Hvis nøgleordet for uge 6 var træthed, så er det kvalme her i uge 7. Min kvalme påbegyndte i uge 6, men det var mere i forbindelse når jeg tænkte på mad, at det gav mig sådan en ugh følelse og ellers tittede den lidt frem og forsvandt igen. Her i uge 7 er den kommet med fuldsmadder. Jeg synes næsten alt er ulækkert. Jeg synes det er fjollet, men jeg kan ikke forklare det. Støvsugningen blev sprunget over sidste uge og det har gjort, at lejligheden nu er ulækker. Jeg kan lugte mad der er blevet lavet herhjemme tidligere, det giver mig et anstrengt forhold til hjemmet. Patrick var forkølet i starten af ugen og af den grund synes jeg, at han lugtede af sygdom. Jeg kan godt selv se, at jeg er blevet sart, men jeg kan ikke styre det.
Jeg nåede præcis ind i uge 7, altså 6+0 også kunne jeg slet ikke finde noget, som jeg ville spise. Pizza er ikke længere lækkert, som det var i uge 6. Jeg kom frem til at jeg godt kunne spise en bagel og fik det bestilt. Leveringstiden var ikke mere end 20 minutter og på den tid det tog for den, at komme herhjem synes jeg faktisk ikke bagel var så lækkert alligevel. Nu havde jeg dog bestilt den og jeg prøvede lige, at spise en halv. Der gik ikke længe før min kvalme eksploderede og jeg kunne mærke min halsbrand køre op og ned i spiserøret. Den kom hurtigt retur igen og bagel er nu bestemt ikke noget, som kommer på menuen igen foreløbigt.
Jeg har aldrig oplevet en kvalme på denne måde før, ej heller i tidligere graviditeter. Den er hård, men den giver mig stadig en kæmpe trygheds følelse. Når kvalmen er allerværst så kan jeg ikke snakke, da det føles som om, at alt er på vej op. Patrick og jeg har lavet en aftale om, at han kun må lave helt basic mad så der ikke lugter for meget herhjemme. Jeg kan ikke spise mad, hvis jeg har lugtet det blive tilberedt. Så det er Patrick, som må stå for madlavningen, men oftest er det take away. Jeg ville elske at spare ekstra op i de her måneder for det er jo ikke billigt, at have en baby og det føles så uansvarligt at se alle mine penge gå på take away. Men jeg er jo også nød til at få noget at spise, forhåbentligt finder jeg en god mellemvej eller også er det jo bare i en periode.
Indtil videre har jeg dog fundet ud af, at tygge tyggegummi, filur is, tuc kiks og iskoldt saftevand føles godt når kvalmen topper. Men det der faktisk hjælper allerbedst er, at komme en lille tur udenfor og få noget frisk luft. Det er bare ikke en mulighed at gå tur, når jeg vågner kl. 3 om natten og ikke kan sove pga kvalmen. På natbordet har jeg tuc kiks og Patrick vågner nogle gange når han kan høre mig knase på dem midt om natten. En træt hæs stemme spørger ofte: “har du kvalme igen?”
Det var også her i uge 7, at vi havde vores første scanning. Vi havde først tid kl. 12.30 så jeg hentede Patrick fra skole også tog vi derover sammen. Jeg har sagt, at jeg ikke vil til nogen scanning alene, da jeg simpelthen er for nervøs og ikke ville kunne bære, at modtage en dårlig nyhed alene. Patrick synes dog også selv, at det er rarest at være med, så vi schedulere det så det passer med hans skole. Jeg var faktisk ikke specielt nervøs om morgenen. Det var mest følelsen af, at glæde sig der fyldte. Jeg nåede dog lige ned i bilen også strømmede de negative tanker ind. Det er som en ond cirkel når jeg først går i gang. Jeg er blevet bedre i hverdagen, når min kvalme ikke er der, så siger jeg til mig selv, at jeg skal nyde det inden den kommer igen. Før tænkte jeg, at nu var fosteret gået til fordi kvalmen var væk. Det er helt klart en proces, men jeg arbejder på at tænke mere positivt og tale til mig selv som jeg ville en veninde.
Vi ankom på hospitalet 20 minutter før tid og jeg stod og trippede af nervøsitet og spænding inden vi blev kaldt ind. Da det blev vores tid kunne sygeplejersken godt mærke på mig, at det gav mest mening at have en samtale med os efter scanningen og ikke før. Mine tanker var kun på den scanning og ikke “hvordan har du ellers haft det” samtale. Jeg kom op i stolen og hun begyndte at scanne. Jeg havde bedt hende om, at fortælle med det samme hun så noget, så jeg ikke skulle holde vejret alt for længe. Hun havde dog svært ved at finde min livmoder. Den er bagoverbøjet og det er ikke første gang, at den driller under en ultralydsscanning. Men hun var helt stille og kørte scanneren rundt. Der var intet at se på skærmen. Hun kaldte på en kollega til at hjælpe hende.
Det var som om, at mit hjerte stoppede. “Kan det her virkelig ske igen?” Det var præcis som da jordemoderen ledte efter hjertelyd under min missed abortion i uge 11 i 2020. Det er en en helt bestemt stilhed når de står med den scanner og de ikke ser, hvad de gerne vil se. Den stilhed skræmmer mig. Jeg nåede at sætte mig halvvejs op og fik gjort klart at, det her gjorde mig utrolig utryg. Jeg undrede mig over, om jeg overhovedet var gravid alligevel. Begge sygeplejersker forklarede mig, at de slet ikke havde fundet min livmoder endnu så jeg skulle ikke være bekymret.
Og lige pludselig så var du der på skærmen. Tænk at det kan være så fantastisk at se en lille plet på skærmen. Og ikke mindst hjerteblinket. Jeg kunne godt selv se det, men jeg spurgte dem alligevel. Det er som om, at jeg fisker efter at de skal fortælle mig positive nyheder for at berolige mig selv. “Der er gode odds når man har set hjerteblink ik?” Det ved jeg i forvejen godt at der er, men jeg spørger alligevel. Vi havde dog set hjerteblink i den graviditet der gik til i uge 11, så helt rolig bliver jeg ikke, men jeg vil stadig høre det.
Fosteret målte 7,3mm og jeg blev rykket to dage frem. Da vi kom ud derfra sagde jeg til Patrick, at det er en gave, at få to dage mindre at være nervøs og bekymret i. Min mave er stadig oppustet, men min overstimulation ser bedre ud. Jeg skal stadig tage det roligt og jeg skal stadig drikke en masse væske. Men som det er lige nu, så går det fremad og det føles godt. Jeg kan mærke, at jeg glæder mig mere og mere. Hvordan vores hverdag vil være med en lille en er også et samtale emne der fylder meget. Det er mit yndlings emne og jeg håber sådan, at det bliver vores virkelighed.