Udskrabning og lorte nyheder

Har du ikke læst første del, giver det måske mest mening at læse den først. Den hedder “Andet graviditetstab” og du kan læse det ved at trykke Her.

Vi har nu fået et privat rum, hvor vi kan sidde og få lidt vand, mens vi prøver at finde ud af, hvad der er op og ned. Her sidder vi med et dødt foster i maven, også kaldet en missed abortion. Jordemoderen og sekretæren er supersøde og får styr på det hele for os, de kontakter Hvidovre hospital og forklarer situationen. Det er en kæmpe befrielse at de gør det. Jeg har nemlig intet overskud til selv at skulle tage mig af praktiske ting og jeg er bestemt ikke klar til at sige de ord højt.

På grund af Covid-19, sommerferie og meget pres på sygehusene, fortæller Hvidovre, at de ikke kan se mig før om to uger….TO UGER? Det er der da ingen, som kan klare psykisk – er der det? Selvfølgelig er vi alle forskellige og for nogen kan det måske være rart at få samlet tankerne først. Personligt, kan jeg slet ikke være i mig selv ved tanken om, at jeg bærer rundt på vores barn, som ikke længere lever. Heldigvis presser klinikken på, så vi får en tid om to dage.
Vi får forladt klinikken og ligeså snart vi er alene, bryder vi sammen i gråd. Vi står bare i stilhed og krammer. Det hele er så svært at forstå, på et splitsekund er alle fremtids drømmende igen blevet revet væk fra os. En del af mig ønsker, at den scanning aldrig fandt sted, men jeg kan desværre ikke løbe fra virkeligheden. Det vælter ind med beskeder og telefonen opkald, det er jo min fødselsdag. Men jeg kan på ingen måde overskue det. Jeg får smækket en overfladisk besked sammen, som jeg kan sende rundt om, at jeg sidder og har det så fedt og derfor kan jeg ikke tage telefonen.

Den 27. juli.
Vi ankommer på Hvidovre Hospital og mens vi sidder i venteværelset, kigger jeg på de andre gravide kvinder på afdeling. Det gør ondt, at se deres store flotte maver. Jeg kan ikke stoppe med at græde. Jeg er lidt i tvivl om jeg overhovedet er stoppet siden scanningen.
Det bliver vores tur og jeg får en følelse af angst, når jeg skal ligge mig op på stolen og for anden gang høre ordene, at hjertet er stoppet med at slå. Fosteret ser nu helt anderledes ud, det har fået en anden farve og jeg kan ikke længere se, hvad der er hvad. Den er helt krøllet sammen og to læger konstaterer, at fosteret er gået til.
De anbefaler at jeg får en udskrabning og jeg tigger dem om, at få det gjort det med det samme. Jeg har med vilje mødt op fastende, da jeg bare vil have det overstået. Jeg har så svært ved at forholde mig til, at jeg ikke har et levedygtigt foster i maven. Men da jeg skal have en Corona test først, er det ikke muligt. Men jeg får en tid dagen efter klokken 11 om formiddagen.

Den 28 juli.
Hospitalet ringer til mig om morgenen og udskyder min tid til senere på dagen. Jeg kan godt høre, at de er presset på afdelingen. Vi skal derfor ankomme klokken 13 i stedet. Når vi ankommer får vi tildelt en stue, heldigvis er der ikke andre derinde. Sygeplejersken siger hun kommer om lidt, men der går et par timer før vi får hende at se igen. Patrick har sygemeldt sig fra skole i den her uge og er med mig, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Vi er rimelig meget overladt til os selv, det er tydeligt at mærke, at det for dem er et lille indgreb og noget de tit ser. Men for os havde tilstedeværelse fra personalet været værdsat og givet os en tryghed, hele vores liv er jo lige blevet vendt på hovedet.
Stuen jeg ligger på er lige ved barselsgangen, jeg kan konstant høre gråd og små babyer. Man skulle tro, at kvinder der lige har mistet, ikke skulle ligge opad dem som har født.

Min operation bliver konstant udskudt og jeg ender først med at blive kørt ned til operationsstuen ved en 23 tiden. De er virkelig søde på operationsstuen, de viser overskud og omsorg, noget jeg har savnet hele dagen. Mangel på mad og drikke, har nok heller ikke bidraget til humøret. Jeg er nervøs for operationen, for jeg finder det grænseoverskridende, at jeg skal være i fuld narkose, mens nogen skal rode rundt dernede. Men samtidigt kan jeg ikke vente med, at få det overstået, så vi kan se fremad. Jeg ved, at jeg bliver nød til at affinde mig med, på trods af, at jeg vil have det her barn så kan jeg, hverken ikke gøre fra eller til. Det har taget lang tid for os, at nå så langt i en graviditet og nu skal vi tilbage til hvor vi startede, med endnu en sorg i rygsækken. Vi er dog enige om, at vi føler os klar til prøve igen, så snart lægen siger OK til det.

Jeg tror ikke der går mere end en halv time før jeg bliver kørt op på stuen igen. Vi får lov til at blive og sove, det er både sent og jeg er meget groggy efter narkosen. Vi får klemt os ind i en hospitalsseng sammen og får en nogenlunde nattesøvn.
Lægen som opererede mig kommer op til os morgenen efter. Han havde nemlig fundet noget under udskrabningen som han ville snakke med mig om.
Han havde set i mine notater, at jeg var under udredning for endometriose og havde set en del af det, mens jeg lå på operationsbordet.
Han fortæller mig, at jeg både har endometriose i min livmoder, bag på livmoderen og på tarmen. Jeg får af vide at jeg har det i grad 3. (Det findes i 4 forskellige sværhedsgrader, hvor 4 er den værste).
Derudover har min livmoder en anden form, normalt skal den være lidt mere pære formet og min er ballon formet. Men da jeg var ved at vågne fra narkosen, fik han ikke tjekket færdigt og vil derefter have mig til scanning cirka en uge senere.

