Uge 10&11

UGE 10

Kan du huske, at jeg i uge 9 skrev at jeg havde det okay med, at jeg ikke skulle scannes i uge 10? Jeg nåede cirka tre dage ind i ugen før jeg desperat tjekkede for tider hos en en privat klinik. Jeg vidste godt, at der var en stor chance for, at jeg ville synes det var svært. Der var to dage, hvor jeg var inde for at booke, men ingen ledige tider. Så jeg lod det ligge og accepterede, at jeg havde det svært og at jeg var nervøs. Det var faktisk virkelig befriende og det overraskede mig, hvor stor en betydning det havde for mig at se og tænke på det på den måde. Før har jeg altid prøvet at overtale mig selv til, at skulle føle på en bestemt måde og fortælle mig selv, at jeg er fjollet fordi jeg panikker så hurtigt. Det har virkelig givet mig meget, at deltage i det infomøde i forrige uge hos psykologen fra HAB.

Uge 10 har ikke været så begivenhedsrig. Det er der vidst ikke nogen af mine uger, som har været, men uden scanning så har den føltes lidt tom. Patricks forældre er på besøg og det er lige om at finde en balance mellem at have svigerforældre her og kvalme/opkast på en gang. Det meste af tiden ligger jeg i nattøj og flader ud på sofaen og selvom de er forstående så er det selvfølgelig lidt noget andet.

Jeg har i mange uger nu været meget lugt sensitiv, men det er som om jeg er i uge 10 kan lugte ALT. Patrick driller mig med, at jeg er ligesom en hund, der er intet der går forbi mig. Jeg er overrasket over, at det har udviklet sig. Det er faktisk lidt frusterende, da det gør det virkelig svært for mig at føle mig tilpas. Jeg kan ikke bruge toiletterne på hospitalet uden at være ved at kaste op og har det generelt virkelig svært ved andre menneskers duft/lugt. Ligeså vel som min lugtesans er blevet bedre så er min tissetrang også øget. Jeg er oppe hver eller hver anden time i løbet af natten og jeg er godt træt af det. Jeg er begyndt at have svært ved, at sove efter jeg har været ude på toilettet ved en 3 tiden. Det resulterer i, at jeg ligger og vender og drejer mig i et par timer før jeg kan sove igen. Jeg har spurgt min jordemoder, hvornår jeg stopper med at tisse hele tiden og hun sagde, at jeg skulle se frem til 2. trimester.

UGE 11

Uge 11 har nok været den største uge indtil nu, den har været svær og den har været fantastisk. Jeg har det stadig møg skidt og jeg har svært ved at huske, hvordan en hverdag uden kvalme egentlig ser ud. Jeg har i denne uge prøvet akupunktur, men det har desværre ikke haft en effekt på mig. Jeg tænker dog, at jeg vil give det et forsøg eller to til og håbe på, at det vil virke og det samme gælder for min migræne. Uge 11 har hele tiden været en milepæl for os, at nå hertil og komme forbi den. Det længste jeg er nået i mine tidligere graviditeter har været 10+2 og jeg kan huske sidste gang, hvor jeg tænkte “ej nu er vi i uge 11 – så er vi da næsten sikre..” Den tanke tør jeg slet ikke tænke nu.

Vi har aftalt med HAB, at de skal scanne mig når jeg er 10+2. Det er vigtigt for mig, at se liv lige præcis på den her dag. Nervøsiteten fylder virkelig meget i dag og jeg kan også mærke på Patrick at ventetiden til det er vores tur er svær. Jeg spørger Patrick, hvad klokken er hver andet minut, jeg kigger efter skygger under døren for at se om sygeplejersken nærmer sig og jeg tripper helt vildt. Mit hjerte banker så hurtigt og højt, at det er lige før jeg tror de andre omkring mig kan høre det.

Normalt er det den samme søde sygeplejerske der følger mig (de er alle søde hos HAB) men det er rart, at blive fulgt af den samme og at man lærer hinanden lidt at kende. I dag er det dog en anden og inden hun vil scanne mig går hun igennem min journal og stiller et par spørgsmål. Jeg kan slet ikke overskue, at gennemgå vitaminer og medicin. Jeg vil bare se det hjerteblink. NU. Jeg svarer kort til spørgsmålene og ender til sidst med at fortælle, at jeg altså er monster nervøs og har lidt svært ved at være i det. Sygeplejersken når lige at sige “Skal vi..” og mere får hun ikke sagt før jeg afbryder: JA!

