Uge 8

Uge 8 har uden tvivl været den hårdeste uge indtil nu. Jeg har kæmpet med kvalme, opkast, migræne anfald, slem mavesyre og ikke mindst været presset på den psykiske front også. Jeg nåede ikke særlig langt ind i uge 8 før jeg begyndte at opleve mave kramper. Jeg vidste ikke om det var ligament smerter eller om jeg skulle til at abortere. Jeg var begyndt, at finde lidt mere ro når kvalmen forsvandt og nyde, at den var væk. Den ro forsvandt ligeså hurtigt som kramperne tog til. Jeg vågnede en nat af smerter og kunne ikke falde til ro igen. Jeg var ude flere gange på toilettet for at tjekke om der var blod, det var der heldigvis ikke. Natten var lang og fyldt med bekymring, men da klokken blev 08:30 næste dag ringede jeg til HAB.

Jeg fortalte HAB om min bekymring og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig. De fortæller mig med det samme, at det her lige præcis er meningen med IMUS behandlingen som jeg får fra dem og jeg altid skal ringe ved det mindste. Jeg husker i graviditet nummer to, hvor jeg ringede til egen læge og fortalte ham, at jeg havde smerter, hvortil han svarede “ja det kan jo godt være du er ved at abortere, det kan jeg ikke gøre noget ved.” bare det at HAB lytter til mig og ikke efterlader mig med mine tanker er en hjælp i sig selv og jeg finder det så betryggende.

I første omgang fortæller sekretæren at en sygeplejerske vil ringe tilbage, men der går kun 30 minutter også siger de, at de synes jeg skal komme derud og få lavet en scanning. Så kunne de tjekke, at alt så fint ud og jeg kunne slappe af i det. Patrick havde ikke mulighed for at komme med, da det var så kort varsel og han var i skole. Jeg havde ønsket ham der, men jeg har også fuld forståelse for, at det ikke altid kan gå op. Jeg havde det egentlig okay om morgenen, men jo tættere jeg kom på Rigshospitalet jo mere bange blev jeg. Jeg blev mødt af to søde sygeplejersker, der var enige i at vi skulle starte med scanningen og derefter snakke.

Jeg kommer op på briksen og min livmoder bliver fundet med det samme (i modsætning til forrige scanning) men sygeplejersken er helt stille. Hun vinkler scanneren frem og tilbage, zoomer ind og ud på billedet og hun siger ikke noget. Jeg spørger hende om der er hjerteblink for jeg kan ikke se det. Hun vil ikke svare på mit spørgsmål før hun er helt sikker. Det hele virker så bekendt for mig og jeg ligger bare i stilhed og græder, i mens vi alle kigger på skærmen. Den anden sygeplejerske er kommet over og aer min skulder, hun ved også godt, at jeg måske skal til at modtage dårlige nyheder.
“DER! Der er hjerteblink” siger hun. Jeg kan mærke, at hun ånder lettet op. Jeg er stadig i chok og jeg kan ikke helt forstå det. Alt så ud som det skulle, men jeg er mærket af frygten som fyldte for bare et par sekunder siden.

Efter scanningen får vi snakket om min kost, min kvalme og hvordan jeg har det. Min kvalme fylder og det går udover min kost. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige om min kost.. Den eksisterer ikke rigtigt. Sodavands is, tuc kiks, riskiks, nogle gange en krydderbolle, nogle gange kan jeg spise morgenmadsprodukter. Hun fortæller mig, at jeg skal drikke mere væske og spise flere kostfibre for smerterne jeg har oplevet kommer fra forstoppelse. Tænk, at jeg har været så bekymret bare fordi jeg er forstoppet. Hun fortæller mig, at der sker rigtig meget i den region og der skal ikke meget til for, at det for nogen gravide gør vanvittig ondt. Hun fortæller mig også, at i sær for mig, hvor min tarm og livmoder sidder sammen pga. endometriose, at det giver god mening at det har været en voldsom oplevelse for mig.
Da jeg kom ud fra rummet sad min veninde og ventede på mig. Hun kunne ikke vurdere om jeg var ked af det eller glad, da jeg havde grædt og stadig græd lidt ovenpå hele oplevelsen. Heldigvis kunne jeg krydse endnu dag af som gravid i kalenderen.

