu med en lille blastocyst i maven. Jeg følte mig simpelthen så heldig, at vi nået hertil og nu skulle vi bare håbe, håbe på at det ville lykkedes. Det ville jo være fantastisk at blive gravid igen, det er allerede et år siden, at jeg var det sidst. Men ikke nok med at blive gravid, så ville det jo være en drøm, hvis der også kom et barn ud af det.
Dagen efter æg oplægningen modtog vi et brev i vores E-boks om, at det sidste æg nåede at dele sig til en blastocyst. Det vil sige, at vi har et æg på frys. Wow, hvor jeg følte mig heldig. Nu er det bare, at vente til dagen for blodprøven. Klinikken siger, at HCG skal ligge på mindst 80 før de tør håbe.
