Efter vores tredje graviditetstab tilbage i November 2020, fik vi en henvisning til enheden for gentagne graviditetstab, i daglig tale eller i de forskellige fertilitetsgrupper bliver den også kaldt for ”HAB”. Jeg må indrømme, at det i starten og til tider stadig er en jungle, at finde rundt i de nye termer og forkortelser i den her graviditets/fertilitetsbehandlings verden. Men efter at havde været i gamet i snart 3 år så har jeg fundet ud af, hvad de fleste forkortelser betyder, i hvert fald dem som er relevante for os. Det betyder også, at jeg til tider selv nævner dem og glemmer, at mange ikke har den fjerneste ide om, hvad jeg taler om.
Så sig endelig til, hvis det ikke giver mening også vil jeg gøre mit bedste for at uddybe.
Da vi modtog henvisningen til HAB, så ville jeg gerne i gang med vores udredning med det samme. Jo før vi blev udredt, jamen desto snarere kunne vi prøve igen. Det gik dog ikke helt så hurtigt som jeg havde håbet på og det hele var også lidt anderledes grundet Corona. Det første vi skulle var, at få taget en blodprøve på kromosomfejl, den blodprøve skulle vi begge lave og svartiden på den var cirka 8 uger. Begge vores blodprøver kom tilbage og så fine ud.
Dernæst skulle jeg have lavet en undersøgelse af min livmoder, det kunne enten være ved en HSU (vandscanning) en HSG (røntgenundersøgelse) eller en hysteroskopi. Under min udredning til fertilitetsbehandling (som vi ikke kom videre med i første omgang, da jeg blev gravid) ville min gynækolog ikke lave en HSU på mig, da der var mistanke om endometriose og hun mente, at en HSG var bedre for mig. Der er utrolig få klinikker, i hvert fald i region hovedstaden som laver den og derfor var det utrolig svært for mig at få en tid. De laver kun en om dagen og hvis jeg husker rigtigt, så kan de kun laves på cyklus dag 8 til 12 (første cyklus dag er første menstruationsdag.) Tiden bliver booket ved, at ringe ind på cyklus dag 1 også får man en tid til undersøgelsen. Problemet for mig var, at min 1. cyklus dag altid ramte i weekenden, hvor klinikken havde lukket og når jeg ringede ind Mandag morgen så var alle tiderne taget også måtte jeg vente til næste cyklus. – For at sige det pænt, så synes jeg det var skide irriterende med alt den ventetid, men det er der meget af i den her verden.
Inden HSG’en kan laves, skal man have lavet en gynækologisk undersøgelse og kunne foreligge en negativ klamydia test. Disse tests må højst være 3 måneder gamle.
Det lykkedes mig dog endelig, at få en tid og undersøgelsen foregik ved, at jeg fik en gynækologisk undersøgelse, hvor der blev sat et kateder op og via den blev der sprøjtet en kontrast væske op i min livmoder. Så fik jeg lov til at vende og dreje mig for, at væsken kunne gå ud til mine æggeledere, samtidigt med, at der blev taget røntgen billeder for, at se om der var fripassage gennem æggelederne og om alt så normalt ud. Det er meget individuelt om det gør ondt, jeg har læst om mange kvinder, som skrev at de havde lette menstruationssmerter efter undersøgelsen og nogen skrev, at det bare trykkede lidt under selve undersøgelsen. Jeg havde ingen smerter bagefter, men da de sprøjtede kontrast væsken op ville jeg lyve, hvis jeg sagde det ikke gjorde ondt på mig. Det var en meget intens smerte, som heldigvis var ovre ligeså snart de var færdige. Alt så heldigvis fint ud og jeg havde fripassage til begge æggeledere.
Dernæst skulle jeg tage et hav af blodprøver, det er nogen af dem, som ses på det overstående billede. De blodprøver kunne først tages 8 uger efter mit graviditetstab og analyse tiden på dem var cirka 14 dage.
Der blev bl.a. taget blodprøver for om der var forstyrrelser i blodstørkningen, autoantistoffer, stofskiftehormon, og hormonforstyrrelser. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg håbede på inden disse blodprøver blev taget. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at jeg fejlede noget, men samtidigt ville jeg gerne have et konkret svar på, hvorfor vi havde mistet. Blodprøverne slog ikke ud på noget og ud fra dem kunne svaret på vores tab ikke findes.
Patrick skulle også lave en sæd prøve den viste, at den var let nedsat på et af områderne som var, at nogle af sædcellerne ikke modnede som de skulle. Dog er det så lidt, så i praksis bliver den ikke anset som nedsat, men indenfor normal området.
Efter alle disse prøver var lavet, modtog vi et par spørgeskemaer som vi skulle udfylde. Spørgeskemaerne omhandlede bl.a. vores livsstil, sygehistorik, vores graviditetstab og familiens sygehistorik. Den sidst nævnte del var lidt frustrerende for mig, da jeg ikke har kontakt til min far og derfor kun kunne udfylde den halvt. Jeg ønskede, at alt i dette forløb blev gjort så grundigt og fyldestgørende som muligt, så vi kunne modtage den behandling, som var den helt rigtige for os.
Vi skulle også udfylde skemaer for, at se om vi var påvirket af stress og depression, da der er en forhøjet risiko for disse faktorer, når man har mistet. Dette var heller ikke noget vi slog ud på.
Da alt overstående var gjort skulle vi bare vente på en indkaldelse til vores samtale, men grundet Corona så var afdelingen på Hvidovre hospital lukket, da deres sygeplejersker skulle hjælpe til på andre afdelinger, det gjorde at ventetiden træk ud. Under udredningen til HAB anbefaler de, at man ikke prøver på at blive gravid i mellem tiden, da de gerne vil undersøge årsagen til tabene og have muligheden for tilbyde den rette behandling. Vi blev dog rykket over til HAB på Riget, da de ikke havde lukket den afdeling og vi fik en tid i Marts måned.
Jeg mener, at der var sat en time eller halvanden time af til samtalen og jeg græd det meste af den. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg var så berørt, men jeg tror det var en blanding af lettelse og alt den sorg jeg gik med fra vores graviditetstab, som jeg bare havde brug for at komme ud med.
De fortalte os, at ud fra vores undersøgelser og sygehistorik ikke kunne finde årsagen til vores tab og vi ville derfor blive tilbudt IMUS behandling ved næste graviditet. Måden de vælger at behandle på er forskellige ud fra, hvad undersøgelserne har vist. IMUS står for Intensiv Monitorering Undersøgelse Støtte. Det vil sige, at når jeg er i graviditetsuge 4 og 5 vil få taget blodprøver for at se, hvad mit HCG tal ligger på og fra uge 6 af indtil 16 vil vi blive fulgt tæt med ultralydsscanninger og samtaler.
De fortalte, at ud fra statistikker og vores historik havde en 85-90% chance for en vellykket graviditet næste gang, men det flotte tal har jeg stadig svært ved at tro på. Jeg håber selvfølgelig inderligt på at alt vil gå godt, men efter graviditetstab nummer to, hvor jeg fik af vide af jordemoderen til tryghedsscanningen, at der var 90% chance for os, at det ville ende ud i en vellykket graviditet, men hos os endte den alligevel i en missed abortion. Så er jeg altså med tiden blevet mere skeptisk og kan til tider have svært ved, at se lyset for enden af tunnelen. Vi fik OK til at prøve igen med det samme og startede derfor i Marts måned i fertilitetsbehandling IUI-H, det vil jeg skrive om i mit næste blogindlæg.
