Uge 16

Ballonen har nu ligget gemt væk inde på gæsteværelset i to dage. Vi har begge været inde og tjekke til den en million gange. Jeg går ind med halvlukkede øjne i frygt for, at se farvet konfetti på gulvet. Hver gang jeg hører en høj lyd er jeg bekymret for, at ballonen er sprunget. Ballonen står dog stadig fint, men den har mistet sin helium. Heldigvis har vi konfettirøret og jeg glæder mig så meget, at jeg ikke længere bekymrer mig om vi springer en ballon eller ej.
Vi har glædet os utrolig meget til i dag. Vi elsker jul og denne jul bliver noget helt særligt for os.

Dagen starter med ærgerlige nyheder. Min mor er blevet syg, hun har ikke corona, men har fået en virus. Hun kan derfor ikke komme alligevel og må blive i sengen. Det er min første jul som jeg ikke holder med min mor og det har jeg svært ved. I sær denne jul, som skulle være noget særligt og som vi alle tre havde glædet os ekstra meget til. Patrick og jeg er lidt i tvivl om, hvordan vi skal forholde os. Vi venter med at åbne gaver og vi venter med konfettirøret, i håb om at min mor får det bedre. Der er solsskin, blå himmel og en del sne udenfor og vi vælger at gå en tur langs Amager strand inden vi helt beslutter os for, hvordan vi gør.

Amager strand er fyldt med is og der er så glat, at Patrick nærmest trækker mig ned af hele promonaden. Det er en virkelig smuk dag og vi bliver enige om, at vi vil finde ud af kønnet når vi kommer hjem også vil vi åbne hinandens gaver. Vi venter med min mors gaver, som også ligger under træet til os og bliver enige om, at vi kan holde en ekstra jul igen en anden dag. Det er mærkeligt, at vide, at om lidt så kender vi kønnet. Vi er begge ligeglade med om det er en dreng eller pige. Det handler mere om, at det bliver mere håndgribeligt når vi ved det og jeg kan dagdrømme endnu mere. Jeg har igennem hele graviditeten været sikker på, at det er en dreng. Jeg har flere gange sagt til Patrick, at jeg sagtens kan vente med at finde ud af kønnet fordi jeg er så sikker. Jeg kan dog ikke vente længere eftersom vi har svaret liggende både i vores stue og gæsteværelse.

Patrick er helt nervøs inden han skal affyre konfettirøret. Han er ikke nervøs for konfettirøret, men mere af følelsen af, at der sker noget stort lige om lidt. Jeg føler, at vi er alle vegne inden han skal til at affyre den og vi fniser hele tiden. Der er en virkelig hyggelig stemning og jeg er så glad for måden som vi vælger at gøre det på, fremfor at se kønnet på en scanning. Det er kæmpe stort, at vi er nået hertil og jeg har virkelig svært ved, at forstå det. Der går ikke længe også er stuen fyldt med konfetti.

Blå konfetti. Vi skal have en dreng. Vi giver hinanden et langt kram og det er det første kram af mange, som bliver givet den dag. Jeg bliver rørt da vi finder ud af kønnet for nu er det virkeligt. Det smitter af på Patrick. Nu kan vi sige han og ikke baby, selvom jeg synes det er en svær tilvænning og jeg smiler stort, hver gang jeg siger det. Vi vælger, at springe ballonen også bare for sjov og nu når vi har den. Heldigvis er det også blå konfetti der kommer ud af den. Vi sidder i noget tid og kigger på vores nu blå stue og tager det hele ind. Det er ret specielt, at det kun er Patrick og jeg i det øjeblik. 

