Uge 15

Uge 15 er ugen, hvor jeg virkelig kan mærke mine graviditetshormoner. I øjeblikket kan jeg slet ikke se, at det er mine hormoner og når Patrick griner af det, så synes jeg han er utrolig unfair. Der går dog ikke mere end et par minutter også kan jeg selv se det. I kan lige få to gode eksempler fra den her uge.

Patrick og jeg står ude i køkkenet og vi snakker om mad. Han har varmet noget som jeg synes lugter og vi griner lidt af det hele, indtil han begynder, at drille mig og joker med: “jamen jeg må jo heller ikke spise noget som helst.” Den kommentar falder i utrolig dårlig jord hos mig og jeg når da lige, at fortælle ham, hvor tarveligt det er at sige sådan, inden jeg stormer ud af køkkenet. Han kommer ind i stuen for, at pointere at han altså bare lavede sjov, men jeg kan slet ikke se det sjove. “Nu skal jeg sidde og få dårlig samvittighed” er ordene der bliver sagt i mens jeg sidder og græder. Nu kan Patrick ikke lade vær med at grine længere og får kommenteret på, at det altså er mine hormoner nu og ikke mig der taler.
Der går ikke mere end 5 minutter før jeg godt kan se, at det normalt ikke ville være en kommentar jeg ville tænke yderligere over.

Der er også det her eksempel. Jeg står ude på gaden og venter på vores take away mad er klar. Patrick er i gang med, at parkere bilen og jeg bruger tiden på at spille Candy Crush (som jeg iøvrigt er kommet ret langt med her i min graviditet.) Jeg står i min helt egen verden indtil jeg pludselig kan mærke nogle der hiver i min taske bagfra. Jeg farer op og får et kæmpe chok. Jeg vender mig om til Patrick der er flad af grin. Og jeg er rasende. Hvis du har fulgt med på min Instagram de sidste par år, så ved du at jeg ELSKER at drille Patrick. Jeg har tusinde af videoer, hvor jeg forskrækker ham. Men den her aften, hvor Patrick forskrækker mig er det overhovedet ikke sjovt og det får han også af vide, mens jeg står på åben gade og græder højlydt.

Det er jo meget sjovt når jeg kigger tilbage, men i øjeblikket kan jeg slet ikke styre, hverken tårekanalerne eller mine følelser. Det er dog ikke alle ting som er lige overdrevet, men jeg kan godt mærke at vi hakker lidt mere til hinanden i den her uge. Det er ikke sådan at vi skændes, men sådan at man lige ruller øjnene af den anden person en ekstra gang fordi man synes de er åndssvage. Det er over ting, som vi normalt ikke ville snakke eller tænke over to gange, men jeg tror, at jeg er blevet meget nærtagende og det er ikke altid lige let for Patrick.

I den her uge har vi også en scanning hos HAB. I den her uge kan man se kønnet og selvom vi først vil vide det d. 25 december er det stadig mega spændende. Jeg er lidt i tvivl om der er tid eller om det er muligt for dem at kigge efter kønnet og derfor har vi også booket en kønsscanning, just in case.
Scanningen går godt, men det er lidt svært at se noget ordentligt. Vi behøver dog ikke holde vejret, mens vi leder efter hjerteblink denne uge, da vi kan se en vinkede hånd, så snart scanneren kommer på maven. Baby er så stor nu, at der ikke bliver målt “crown to rump” men de måler hovedet for at se, hvor mange uger jeg er. Det vidste jeg slet ikke at man kunne og jeg er ret imponeret. Baby vil på ingen måde ligge stille og derfor er det svært, at se noget som helst. Sygeplejersken får vejledning af lægen derinde, da hun er under oplæring. Hun kan ikke oplyse os kønnet, hvilket også er helt fint. Vi havde ikke regnet med det og vi som sagt har en scanning booket til om to dage.

Jeg får snakket med lægen derinde om, at jeg kæmper med migræne og spændings hovedpine. Hun er lidt uforstående overfor, hvorfor jeg har fået af vide, at min migræne medicin ikke må tages i 2. trimester. Hun går derfor øjeblikkeligt i gang med, at ringe til neurologisk afd., som heller ikke forstår det. Jeg får derfor OK til, at tage min medicin når jeg har det svært. Jeg kunne havde kysset hende for at undersøge og finde ud af det så hurtigt. Min egen læge ville undersøge det i uge 14, men har vidst glemt at melde tilbage. Det føles dog ekstra betryggende, at det kommer fra neurologisk afd. og HAB at jeg godt må tage medicin en gang i mellem.

To dage senere står vi til en privat kønsscanning. Patrick og jeg er enige i, at vi nu har ramt endnu en milepæl. Jeg er i denne uge som sådan ikke nervøs, men mere sådan “kan jeg virkelig være så heldig, at det lykkedes nu?” Det føles for godt til at være sandt. Jeg har svært ved, at forstå at min mave kan blive stor og rund som de andre gravides. Jeg har svært ved at forstille mig, at jeg kan være så heldig at have et barn herhjemme, som er vores. Det hele er bare for godt til, at jeg kan forstå det.

Kønsscanningen går som sådan godt, men den var meget anderledes. Vi har lukket øjne det meste af tiden og det brænder i mig indvendigt. JEG VIL OGSÅ SE. Jordemoderen fortæller, at den lille godt nok er svær at fange sådan som den hopper rundt inde i maven. Det gør mig glad, at der er godt gang i baby og hun fortæller, at det viser overskud.
Efter scanningen går jordemoderen ud og får lagt kønnet ned i en lukket kuvert og givet den til os. Det er helt surrealistisk, at vi står med den i hånden. Vi er dog virkelig bange om man kan se igennem den og vi tør næsten ikke tage den frem.

d. 23 december tager jeg kuverten med hjem til en veninde. Hun har konfettirør liggende fra hendes egen gender reveal til begge køn og vi har aftalt, at hun må åbne kuverten også vil hun give mig nogle af tingene med. Jeg får gemt mig ude på toilettet, imens hun åbner den og hun får pakket tingene til mig og lukket kuverten igen. Jeg er efterfølgende helt fjollet omkring hende. Jeg kan slet ikke bære, at hun kender kønnet og jeg stadig ikke ved noget. Jeg bliver ikke særlig længe efter hun har åbnet kuverten. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud og jeg glæder mig endnu mere nu.

Jeg henter Patrick fra arbejde lige efter jeg har været hos min veninde. Vi skal have fyldt en ballon med helium og konfetti. Den skal vi springe d. 25 december. Vi har dog taget matchende jakker på (det var ikke aftalt) og når vi står i køen med en kuvert i hånden siger ekspedienten “det er vidst en gender reveal du står med.” Jeg ved ikke om det var kuverten eller fordi vi var ‘det par med machtende tøj’ på der afslørede det, men hun virker til at have helt styr på det. Hun beder os om, at gå en lille tur og komme tilbage efter 5 minutter. Jeg har haft stresset enormt meget med den ballon. Jeg har været så bange for, at den ville springe mens jeg var alene med den og af den årsag tog Patrick med mig. Så kunne vi være to der havde ansvaret for den.

Når vi kommer tilbage falder vi i snak og hun spørger, hvornår vi skal springe ballonen. Da jeg fortæller hende, at vi venter til den 25. ser hun helt panisk ud. Hun fortæller, at ballonen ikke kan holde sig i mere end 12 timer. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver ekstremt skuffet, men heldigvis har vi konfettirøret fra min veninde.
Ballonen gemmer vi inde på gæsteværelset og håber på, at den alligevel kan holde på heliumet også handler det egentlig bare om, at være tålmodig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.