Under samtalen kommer han lidt ind på, at en operation kan være nødvendig og inden den foretages så kommer man ofte på hormoner. Der bliver nævnt minipiller, kunstig overgangsalder og at det muligvis kan være svært for mig, at opnå en fuldbåren graviditet. Det var virkelig mange informationer, at skulle tage ind. Jeg får følelsen af, at jeg sidder i en osteklokke. Jeg nikker og lytter, men mit hoved er et helt andet sted. Hvorfor taler vi om prævention når jeg vil være gravid? Jeg hører kun det negative og mine tanker sidder fast ved ordene, at jeg måske aldrig kan få børn.
Jeg har det seneste år, haft smerter i mit underliv ved menstruation, som næsten ikke har været til at holde ud. Jeg har været frem og tilbage med egen læge om, at jeg ikke mener det er normalt, men det vil jeg skrive et seperat indlæg om.
Selvfølgelig er det rart at min mistanke bliver bekræftet. Jeg har nemlig læst at det kan tage flere år før kvinder bliver taget alvorligt når de har mistanke om endometriose. Men det er også begrænset, hvad mit hjerte kan bære af nyheder på en gang.

Da jeg kommer tilbage på hospitalet til opfølgning, vælger lægen at henvise mig til Riget, da de er specialister indenfor endometriose.
Der bliver også opdaget, at han desværre ikke har fået alt ud under udskrabningen, så jeg skal tilbage igen efter en uges tid, da de skal vurdere om der skal foretages endnu en udskrabning.
Jeg har inden denne scanning gået med tiltagende smerter, som jeg har kunne genkende fra min første spontan abort. Der går et par dage også begynder jeg at styrtbløde. Det er ikke noget som kræver hospital eller lægebesøg. Men for mig er det bare endnu en ting oveni alt det andet, som jeg nu skal forholde mig til. Hver gang jeg går på toilettet, bliver jeg mindet om smerten ved ikke længere at være gravid. Jeg fortsætter i alt en uges tid med at bløde, med dage imellem, hvor der intet kommer ud.
Til sidste tjek ser det heldigvis ud til, at min krop selv har udskilt “resterne” og der er ikke noget at se i min livmoder. Jeg slipper derfor for endnu en kirurgisk abort.

Jeg er evigt taknemlig for, at jeg havde Patrick ved min side igennem alt det her. For puha, sikke en hård omgang, både fysisk men især også psykisk. Vi lærte virkelig hvad det vil sige, at være der for hinanden. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være for nogen kvinder at gå igennem alene. På trods af jeg havde Patricks støtte følte jeg, at vi – men i sær jeg, havde brug for professionel hjælp til at bearbejde sorgen. Men jeg kom aldrig videre med det, jeg vidste ikke hvor jeg kunne henvende mig, jeg fandt det uoverskueligt, at jeg selv skulle sidde og lede efter hjælp.

Det eneste jeg fandt var Foreningen for spædbarnsdød. Men jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at ringe. Jeg sammenlignede mig med andre kvinder, som havde gået igennem noget værre end mig og fik derfor aldrig ringet.
Men et tab er et tab og vi er alle værdige til at modtage hjælp.
Sidder du derude og har mistet og ikke ved, hvor du skal henvende dig. Så vil jeg anbefale dig, at du ringer til Foreningen for spædbarnsdød eller egen læge, som kan hjælpe dig videre. Hvis der sidder kvinder som har fået god støtte fra en terapeut eller andet, er du mere end velkommen til at skrive det i kommentarfeltet. På den måde kan vi hjælpe hinanden og gøre det mere overskueligt at få hjælp.

Jeg fik et papir fra hospitalet om at ufrivillige aborter er “normale”, at jeg skal bruge bind, i stedet for tampon i tiden efter den kirurgiske abort. Men kunne det ikke være en ide, at der kommer mere fokus på alt det psykiske som følger med? Et par telefonnumre, som man kan ringe til for at få hjælp til alt det mentale der følger med? I det mindste så bare en bekræftigelse og anerkendelse  af de følelser et tab medfølger.

Med tiden har jeg lært, at vi alle håndtere sorg forskelligt, men har du brug for hjælp, så vil jeg ud fra egne erfaringer støtte op om, at du beder om den hjælp, på trods af, at det kan være svært at række ud.
Det gør stadig ondt at snakke om vores tab, men vi har besluttet os for at være åbne omkring det. Det er bedre for os at tale om det end at holde det inde. Jeg er ikke den samme person, som jeg var inden vores tab og det er måske lettere at forstå, hvorfor jeg har ændret mig, hvis man kender til historien.
Når det så er sagt, er det vigtigt at føle sig klar til at tale om det og tage det hele i sit helt eget tempo – husk at mærk efter og husk at du ikke er alene!

En reaktion

  1. Kære Dani, hvor er det godt at du i denne blog får sat så fint ord på jeres oplevelser. Men største omsorg læser jer med i de ting i har været igennem og ønsker jer alt det bedste🤞🏼🍀❤️
    I min kamp mod drømmen om at blive mor, havde jeg brug for at tale med en person, om alle mine tanker og jeg fandt Tina.
    http://tinateglgaard.dk/
    Ellers er der også landsforeningen for ufrivilligt barnløse. Den har jeg ikke selv brugt, men så er den nævnt.
    Kram fra Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.