Vi holdte fast i scanningen jeg havde to dage efter, hvor Patrick også kunne komme med. Vi gik ind med mere ro i maven, da jeg jo næsten lige havde fået af vide, at alt så godt ud. Og det gjorde det stadig. Vi kunne ane hovedet og halen, vi fik set rygsøjlen og den havde vokset 9mm på to dage, det synes jeg er ret imponerende. Halen lavede også et lille vrik, det sagde sygeplejersken var et godt tegn, jeg har ikke helt forstået, hvad det betyder, men hvis det er godt – så er jeg glad!

Indkøbskurven bliver fyldt op med svesker, sveskejuice og husk. Jeg synes selv det er lidt sjovt. Jeg gik fra, at være en 29 årig gravid til en på 80 år på meget kort tid. Som dagene går bliver kvalmen dog også værre og sveskejuice er ikke øverst på listen over, hvad jeg finder lækkert. Jeg har svært ved, at begive mig ude i offentligheden. Ja, jeg kommer ikke langt og når jeg siger offentligheden, så mener jeg oftest supermarkedet. Synet af mad, lugten fra flaskeautomaten og de forskellige mennerskers parfume og cigaret lugt giver mig opkast fornemmelser.

Jeg kæmper også med, at kunne åbne køleskabet herhjemme. Patrick var på arbejde en aften og jeg var dødsulten. Jeg når lige, at åbne køleskabet og lugten derfra får mig til at løbe ud på badeværelset og kaste op. Jeg kan ikke finde noget i hjemmet, som jeg kan spise. Jeg kan ikke finde appetit til at bestille noget mad og jeg begynder at få det rigtig dårligt. Mit hoved dunker og jeg kan mærke en migræne på vej. Jeg ved at jeg burde spise, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg lider normalt af migræne og de piller jeg har må jeg gerne tage i første trimester. Det er ikke med god samvittighed, men jeg tager en, går i seng og håber på at jeg får det bedre. Jeg vågner midt om natten og kaster op. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan kaste op for jeg har intet i maven. Migrænen fortsætter i flere dage og vi ender en tur forbi lægevagten til sidst. Mit blodtryk er lavt, mit hoved dunker, men der er ikke meget han kan gøre når jeg er gravid.

Jeg kan alle migræne tricksene, men intet virker i denne omgang. Jeg føler mig enormt ensom når jeg ligger i et mørkt rum og intet kan overskue. Kvalmen gør at jeg næsten ikke kan snakke og som jeg runder uge 8 af, bliver jeg ramt af voldsomme mavesmerter, denne gang i mavesækken og syren køre op og ned. Jeg har prøvet det før og det ender oftest ud i, at Patrick googler hjerteanfald symptomer og spørger mig om jeg har ondt i venstre arm for jeg har SÅ ondt når det sker. Jeg forstår ikke helt, hvor den intense smerte kommer fra og hvordan det kan gøre så ondt.

Det er ingen hemmelighed, at uge 8 har været benhård. Jeg har kæmpet mig igennem den og jeg har grædt utallige gange. Men selvom den har været hård, så ville jeg til værd en tid gå igennem den. Smerten som ufrivillig barnløs, negative graviditetstest, mislykkedes inseminationerne osv. er meget hårdere for mig i hverdagen, end at døje med kvalme og opkast. Jeg har ofte hørt om graviditetskvalme og jeg har aldrig helt forstået det før. Jeg har haft kvalme før, men graviditetskvalme er en helt anden grad af kvalme. Det er hårdt, men jeg nyder at få lov til at være med i gravid klubben og opleve, hvordan min krop ændre sig. I uge 9 skal vi ikke til scanning hos HAB, men på fertilitetsklinikken og dagen efter skal jeg til læge og oprette vandrejournal. Jeg er spændt på, hvad uge 9 vil bringe og hvordan det hele vil se ud på scanningsbilledet i denne uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.