Hvordan jeg har taklet vores tab og det at vi er ufrivillige barnløse, er nok ikke noget jeg kan svare på, med en simpel sætning. Jeg tror hvert tab har lært mig noget, men på forskellige måder. Jeg har og er til tider stadig
i tvivl om mine tanker er “normale.” Er det okay, at jeg til tider ikke kan være glad, når andre annoncerer deres graviditet?
Jeg ønsker ingen, at skulle kæmpe for at få børn og at skulle leve med frygten for om deres største ønske nogensinde bliver opfyldt. Så hvorfor fanger jeg så mig selv i, at få en følelse af en kæmpe mavepuster når jeg ser andre kvinder annoncerer deres graviditet? Når de bare lige har sex en gang også er den der, mens vi stadig sidder fast. Jeg kan godt fange mig selv i, at jeg føler mig lidt smålig når jeg ikke kan få mig selv til at like, en anden kvindes graviditet på facebook, når jeg har en dårlig dag.
Jeg øver mig i, at sige til mig selv, at bare fordi de får et barn så er det ikke et barn der bliver taget fra mig. Misforstå mig ikke, jeg er glad på deres vegne, men jeg skal altså lige sluge den.
Jeg prøver at være mere selvreflekterende, hvorfor føler jeg sådan nu? Det spørger jeg mig selv om ofte og i denne situation handler det jo slet ikke om den anden kvindes graviditet, men om min manglende.
For mig handler det utrolig meget om gode og dårlige dage, nogen dage kan jeg godt rumme andres lykke og jeg kan også rumme min egen hverdag. Men dagene, hvor jeg igen står med en negativ test eller min mens der dukker op, på trods af, jeg var sikker på, at denne gang var jeg gravid.
Så mærker jeg efter, hvad jeg har brug for. Det kan være nok bare at tale med Patrick og få sat ord på mine følelser. Nogen gange hopper jeg på nettet for at skrive med kvinder i lignende situationer, så de kan trøste mig med, at jeg ikke er alene med den følelse jeg sidder med.
Efter mit første tab, gik jeg til jodel. Der kunne jeg være anonym og ingen kunne genkende mig, jeg mødte kvinder som stod i samme situation som mig selv. De havde en kanal for gravide, hvor der også var andre kvinder som jeg, men der tittede også spørgsmål op om børne tøj, terminsdatoer og store maver. Alt det som jeg ikke kunne rumme og derfor oprettede jeg kanalen “ønskergraviditet” på jodel. Den gruppe har virkelig hjulpet mig, i sær i den tid, hvor jeg var bange for at stå frem med alt det vi gik igennem. Nu er jeg ikke længere bange for, at blive genkendt i en gruppe og jeg finder meget tryghed i de forskellige facebook grupper f.eks “fertilitetsbehandling.”
Nogen dage har jeg brug for, bare at være hjemme og hygge om mig selv, andre dage er det bedst for mig, at komme ud af lejligheden og få noget frisk luft og bare få tankerne over på noget andet. Jeg kan mærke, at med tiden er det vigtigt for min krop, at jeg trækker stikket oftere. Jeg kan ikke lave aftaler som jeg plejede og jeg er nødsaget til, at have noget alene tid, hvor jeg kobler af.
Som sagt, så mærker jeg efter, hos mig er der sjældent to dage, som er ens i det her forløb og der findes desværre ikke en quick fix – jeg har i hvert fald ikke fundet den endnu.
Jeg har fundet meget trøst i at læse om kroppen, hvordan den helt præcist fungere og hvad der sker fra sædcelle møder æg og hvad næste step er. Jeg synes det føles godt, at jeg har viden indenfor området, det føles godt at jeg forstår, at der er mange funktioner der spiller ind før et befrugtet æg kan sætte sig fast.
Jeg har også læst meget, både om kost, motion og livsstil. Desværre kan jeg ikke spise eller træne mig til en graviditet, men jeg kan træffe nogen valg som er sunde for mig og ikke mindst mit sind.
