Uge 28

Det er længe siden, at jeg har haft det så godt som jeg har i denne uge. Jeg tror det er en kombination af forskellige ting. Jeg hygger mig enormt meget i England med min familie, min appetit er større og solen skinner. Det gør enormt meget for mit humør med solskin og nogle hyggelige gåture. 

Jeg kan stadig ikke gå enormt langt uden at blive træt i bækkenet og jeg kan mærke, at maven også bliver træt. Jeg ved ikke rigtigt om jeg har oplevet plukveer endnu, men den kan godt føles stram når jeg har haft en lang dag. Jeg tror dog mere det bare er huden der bliver strukket i. 

Det har været dejligt at spise en masse mad og det hjælper, at vi sidder sammen rundt om bordet så bliver jeg mindet om at det er spisetid. Patrick og jeg spiser ofte sammen derhjemme, men han arbejder også tit eller sidder med hovedet begravet i hans fysik bøger, så det er alligevel ikke helt det samme. Jeg er også så heldig her i England, at min mor har stået for madlavningen et par gange også sidder jeg jo bare og får maden serveret. Det kunne jeg godt blive mere vant til, selvom jeg nu holder ret meget af selv at lave mad. 

Min halsbrand driller stadig, men det er blevet bedre. Jeg har nogle madvarer jeg må takke nej til, da jeg ved det trigger det også skal jeg ikke spise en alt for stor portion aftensmad da det trykker på min mavesæk og så starter halsbranden. Halsbranden giver derefter kvalme også skal jeg kaste op. Det er ikke hver gang, men jeg har opdaget en sammenhæng og den har jeg lært af nu. 

Min mormor har også fået lov til at mærke ham sparke inde i maven. Det er jeg virkelig glad for, det betyder enormt meget for mig at hun er involveret i min graviditet. Det er ikke de største eller bedste spark, men hun har mærket lidt. Han er som sædvanlig en drillepind og leger stilleleg så snart en andens hånd rør min mave. Jeg forstår ikke helt om det er tilfældigt eller hvorfor, men jeg ville ønske han lige kunne lytte efter og sparke når jeg beder om det. 

Han er begyndt på, at sparke mig ned i hoften når jeg ligger på siden i sengen. Det er som om, at han fortæller mig at jeg skal rykke mig. Jeg kan dog ikke rigtigt ligge på så mange andre måder. Han er nu så stor, at jeg kan mærke ham i begge sidder når han sparker og ikke kun en. Jeg ved ikke om det er arme og ben jeg mærker eller om det er fordi det giver et ryk i hans lille krop. 

Men sparke amok på den side, som jeg ligger på, det er blevet en ting. Det er nu hyggeligt nok, men det gør det lidt svære at ligge ordentligt og jeg vågner nogle gange om natten fordi jeg får et chok over de jag der kommer indefra. 

I næste uge har vi en vækstscanning på Hvidovre hospital. Den skal vi have lavet fordi jeg har faktor v leiden og fordi jeg har haft gentagne graviditetstab. Jeg glæder mig til den scanning. Jeg husker tilbage på den gang, at jeg kun troede på graviditeten når jeg så ham på en scanning. Den frygt følelse er væk og det er befriende. 

Det gør bestemt en kæmpe forskel, at jeg nu kan mærke ham hver dag. Jeg er stadig nervøs for om han vokser som han skal pga min faktor v leiden også er jeg nervøs for at miste ham lige på målstregen eller noget ved fødslen/efter fødslen går galt. Jeg kan ikke slippe min frygt for at miste 100%. Jeg tror, at det hænger sammen med at jeg i mange år har haft nogle barske drømme som har sat sig fast som en bekymring. En stor del af mig synes også det hele er for godt til at være sandt. 

Men udover det så hviler jeg meget mere i min graviditet nu. Patrick og jeg har snakket om, hvor dejligt det er at være glad og snakke om positive ting omkring graviditeten fremfor konstant at være nervøse. Vi håber ikke, at blive mødt med dårlige nyheder til scanningen i næste uge og komme tilbage til nervøsitets følelsen. 

Jeg har dog en god mavefornemmelse (for det meste) Jeg har en lille ide om, at han nok er lidt lille, men hvor meget ved jeg ikke. Og jeg prøver ikke at fokusere så meget på hans størrelse og alt det andet, men bare at han er aktiv inde i maven, jeg er i uge 28, min sidste uge i 2. Trimester og vi har det godt alle sammen. Det er så vigtigt at huske på og være taknemlig for. Og det er jeg, jeg er evigt taknemlig. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.