Jeg husker, at Patrick sagde til mig efter vores andet graviditetstab, at det ville være svært for ham at føle sig oprigtigt glad, hvis jeg blev gravid igen. Bekymring og frygt for, at endnu en graviditet skulle gå tabt ville overskygge glæden som de forrige gange er kommet med de positive graviditetstests. Jeg svarede ham at jeg sagtens kunne følge ham, men jeg følte at, hver en graviditet fortjente glæde og håb om, at det ville lykkedes. Hvert et barn som jeg skal bære om det så kun skulle være med os, til uge 6 eller alle uger indtil det fødes, fortjente at vi var glade for det. Tænk, hvis det endte med at vi fik dette barn i armene og vi aldrig udtrykte, hvor ønsket det var.
Jeg havde et håb om, at jeg kunne se optimistisk på det, men det lykkedes ikke for mig, da jeg for tredje gang stod med en positiv test. En blanding af sorg, som aldrig blev bearbejdet og manglende hjælp og støtte fra sundhedspersonalet har været alt overskyggende.
Vi er endnu en gang gået i gang med udredning til fertilitetsbehandling, da vores tidligere prøver er udløbet.
Samtidig med udredningen prøver vi stadig på, at få børn. Det her er første gang vi skal prøve efter vores missed abortion. Jeg har ikke særlig høje forventninger til en positiv test, for det tager normalt en hel del omgange, før de dukker op herhjemme.
Det er aften og Patrick vil gerne have jeg tager en test, han har på fornemmelsen, at jeg er gravid. Jeg har ellers ingen graviditetstegn, ingen spændte bryster, ingen manglende lyst til kaffe, jeg føler mig slet ikke gravid. Min menstruation er dog udebleven, men jeg har erfaret, at mit ønske om at blive gravid gør, at den ikke altid kommer helt regelmæssig. Jeg tager en test, men nok mest for at bekræfte, at jeg ikke er gravid. Kontrolstregen når lige at dukke op, før jeg siger “se, jeg er ikke gravid” også lader jeg den ellers ligge ude på badeværelset, mens jeg går ud i køkkenet og hælder mig et glas vin.
Et par timer efter, går jeg igen ud på badeværelset og ser til min store overraskelse en meget svag streg ved siden af kontrolstregen. Den er dog ugyldig når den ikke bliver læst indenfor tid, så jeg skynder mig at tage en ny test – som jeg denne gang nærstuderer. Der kommer også en svag streg op, men den er meget svag. Faktisk så svag, at jeg bliver i tvivl om jeg er gravid.
Jeg ved, at alle siger “en streg er en streg” men med to graviditetstab og en masse sorg i bagagen, så er det ikke så ligetil for mig.
Patrick og jeg står ude i køkkenet og studereder testen, mens vi kigger forvirret på hinanden. Vi er hverken glade eller kede af det, nok mest i chok. Det er tydeligt, at vi begge har paraderne oppe, tænk nu hvis det skulle ende galt igen.
Jeg har siden sidste graviditet skiftet læge. Min nye læge er fantastisk og de har også en jordemoder deroppe, som tager sig af alt graviditetshalløj. Hun er en stjerne og hun lytter til mig. Hun har ikke travlt med at få mig ud af døren og jeg føler mig ikke længere alene med det hele. Det er ikke standard, men med min historik så får jeg lov til at få en taget en blodprøve for at se, hvad mit HCG tal er. Tallet kommer tilbage på 13, det er lavt, men igen så siger tallet alene ikke noget i sig selv, det kan først vurderes efter anden blodprøve. Jeg kommer tilbage om Mandagen (den første blodprøve blev taget om Torsdagen) dagen er lang og jeg har nok tjekket sundhed.dk omkring 1000 gange. Resultatet kommer ved en 17 tiden og tallet er nu steget til 57. Vi begynder at tro på, at tredje gang er lykkens gang for os.
Jeg fortæller igen til mine nærmeste, at jeg er gravid, men med forbehold. Vi har ikke lavet en sjov video, hvor vi får Patricks families reaktion som ved første graviditet. Vi har ikke givet min mor en “mormor” kop, som vi gjorde i anden graviditet.
Jeg fortæller, at jeg er gravid, men at der er chance for at miste. Det er der ved alle graviditeter, men med to tab er det svært at se, hvordan denne skulle ende ud i noget godt. Jeg kan ikke stå ved, hvad jeg tidligere har sagt til Patrick om, at vi altid skal se positivt på en positiv test. Følelsen af glæde er ikke stærkere end følelsen af frygt. Frygt for at miste.
Jeg får en følelse af, at jeg råber ulven kommer, hver gang jeg meddeler at jeg er gravid. Jeg er bange for, at når jeg fortæller det, at mine nærmeste tænker “mon hvor længe hun skal være gravid denne gang”. Jeg er bange for, at ingen længere vil være glad når jeg deler nyheden, men at de sidder klar til, at modtage endnu et grædende opkald fra mig. Hvorfor er jeg bange for, at de tænker sådan? Jeg tænker det jo selv.
Jeg bliver tilbudt endnu en blodprøve som jeg tager i mod og ligesom håbet stille træder til, kommer svaret tilbage på 33 og den fjerde blodprøve på 8. Jeg skal nu forvente, endnu en spontan abort indenfor de nærmeste par dage.
Forskellen denne gang er, at vi ikke bliver efterladt til os selv. Jordemoderen tager sig godt af os og vi bliver for første gang mødt i vores sorg. Jeg får nogle stærke smertestillende piller til, at hjælpe på de ve ligende smerter, som kommer med min spontan abort. Panodil og Ipren har ikke kunnet smertedække mig i mine forrige aborter.
Jeg får næsten dårlig samvittighed af, at indrømme, hvad jeg skal til at skrive og misforstå mig ikke. Jeg ønskede det her barn ligeså meget som jeg har ønsket mine andre to. Der er intet i verden jeg hellere vil, end at have mine børn i armene. Men jeg får en følelse af lettelse, for nu kommer vi til at modtage hjælp.
Vi har mistet i alt tre gange og med det modtager vi en henvisning til enheden for gentagne graviditetstab. Jeg skal have en undersøgelse af min livmoder, jeg skal have tjekket om jeg har fri passage til mine æggeledere, Patrick skal have lavet en sæd analyse og vi skal have taget nogle blodprøver. Men det bedste af det er, at vi nu skal møde fagpersonale, som har overskud til os.
Jeg håber, at de kan hjælpe os igennem frygten for at miste og give os nogle værktøjer til at takle de følelser, der nu engang må komme med i næste graviditet.
