Uge 25 og 26

Uge 25

Jeg starter uge 25 ud med, at FaceTime med Patrick og se vores ugentlige YouTube uge for uge videoer sammen. Det er hyggeligt og det gør mig glad at vi har den her tradition og at vi stadig følger den, på trods af, at Patrick er i USA. Jeg skal lige vænne mig til, at være alene hjemme. Her føles både stille og tomt uden Patrick. Jeg tror også, at sårbarheden, der fyldte meget i uge 24 stadig fylder. Det gør det nok ikke lettere. Jeg synes, at det er mærkeligt ikke at dele graviditeten på samme måde med Patrick som jeg plejer. Jeg har faktisk også været lidt nervøs i denne uge, da jeg ikke har mærket spark som jeg plejer. Jeg har været frem og tilbage med mig selv om jeg skulle ringe til fødegangen. Inderst inde ved jeg godt, at alt er godt og jeg er næsten 100% på, at han bare har vendt sig den anden vej. Det gør han nogle gange og jeg vil gerne øve mig i, at hvile mere i det og tro på min egen mavefornemmelse omkring det.

Jeg tror, at det handler mest om frygt og at jeg stadig kan have følelsen af, at det her er for godt til at være sandt. Jeg hviler stadig ikke helt i min graviditet, men jeg tror mere på den end jeg gjorde i starten. Meget mere. Men nogle dage kræver det lidt mere end andre.
Jeg ringede ikke til fødegangen og min mavefornemmelse havde ret, han havde bare vendt sig. Jeg vågnede en tidlig morgen ved en masse rumsteren inde i maven også startede festen. Jeg har faktisk aldrig mærket ham så meget og så tydeligt. I YouTube videoen jeg så med Patrick sagde de også, at de næste par uger var der, hvor han ville være mest aktiv. Det kan jeg godt skrive under på i sær mellem kl. 4-6 om morgenen, der holder han virkelig fest derinde.

En af mine tætte veninder har født i den her uge og jeg fik lov til, at besøge hende på hospitalet. Hun har født på Hvidovre hospital og det er også der, at jeg skal føde. Det var spændende at gå langs gangene og tænke på, at Patrick og jeg ville få lov til at opleve det. Jeg nåede dårligt nok ind på stuen før jeg begyndte at græde. Det er simpelthen så stort at opleve og jeg er så glad på hendes vegne.
Efter jeg havde besøgt hende blev jeg overvældet af følelser omkring min egen graviditet. Jeg synes hele oplevelsen af, at se hende og hendes søn var så smuk, at jeg ikke kunne forstå at jeg selv ville opleve det samme. Jeg blev ekstra bange for at miste og samtidigt blev jeg ekstra spændt for selv at møde min søn.

Jeg glæder mig helt enormt meget nu til den dag det sker. Jeg har lyttet meget til podcasten “fødselskanalen” og læst i min “smertefri fødsel bog” og jeg er ikke længere ligeså skræmt for at føde. Jeg er stadig nervøs, men jeg glæder mig også. Det hjælper mig, at føle mig lidt forberedt og at få svar på nogle af mine tusinde spørgsmål uden alle skræmme historierne. Patrick og jeg har faktisk også signet op til et endags kursus hos Meyermetoden. Det er først i slutningen af April vi skal det og selvom, at vi var kommet frem til at vi ville have nok i gruppekonsultationerne på Hvidovre så føles det her nu meget godt. Jeg glæder mig i hvert fald til, at få lidt ekstra værktøjer med mig til fødslen.

I forhold til symptomer så er kvalmen og opkast tilbage igen. Jeg tror aldrig, at jeg har kastet så voldsomt op som jeg har gjort i denne uge. Jeg startede med en meget intens kvalme og lige pludselig så skulle jeg kaste op. Hvis i vil have tegnet et billede af det, så er det ligesom når fulde mænd i byen har drukket for meget alkohol og det står ud som en stor stråle både fra næse og mund. Sådan har jeg aldrig kastet op før og jeg håber virkelig ikke det fortsætter. Når der ikke var mere mad i maven så lå jeg og kastede mavesyre op. Det var en hård omgang og jeg savnede Patrick og hans omsorg ekstra meget.

