Uge 9

Endelig er uge 9 overstået og nu går jeg mod de to cifrede tal. Helt i starten af min graviditet kunne jeg sidde på de forskellige fertilitetsbehandlings grupper og mærke en lille jaloux følelse indeni når jeg så nogen skrive, at de havde testet positivt, indtil det gik op for mig – at det havde jeg jo også selv. Når de andre ville skrive at de var i uge 12 eller 13 glædet jeg mig til at nå dertil. Det er jo ikke langt i graviditeten, men lidt mere af en safe zone i mine øjne. Det virkede som om der var så længe til, at jeg bare kunne skriv 8+4, men nu sidder vi her og i dag er jeg 9+0. Jeg ville gerne havde skrevet det her blog indlæg for et par dage siden, men nøj hvor har jeg haft det skidt..

Opkastningerne er blevet hyppigere og migræne anfaldende kommer mere ofte end ikke. Jeg bliver faktisk overrasket over, at jeg bliver ved med at få det dårligere. Jeg er også overrasket over, hvor dårligt man kan have det i en graviditet. Patrick har travlt for tiden, skole, arbejde og lektier fylder det meste af hans dag alt i mens at jeg bare ligger herhjemme. Det er ret ensomt, jeg har ikke overskud til at ses med nogen og det at gå en tur kan føles overvældende og for meget for min kvalme. Det kan ellers godt hjælpe mig at komme lidt ud og få frisk luft, men hvis jeg ikke lytter til min krop så kan det hurtigt gå den anden vej.

Jeg kan godt få lidt dårlig samvittighed overfor Patrick, da han har så travlt med sin egen hverdag, men at han nu også skal babysitte mig. Han er ofte sulten, da det i noget tid nu har været forbudt at lave varmt mad i lejligheden. Det betyder at han primært får kolde salater og knækbrød at spise. Han forstår godt, at det andet trigger mig og han er meget støttende i det hele. Men det betyder ikke, at det hele er super nemt for ham og det er vigtigt at huske på også. Det kan også være en svær balance for mig nu, hvor jeg er alene hjemme hele dagen, så skal jeg huske at give Patrick plads når han kommer hjem. Det kan være svært for mig, men så længe vi kan snakke om det og forstår hinandens synspunkter, så synes jeg at vi klarer det meget godt.

Vi havde to scanninger i den her uge. En scanning på fertilitetsklinikken og en hos HAB. Det var dejligt, at der ikke var så langt i mellem dem. Jeg har været nervøs med de voldsomme migræne anfald jeg har haft, på trods af, at jeg godt ved det ikke påvirker barnet. Alt så heldigvis fint ud og i denne uge er det ikke længere bare en plet. Der er hoved, krop og anlæg til arme og ben. I sær den sidste scanning som vi fik, da jeg var 8+6 var virkelig en god oplevelse. Vi blev begge to rørte, da vi så den lille vingummi bamse på skærmen. Den var dog ikke meget for, at vi skulle kigge med og lavede en kolbøtte væk og forsvandt. Patrick fik det på video og du kan høre mig spørge sygeplejersken forvirret “Hvor gik den hen?” Men som hun forklarede, så er der meget plads derinde og det kan være lidt svært, at fange den på ultralydsscanningerne.

I den her uge har vi også været til et slags info møde hos HAB med deres psykolog. Det var til par som var gravide efter gentagne graviditetstab og hvor hun snakkede om de følelser vi kunne sidde med. Jeg følte, at jeg havde skrevet en dagbog og hun havde fundet den og læst højt fra den. Det var rart, at vide at man ikke var alene med tankerne og man ikke var en dårlig veninde når man både blev glad og ked af det på samme tid over veninders graviditetsannonceringer. Jeg fik bestemt tåre i øjnene til tider da hun snakkede, i sær da hun nævnte det her med glæde. Hun fortalte, at det kunne være svært at acceptere at der ikke var den samme glæde som ved første positive graviditetstest. Det fik mig til at huske på, da jeg midt om natten i 2019 i USA stod med min første positive graviditetstest. Jeg rystede af glæde og turde slet ikke tro på, at det endelig havde lykkedes. Denne gang var min første reaktion “fedt”.

Hun fortalte også, at en af måderne at bearbejde følelserne på var ikke bare at tillade sig, at synes det var svært og man var bange for at miste. Men at acceptere følelserne. Det gav mening for mig, jeg skal ikke tvinge mig selv til at forstå, at mine tanker til tider er irrationelle. Jeg skal bare acceptere, at det er okay at jeg har det sådan. Det er okay, at jeg nogle gange ikke kan glæde mig og det er okay, at jeg er bange. Før har jeg prøvet, at overbevise mig selv om, at jeg ikke behøvede at føle på en bestemt måde, men det giver mening for mig bare at være i det i stedet. Når man så har accepteret sine følelser, så skulle man gøre noget godt for sig selv. Det var nogle gode værktøjer hun gav os den dag, i hvert fald, hvis du spørger mig. Patrick var også med og var enig i, at det var som om at hun beskrev os. Det viser os jo bare, at vi ikke er alene i det og vores følelser ofte er mere almindelige end vi lige går og tror.

På trods af, kvalme, opkast og migræne så har uge 9 været god. Misforstå mig ikke, jeg er glad for at den er overstået, men jeg har også fået lidt mere ro i kroppen. Infomødet med psykologen var et kæmpe plus og jo højere op i ugerne vi kommer jo mere virkeligt bliver det. Vi var også hos egen læge og lave vandrejournal. Patrick var med, da jeg synes det var en god ide at vi lavede “almindelig gravid ting”. Og ikke kun fertilitetsbehandling og HAB besøg. Det var en god oplevelse og han var glad for at være med. Jeg synes det er vigtigt, at Patrick er inkluderet så meget så muligt, så det ikke kun omhandler mig. Det er vores barn, det foregår bare i min krop.

Mit største håb for uge 10 (udover at baby har det godt) er at jeg kan komme af med migræne anfaldende. Jeg kan leve med det andet, men migrænen er hård og den slår mig totalt ud. Patricks mor og far er også på besøg i denne uge og det har fyldt meget hos mig. De kommer hele vejen fra USA og det har givet mig dårlig samvittighed, at vide at de hverken får mad af mig eller må lave det selv i lejligheden. Jeg havde en snak med dem om det og de var meget forstående omkring det. Jeg vidste nok godt et eller andet sted, at det ikke ville være et kæmpe problem, men det var så rart at høre dem sige det og tale om det.

I uge 10 har vi ingen scanninger og det er egentlig okay. Det er det i hvert fald lige nu, det kan være om to dage, at jeg føler mig helt panikken over, hvad der foregår inde i maven og synes det hele er svært. Men lige nu, så er det okay. Faktisk så er næste scanning først i uge 11, mere præcist 10+2. Det er her jeg havde en missed abortion sidst og det er en kæmpe milepæl at komme forbi den dag. Jeg ved den dag bliver med blandede følelser og den bliver ikke nem. Men hey, hvem har sagt at graviditet skal være nemt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.