Jeg er stadig helt i chok over, at jeg er gravid. Det er et år siden jeg var det sidst. Så mange måneder er gået med negative tests og et håb der til tider ikke var eksisterende.
Det var i lørdags, da jeg var 3+4 at jeg fik af vide, at mit HCG lå på 77. Det var jo flot og lovende, som lægen i telefonen sagde.
Mandag morgen ringer jeg til HAB ( afd. for gentagne graviditetstab) for jeg skal igang med IMUS behandling. Intensive monitoring undersøgelse og støtte er det, IMUS står for.
Jeg skal have taget blodprøver for at se, hvordan min progesteron ser ud og om mit HCG stiger som det skal. Når vi kommer til uge 6 vil vi gå over til ugentlige scanninger.
Jeg ringer til dem 08:30. Det er der de åbner og jeg venter utålmodigt på, at de fortæller mig, at jeg skal ud og have taget en blodprøve.
Patrick er i dag lidt nervøs, men han siger ikke noget før senere. Jeg har testet lidt herhjemme og han synes testen i dag ser svagere ud. Det gør den også, men jeg er også gået i gang med at drikke en masse væske i forbindelse med min overstimulering. Jeg tænker derfor ikke særlig meget over det.
HAB får noteret, at jeg melder mig gravid og får bestilt en blodprøve til mig, da jeg også er med i et forskningsprojekt vil de gerne have jeg tager den på Rigshospitalet. Turen derhen er lidt hård for mig for min mave gør stadig ondt. Ventetiden til det er min tur til blodprøve føles lang. Jeg kæmper med at stå op, da der ikke er nogen ledige pladser. Det strammer i maveskindet når jeg står op. Faktisk fylder overstimulationen rigtig meget, at jeg til tider helt kommer fra, at vores kamp forhåbentlig er forbi.
Blodprøven kommer tilbage på 141 og min progesteron på 191. Jeg får ringet til Patrick og han ånder lettet op. Først her indrømmer han, at han var nervøs. HAB siger det er en flot stigning og af den grund behøver jeg ikke en ny blodprøve om 2 dage, men først ugen efter.
Heldigvis skal jeg have taget en blodprøve til fertilitetsklinikken når jeg er 4+2, altså om 3 dage. Jeg lever for dagene med blodprøver. Det er de eneste dage at jeg tør tro på, at jeg er gravid. Jeg kæmper med uvisheden på dagene i mellem og jeg tvivler på min egen mave fornemmelse til tider, da den bliver overskygget af min frygt for at miste.
Når jeg rammer 4+2 er jeg tidligt oppe. Jeg har booket blodprøve til 07:20, jo tidligere det er gjort jo før får jeg svar. Det går næsten 2 timer og jeg har tjekket min sundhedsplatform minimum 100 gange. Blodprøven kommer tilbage på 551. Wow. Den er endda steget lidt ekstra. Patrick er i skole og vi har aftalt, at jeg skal sende ham en SMS så snart jeg ved noget.
Vi er begge forsigtige med at være for glade. Det er ikke bevidst at vi er sådan, men nok et tegn på, at vi er bange for, at glæden bliver taget fra os igen.
Jeg snakkede med en veninde om det. Jeg er nemlig overrasket over, min lidt halv kolde måde, at håndtere det på til tider. Hun sagde det nok var en form for forsvarsmekanisme som jeg gør for at beskytte mig selv helt ubevidst. Det tror jeg, at hun har helt ret i.
Det er også i dag, hvor jeg er 4+2 at jeg vælger at annoncere min graviditet. Jeg er lige så nervøs når jeg annoncerer den som da jeg udgav denne blog. Det er jo meget tidligt at dele, men jeg synes det er SÅ vigtigt at snakke om. Jeg forstår ikke tabuet i, at snakke om at have mistet en graviditet. Jeg forstår det kan være hårdt, men i min optik burde vi kunne tale mere frit om det. Hvis jeg havde en onkel der gik bort, ville jeg jo sagtens kunne fortælle om mine følelser i den forbindelse. Hvorfor er det så noget andet når det handler om spontan aborter?
Nu kommer det forhåbentligt ikke til, at handle om at miste! Men det er jo en risiko. Jeg synes bare det er vigtigt, at tale om at de her første uger. Hvor lange de kan føles og hvor utrolig nervepirrende de er.
Jeg var også fyldt med dårlig samvittighed. Der er mange efterhånden, som følger med, som kender til smerten af ufrivillig barnløshed. Nu skulle jeg være en af dem, der postede en graviditets annoncerering velvidende om, at det kan gøre ondt hos en anden. Jeg synes dog, at mit opslag blev taget rigtig godt i mod og jeg var og er rørt til tåre med alt den opbakning og kærlighed som vi er blevet mødt med.
På min sidste dag i uge 5 skulle den sidste blodprøve tages til HAB. Jeg stod op og følte mig rolig, men så snart blodprøven var taget kunne jeg ikke tro på, at vi ville være så heldige. Men det var vi. Det er vi. Indtil videre. 2640 kom blodprøven tilbage på.
Min overstimulation har som sagt, nok været det der har fyldt mest her i første uge. Jeg er pga den og tidligere graviditetstab ekstra opmærksom på alt der sker i min mave. Jeg er træt og skal have en lur midt på dagen for at kunne holde mig vågen til kl. 21:00. Jeg er også oppe hver anden time om natten. Jeg ved ikke om det er alt det væske eller om det er graviditet, men jeg tisser konstant. Jeg er begyndt i slutningen af uge 5 at mærke ligamentsmerterne. De gør mig nervøse for om jeg er ved at miste. Men når de ikke er der, så bliver jeg nervøs over, at jeg ikke mærker noget som helst.
Det handler ikke om, at nyde graviditeten eller at tro på den. Det handler stadig om, at forstå det. Jeg er stadig i chok og jeg forstår ikke, at jeg er så heldig at det lykkedes i første IVF forsøg. Det virker for godt til, at være sandt.