Uge 26

Kvalmen fortsætter og opkast. Niveauet af kvalme er nærmest det samme som i første trimester. Jeg går nu igen rundt og konstant tygger tyggegummi for at holde kvalmen lidt nede. Jeg ved godt, at alle graviditeter er forskellige, men jeg synes tit at andre gravide snakker om nemme eller hårde graviditeter. Jeg ved ikke helt, hvilken kategori min går under. Jeg tror bestemt, at nogle har haft det lettere men jeg tror også, at mange har haft det hårdere. Jeg tager en dag af gangen og i mit eget tempo. Det er nok det, der fungerer allerbedst. Jeg kæmper med min appetit, det har jeg gjort i hele min graviditet. Jeg tror kun, at jeg har haft få perioder, hvor jeg har følt at størrelsen på min mavesæk var bundløs.

Jeg har det med, at glemme at spise fordi jeg ikke føler sult. Det gør det ikke lettere, at jeg er alene hjemme. Normalt vil jeg se Patrick spise eller snakke om mad og blive mindet om, at det skal jeg også. Heldigvis er han hjemme igen senere i den her uge og det glæder jeg mig til. Jeg har glædet mig til, at se ham og til at vi igen kan være sammen om graviditeten. Jeg tror stadig ikke, at jeg har haft cravings måske pga. min manglende appetit. Jeg er dog i øjeblikket utrolig glad for chokolade, kager (skal være fra bageren) og chips. Men ikke alle slags chips, det skal nemlig være Pringles. Jeg er nået dertil at, hvis jeg intet kan spise så er det fint at jeg bare spiser noget, som jeg kan få ned og som bliver nede. Det er lidt ligesom i første trimester. Jeg vil ikke tvinge mig til, at spise grøntsager og jeg vil ikke have dårlig samvittighed de dage, at jeg ikke kan få særlig meget ned. Jeg ved, at ham den lille nok skal tage det han har brug for og det kun er mig det går udover. Men det er bedre, at spise Pringles til frokost end at sidde med hovedet nede i toilettet resten af dagen. Når det så er sagt, så håber jeg alligevel på, at jeg snart igen kan spise noget mere nærende og indholdsrigt.

Han bevæger sig stadig meget derinde og jeg har virkelig glædet mig til at Patrick skulle mærke ham, da han hans bevægelser har været så stærke mens Patrick har været i USA. Dog er vi tilbage til julelegene, hvor han stopper med at sparke så snart Patricks hånd kommer på maven. Patrick har mærket ham lidt, men han har ikke oplevet de helt store og de mange spark i træk.
Jeg er begyndt at kunne genkende hans døgnrytme og det giver mig både en tryghed og en glæde. Jeg skriver ikke længere tidspunkt ned hver dag for, hvornår jeg mærker ham. Det gør jeg kun på de dage, hvor jeg kan mærke at jeg er lidt bekymret. Det giver mig virkelig meget ro at kunne se på skrift, hvor mange gange han har bevæget sig. Nogen gange kan jeg nemlig godt mærke, at hvis jeg er nervøs så glemmer jeg også om, hvornår og hvor meget han har bevæget sig så det kan det hjælpe at skrive det ned.

Han er begyndt at sparke mig meget i blæren. Det vil jeg gerne indrømme, at jeg finder lidt irriterende. Det gør det svært for mig, at tage ud hjemmefra og jeg tør næsten ikke at indtage for meget væske, hvis jeg ved at jeg skal ud. Den anden dag skulle jeg ud og handle. Jeg tissede af tre gange inden jeg tog ud og køreturen til supermarkedet tog 10 minutter. Jeg nåede lige derind også måtte jeg panisk lede efter en medarbejde for at spørge efter et kundetoilet. Heldigvis havde de et ellers stod mulighederne på, at tisse på parkeringspladsen eller i bukserne. Jeg føler mig lidt som et barn med alt det her tisseri og den konstante leden efter et toilet.

Mine slimhinder har også drillet enormt meget. De har været generet igennem hele min graviditet, jeg tror det startede omkring uge 10. Jeg kan huske, at jeg vågnede og troede jeg havde fået corona og fik sendt Patrick ud efter Strepsils fordi jeg både var snottet og havde ondt i halsen. Det viste sig bare at være mine slimhinder. De er dog begyndt at blive meget generet nu og jeg har ofte næseblod og føler mig små syg i sær om morgenen. Jeg er virkelig overrasket over, hvor meget der sker i kroppen ved en graviditet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.