Uge 24

Jeg har i mange år nu, beundret gravide maver både det smukke i, at se en kvinde bære et barn, men også alt det kroppen er i stand til. Når jeg har hørt gravide omtale dem selv, så har jeg altid været uforstående overfor dem når de ikke har kunnet lide ændringerne ved deres krop. “Du er jo gravid?” Har altid været min første tanke. Det er jo meningen, at du skal tage på og at kroppen skal ændre sig, men du ser smuk ud alligevel. Du er i gang med at vokse et barn inde i din mave. Det har altid været min første tanke indtil jeg nu selv står i situationen.

Det er lidt svært for mig, at forklare det. Jeg elsker min gravide mave og jeg står mange gange i løbet af dagen og kigger på den i spejlet. Jeg aer min mave og snakker til den når jeg sidder i sofaen. Det gør mig glad når Patrick holder på min mave og kysser den. Jeg synes det er hyggeligt når dem tæt på mig spørger indtil om han sparker og om de må mærke. Men alligevel er der noget som jeg finder sårbart ved min mave. Jeg troede, at jeg ville tage en million gravid billeder og dele konstant på min instafeed. Det har bare ikke føltes helt rigtigt. Nogle billeder vil jeg gerne dele så som overstående, men andre billeder finder jeg for personlige.

Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvorfor, men jeg tror at det bunder i, at det ikke bare er et barn derinde men min mave. Det er min hud og min krop, som lige pludselig skal vurderes og kigges på. Hvor langt er du? Er han lille eller stor? Hvor meget har du taget på? Nu kigger fremmede mennesker på min mave før de kigger mig i øjnene.  Min mave har altid været den kropsdel som jeg har været mest usikker på. Den kropsdel som jeg har brudt mig mindst om.
Det er en mærkelig følelse. Det er heller ikke alle billeder af min mave/min krop som jeg bryder mig om skal sendes rundt til familien for at vi alle kan snakke om den. Selvom jeg godt ved, at det ikke er min mave vi snakker om, men ham som ligger bag den. Det er en meget ambivalent følelse. Jeg er stolt af min mave, men samtidigt vil jeg gerne værne om den som min egen krop og ikke bare som allemands eje.

Jeg føler mig egentlig ret tilpas i min krop som gravid. Jo, jeg savner stadig at have mit normale tøj på og følelsen af, at jeg har gjort noget ekstra ud af mig selv. Men det er ikke sådan, at jeg ikke bryder mig om mit eget spejlbillede. Jeg kan godt være lidt mere kritisk overfor billeder af mig selv. Jeg spørger ofte Patrick “kan man godt se, at jeg er gravid?” Han griner altid lidt når jeg spørger, da det efterhånden er blevet ret tydeligt at der ligger et lille menneske derinde, men nogen gange synes jeg at det kan være lidt svært at se, eller også har jeg bare et forvrænget selvbillede. Det kan jeg ikke lige vurdere helt præcist.

Den anden dag var jeg med Patrick på arbejde og min gravide mave blev hurtigt et samtale emne. Det var et let emne at snakke om og jeg fik mange spørgsmål til graviditeten og tanker vi har gjort os efter fødslen. Selvom jeg synes det er enormt hyggeligt at tale om min graviditet, ja det er jo mit yndlings emne, så er jeg stadig varsom. Jeg tænker over, hvem jeg sidder med og jeg er forsigtig med mine ord. Jeg gør som sådan også altid klart på, at det ikke har været nemt for os at nå hertil. Det nævner jeg både fordi, at jeg synes det er vigtigt at tale om og fordi jeg tænker på om der sidder nogle i stilhed og kæmper ved siden af. Jeg husker tydeligt smerten i, at sidde blandt andre gravide eller mødre og føle mig som en outsider, der ikke kunne bidrage til samtalen.

De sidste par uger har jeg haft mange tanker. Tanker omkring mit eget selvbillede som gravid, tanker omkring graviditeten og tiden efter. Jeg har ikke haft de helt store gener fra graviditeten den her uge udover en. Jeg har nemlig været enormt følsom. Jeg har været nærtagende, sårbar og jeg har haft så let til tåre. Der skal næsten ikke noget til også begynder jeg at græde.

Patrick er taget til USA her i slutningen af uge 24, han skal over og besøge sin familie. Det var enormt hårdt for mig, at sige farvel og tårerne trillede ned af kinderne, da vi kyssede farvel i lufthavnen. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Jeg ved godt, at det højst sandsynligt er mine hormoner som gør mig ekstra følsom, men det ændre ikke på, hvor virkeligt det føles.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.