Dagene går og lige pludselig bliver jeg ramt af nervøsitet igen. Jeg har fået en kæmpe bekymring om, om alt er som det skal være. Jeg forstår ikke helt, hvor den kommer fra. Jeg overvejer flere gange, at ringe til HAB, men jeg får talt mig selv fra det. Vi har vores sidste scanning hos HAB i januar og vi skal vænne os til, at de hyppige scanninger snart slutter. Jeg har dog fået to ekstra scanninger af Hvidovre hospital, men det er pga min faktor v leiden og hyppige aborter. Jeg glæder mig til, at jeg kan mærke liv. Det håber og tror jeg, kan give mig mere ro indeni. Jeg har fået af vide, at jeg først skal forvente at mærke liv i uge 20, da min moderkage ligger foran. Men alligevel sidder jeg med hænderne på maven det meste af tiden og ser om der er noget at mærke, men jeg kan kun mærke mine tarme indtil videre.

Jeg har i denne uge mærket en stor bedring med både kvalme og migræne. Måske er det derfor jeg er blevet så bekymret? Jeg ved det ikke og jeg har svært ved, at sætte en finger på, hvorfor mine bekymringer lige pludselig dukker op. Jeg når et kort sekund at ønske, at jeg lige kunne få en 5 minutters omgang kvalme, men man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Jeg vågner to nætter senere for at kaste op og jeg bruger den næste time med hovedet i toilettet. Opkastningen har givet mig en masse muskelspændinger, hvilket trigger en spændingshovedpine som varer i 2-3 dage. Min mor får masseret min nakke og får heldigvis løsnet det, men kvalmen er blevet. Den er næsten ligeså slem som i starten og jeg fatter ikke, at jeg kunne holde ud at have det så skidt i så mange uger i streg.

I denne uge har vi også vores første jordemoder konsultation. Vi er enige i, at Patrick skal med til dem alle, hvis det er muligt for ham. Vi synes begge det er vigtigt, selvom mange mener at manden ikke behøver komme med. Det er vigtigt for mig, da det er vores begges barn og jeg ønsker ikke at skulle infomere Patrick, men at vi er i det sammen undervejs. Der sker ikke noget spændende til samtalen, det var vi også forberedt på. Jordemoderen stiller egentlig bare en masse spørgsmål og det var det, men det var stort for os alligevel. Patrick var også rigtig glad for at være med.

Jeg har de sidste par uger brugt meget tid på Facebook market place, DBA og Reshopper. Jeg har som sådan ikke planer om, at købe noget endnu, men bare få en ide om, hvad jeg vil give for de forskellige ting. Vi har købt barnevogn, autostol, skråstol og andre ting fra ny, men bl.a. højstol og seng vil vi købe brugt (og en masse andet også.)
Jeg finder en seng, to stole og indsats, som både er i rigtig god stand og til en fornuftig pris. Jeg køber det hele og Patrick får lov til at være chauffør. Vi skal både til indre by, Jyllinge, Værløse og Køge. Patrick synes, at jeg er i meget god tid. Det synes jeg måske også, men jeg er alt for spændt så det kommer jeg hurtigt væk fra.

Med alle vores nye køb kan vi ikke længere klemme det ind på ekstra værelserne og kælderrum. Vi bliver derfor enige om, at vi ligeså godt kan samle det og sætte det, hvor vi ønsker det skal placeres. Når jeg siger, at vi bliver enige, så er det nok mest min idé og Patrick der følger med. Jeg er meget klar til at lave børneværelse og jeg har en klar ide om, hvordan det hele skal se ud.
Han (det føles helt mærkeligt at skrive) skal sove inde på vores værelse, men jeg vil gerne lave et værelse til ham alligevel. Jeg er sikker på, at jeg køber ting som er unødvendige, men jeg er ligeglad. Jeg vil nyde det og købe alt, hvad jeg har lyst til. Så kan jeg lære og blive klogere senere hen af egen erfaring og ikke andres råd.

Det er en meget spændende tid, selvom jeg skifter mellem bekymring og glæde, men jeg tror, at jeg ligeså godt kan vende mig til bekymringerne. De er nok kommet for at blive de næste mange år. Nu går vi ind i år 2022 og jeg har sjældent glædet mig til et nyt år så meget som jeg gør nu. Jeg kan nu sige, at i år bliver jeg mor. Det føles fuldstændig fantastisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.