Der er i dag også en læge med inde og hun står og guider sygeplejersken i at scanne mig. Jeg tænker umiddelbart hun er under oplæring eller ny til at scanne. De finder hurtigt baby, men både Patrick og jeg synes det ser anderledes ud. Baby er ikke ligeså tydelig og jeg kan ikke rigtigt se, hvad der er hvad. Jeg kan mærke, at Patrick er nervøs og jeg er allerede begyndt at græde, af frygt for at 10+2 igen bringer dårlige nyheder. Jeg afbryder lægen og sygeplejersken for, at få af vide om alt er godt og lægen stopper med det samme med at forklare sygeplejersken og tager sig god tid til mig. Hun får vendt deres skærm mod os og peger på hjerteblinket, hun guider sygeplejersken til at trykke lidt hårdere med scanneren også bliver billedet lige pludselig meget tydeligt.

Trykket fra scanneren vækker baby og der går sprællemand i den. Jeg tror både Patrick og jeg er lidt paf og jeg får hurtigt sagt til ham, at han skal skynde sig at filme det. Det er så betryggende, at kunne gå hjem og kigge på, det giver mig en stor ro og glæde. Det er svært at forstå, at den sprællende baby ligger inde i min mave. Vi kan næsten tælle fingrene på baby, mens armene kommer op over hovedet. Det er et fantastisk syn og jeg har aldrig følt mig så lettet før. Resten af dagen er fantastisk og vi er begge utrolig rørte. Vi kan ikke snakke om scanningen uden at vi får tåre i øjnene og en klump halsen.
Jeg tror muligvis, at det er et af de største øjeblikke i mit liv.

Vi har i uge 11 booket endnu en scanning, men hos en privat klinik. Vi valgte at tage vores forældre med så de også kunne være en del af det. I sær Patricks forældre, som bor så langt væk. Jeg er nervøs for denne scanning fordi der nu skal være publikum på. Sidst vi havde min mor med var sidste år, 10+2 da vi fik af vide at hjertet ikke længere slog. Jeg ved godt, at det her er en ny graviditet, men det er så svært at slippe tidligere oplevelser – i sær når man ikke kender til andet. Jeg havde briefet vores forældre om, at vi skulle være i øjeblikket og huske på, at selvom det er fantastisk at skulle til scanning så er det også følsomt og ømt.

Heldigvis gik alt godt og jeg tror hele rækken fik tåre i øjnene, da de fulgte med oppe på skærmen. Jordemoderen var så sød og fortalte om, alt det hun så på scanningen til os og vores forældre. Baby nåede også lige at få en omgang hikke mens vi så med. Nu ligner det virkelig en baby og jeg er så taknemlig og lykkelig for, at uge 11 nu er veloverstået. Vi har booket endnu en tryghedsscanningen selv og derefter nærmer vi os nakkefold. Vi er for første gang på nyt territorie og det føles så godt. Når uge 12 kommer så skal jeg læse et nyt kapitel i min graviditetsbog som jeg ikke har læst før.
Det lyder måske ikke så vildt, men det er kæmpe stort for mig!

Patricks familie har været så søde, at hjælpe til med barnevogn og autostol. Selvom det er tidligt, så har vi i uge 11 været ude og købe dem. Jeg er faktisk ret ligeglad med, at det er tidligt. Vi har ventet så længe på det her øjeblik og det føles kæmpe stort og jeg er bare fyldt op med glæde og kærlighed. Jeg har allerede en ide om, hvordan jeg vil have babyværelset skal se ud og måske har jeg også kommet til at købe lidt på nettet. Vi venter dog et godt stykke tid med at indrette, men hvis vi finder noget vi kan lide, så vil vi ikke holde os tilbage. Jeg er stadig nervøs, men jeg er også spændt og gladere end jeg har været i meget lang tid. Vi vil bare nyde den lykke følelse vi sidder med nu og gøre, hvad vi synes føles rigtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.