Uge 38

Så blev det uge 38 og min graviditet anses nu som fuldbåren. Jeg kan derfor føde når som helst, selvom der nok går lidt tid endnu. Det er simpelthen den vildeste følelse. Jeg forstår godt, at jeg er gravid, men jeg har lidt svært ved at forstå at der ligger en ægte baby inde i min mave. Når jeg ser alle baby billederne i min terminsgruppe fra alle dem, som har født så kan jeg næsten ikke forstå, at jeg også har sådan en liggende i maven. Åh, hvor jeg glæder mig til at møde ham. 

Patrick har fortalt hans familie og vores nærmeste at nu er vi der, hvor det kan ske når som helst. Det resulterer i, at alle er meget spændte og de fleste tror at jeg har født når jeg lige har været stille en dag eller to på mine sociale medier. Chancen for at jeg går over tid er jo egentlig meget stor nu hvor jeg er første gangsfødende. Nu skal det gøres klart, at der altså godt lige kan gå 3-4 ugers tid endnu. Det kan godt være lidt overvældende, at modtage en masse beskeder hver dag om jeg har født og om jeg har nogle tegn. 

Jeg har lidt blandede følelser med, at dagene for min graviditet er ved at slutte. Jeg har virkelig nydt, at få lov til at opleve at være gravid, at mærke et lille liv vokse inde i maven, mærke hans spark og hans hikke. Det har været spændende, at opleve graviditetskvalme og halsbrand. Det har uden tvivl også været hårdt og det er det stadig, men det er en fantastisk oplevelse samtidigt. Jeg ved ikke om, jeg værdsætter det lidt ekstra fordi det har været så svært at nå hertil eller om det bare er fordi jeg synes det er så stort for kvindekroppen at opleve. 
Jeg vil savne, at mærke ham om morgenen og ligge i sofaen med en hånd på min mave og mærke hans spark. Jeg ved godt at han til den tid er her og det er sikkert endnu større, men jeg synes også det er mærkeligt at han ikke skal være inde i maven længere. 
Jeg vil gerne have ham ud fordi jeg glæder mig til at møde ham, men det er altså også lidt sørgmodigt.

Patrick glæder sig også, men han håber også lige at kunne få overstået sin mundtlige fysik eksamen, som han har den 16. juni. Den ligger lidt tight i forhold til min terminsdato d. 18, men det hele løser sig jo nok. Vi var begge lidt nervøse i den her uge, da han skulle til skriftlig eksamen og skulle havde sin telefon slukket i 5 timer. Heldigvis, så gik hans eksamen fint og jeg gik ikke i fødsel. 

Jeg har haft to dage i den her uge, hvor jeg har haft mange plukveer i streg. De har strammet lidt mere end før og føltes som milde menstruationssmerter. Jeg  besluttede mig efter en time med plukveer for at skrive til Patrick, at han nok ikke skulle tage flere kunder ind til tatoveringer end han allerede havde den givende dag. Jeg fik også lige understreget, at det nok ikke var noget, men jeg lige ville nævne det, just in case. 
Og ganske rigtigt, så var det ikke noget. Jeg brugte lang tid på, at overveje om jeg skulle sende den besked. Jeg ville ikke gøre ham unødvendig nervøs eller spændt, men samtidigt så ved jeg også at han gerne vil informeres. Vi har heldigvis snakket meget om, hvad han gerne vil have og han vil helst være opdateret, hvis jeg føler der sker noget. 

Der var to ting, som jeg gerne ville i den her uge. Blande slik til min fødsel og sætte vådliggerlagen på vores seng. Vi har fået sat vådliggerlagen på vores seng, da jeg er bekymret for om mit vand skulle gå i sengen. Jeg ved godt, at det er de færreste fødsler der starter med at vandet går, men der er jo en chance for det. Jeg er meget hys med sengen og jeg kan slet ikke klare en rodet seng. Sådan har jeg vidst altid været, så tanken om at vandet går i den, synes jeg ikke særlig meget om. 
Jeg har også fået blandet mit slik. Jeg kom faktisk til at blande 1 kg. Det var ikke helt meningen, at jeg skulle blande så meget, men så har jeg da også rigeligt og jeg glæder mig til, at jeg må spise det. Patrick tror ikke, at jeg kommer til at holde fingrene fra det indtil min fødsel, men det tror jeg nu godt at jeg kan.

Vi har også været i biografen i den her uge. Jeg fik ellers fastslået meget tidligt i graviditeten, at det ville jeg ikke. Jeg tisser hele tiden og tanken om enten at skulle sidde der og holde mig i to timer eller løbe ind og ud konstant har ikke lyt særlig tiltalende for mig. Vi tager normalt ikke så ofte i biografen, faktisk tror jeg kun vi gør det en gang om året, men filmen Topgun Maverick kom ud i den her uge. En stor film for dem som er i luftfart og militæret, så Patrick ville så gerne ind og se den. Jeg kunne også rigtig godt lide 1eren så vi blev enige om at få, hvad der nok bliver vores sidste date night ude inden bamse kommer. 

Patrick fik booket billetterne og da vi sad derinde var jeg meget uforstående overfor, hvorfor sæderne så ud som de gjorde. Det var så fordi, at han havde booket 4D. Jeg vidste faktisk ikke så meget om det og har aldrig set en film i 4D. Men lige inden filmen startede så blev der da lige nævnt, at de fraråde gravide at se den i 4D grundet de rystelser der kommer i sædet. Jeg måtte hurtigt løbe ud og få fandt på en medarbejder, hvor jeg fik sagt noget lignende “De har lige sagt derinde, at det er frarådet gravide. Jeg er jo mega gravid?” I mens jeg peger ned på maven. Medarbejderen var ikke selv klar over det, men han var enig i, at han godt kunne se, at jeg var pænt gravid. De hjalp os med, at få ombooket billeterne til 2D. De sagde at jeg godt måtte blive inde til 4D, men at det bare var frarådet. Hverken Patrick eller jeg ville kunne nyde filmen med bekymring for om det kunne gøre skade. Desuden tror jeg heller ikke, at det ville være særlig rart for mit bækken at blive rystet i sædet. Vi endte med at se filmen i en meget større sal og med sæder der kunne ligges ned. Det var perfekt og jeg kunne ligge og flade ud, så hverken maven var i vejen eller mit bækken gjorde ondt. Vi fik også booket billetter ud til gangen, så jeg kunne komme ud og tisse uden at genere de andre i salen, hvis det var. Det endte dog kun med at det var Patrick der måtte ud og ikke mig. Det er som om, at jeg har smittet ham lidt med alt det tisseri og min konstante bekymring for om der er toiletter, hvor vi skal hen.