Jeg tror i sær den sidste del hjælper mig, det giver mig følelsen af kontrol og at jeg aktivt gør noget. Jeg har følt mig magtesløs i lang tid, så når jeg i det mindste kan føle at jeg gør alt, hvad jeg kan (uanset om det virker eller ej) så giver det mig en ro og det giver mig en følelse af – at jeg har gjort alt hvad jeg kan, så udfaldet ikke er min egen skyld.
Skyld er for mig noget der fylder i alt det her graviditetstab/fertilitetsbehandling verden.
Jeg har haft læger og folk omkring mig, som desværre har udtalt sig uheldigt om mine graviditetstab og min barnløshed, på trods af, at jeg godt ved, at det ikke er min skyld så kan jeg ikke slippe følelsen helt.
Desværre tror jeg også, at dem vi har omkring os glemmer, hvad det som kan være et simpelt spørgsmål for dem, kan være et hårdt spørgsmål for mig. Jeg bliver ofte mødt med kommentarer omkring flyvning og om jeg burde overveje at arbejde med et andet fag eller deres spekulationer om de valg jeg tager i min hverdag, er årsagen til at vi er ufrivillige barnløse. Der er aldrig nogen der kigger på Patrick og kommentarer på hans livsstil. Det føles som om, at det automatisk er mig/kvinden der bearbejdes, når det hele foregår i min krop.
Vores situation er helt klart hård for os begge, men at holdes ansvarlig eller at skulle forsvare mig selv er hårdt i længden.
Der en lille følelse i mig, som føler mig skyldig overfor Patrick. Han glæder sig til den dag, hvor han kan kalde sig far og på mine dårlige dage, så føler jeg at jeg fratager ham det eller i hvert fald trækker processen ud. Og hvorfor føler jeg det? Enheden for gentagne graviditetstab har sagt, at min endometriose ikke er årsagen til mine tab og ud af de mange prøver de har lavet på mig, så har de ikke fundet en årsag. Så hvorfor holder jeg mig selv skyldig? Hvorfor straffer jeg mig selv? Jeg ved jo godt det er forkert, men jeg øver mig i og jeg gør mit bedste for at være sød mod mig selv.
Den største trøst for mig, i alt det her har uden tvivl været, at være åben og ærlig omkring vores situation.
Jeg har de sidste par år børstet spørgsmålet om børn og graviditet af “nej nej, vi tager det stille og roligt”. “Nej vi har ikke travlt, vi vil gerne have børn.. en dag”.
Og til de svar har jeg måtte høre på dumme bemærkninger “du bliver jo kun ældre – du må nok hellere skynde dig, at komme i gang”.
De her kommentarer har virkelig bidraget til min sorg og sendt mig grædende hjem. Jeg har før været for bange for sladren der ville komme ud af det, hvis jeg bad disse personer om, at passe deres egen tallerken fremfor mit underliv – for det er er utrolig sårbart emne og et meget privat spørgsmål. Et spørgsmål, som burde stilles med omtanke eller faktisk i det hele taget ikke!
Nu kan jeg dog frit tale om, hvad der gør mig glad og hvad der gør mig ked af det. Nu kan jeg sige fra og jeg kan få lov til ikke at lade som om længere.
Det letter mit hjerte og det får mig til at føle mig stærk at jeg har åbent op. Jeg mærker en ændring på mig selv som person. Jeg har nu givet mig selv lov til, at være den jeg er, af resultat af tidligere oplevelser og den kamp vi går igennem og det er en følelse, som bestemt heler mig.
Fra første tab til nu, har jeg ønsket, at der var mere information tilgængeligt, som ikke kun omhandlede alt det praktiske, men information til hjertet og til sjælen, så det kan hele. Jeg tror på, at jeg har fundet min egen vej til at hele mit hjerte og det er ved at stå ved, hvem jeg er og at kunne tale og skrive om, alt det som fylder hos mig. Mit frirum er blevet til min terapi.