Jeg har altid været en meget privat person. Jeg har altid holdt, de mest sårbare emner for mig selv eller kun delt med dem der var nærmest. Efter jeg har delt noget med dem har det oftest været efterfulgt af ordene “det bliver mellem dig og mig” eller “lov mig, at du ikke siger det videre.” Jeg havde aldrig forstået, hvorfor jeg var sådan, men da jeg stod midt i et graviditetstab og en person misbrugte min tillid forstod jeg hvorfor.
Jeg havde ikke delt med særlig mange, at jeg var gravid for jeg var ikke klar til at skulle dele, hvis nu det gik galt. Jeg var dog nødsaget til, at dele det med en person, som jeg ikke vil gå i for mange detaljer med. Mit ønske er ikke, at hænge personen ud, men at pointere, hvor privat og sårbar en graviditet er, i hvert fald hos mig.
Desværre blev min frygt til en realitet og jeg stod nu for anden gang midt i et tab og var ramt af ensomhed, skyld og værst af alt at stå med sådan en sorg, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle bearbejde. Jeg kunne ikke gøre noget for at det blev bedre, det var tiden der skulle fjerne smerten, hvis det overhovedet var muligt.
Midt i sorgen, skulle jeg nu fortælle dem som jeg først havde delt den glædelige nyhed med, at jeg ikke længere var gravid. Når jeg så det skrevet på skrift, blev det til virkelighed og jeg kunne ikke flygte fra det. De få jeg havde lukket ind i min graviditet, skulle nu også være en del af mit graviditetstab. Jeg var den første i min vennekreds til at miste. Jeg fratog mig med det samme at modtage opkald og beskeder, for jeg skulle selv forstå, hvad jeg gik igennem, inden jeg kunne forholde mig til deres spørgsmål og tanker. Det her var bare en informations besked. Jeg havde brug for tid til at komme igennem det, faktisk havde jeg også brug for professionel hjælp, men som tidligere beskrevet i et andet indlæg, vidste jeg ikke, hvor jeg kunne få den.
Jeg havde taget en pause for at bearbejde min sorg, jeg havde isoleret mig og gemt mig i Patricks arme. Stille og roligt tog jeg en veninde ind af gangen og fortalte dem, om forløbet og de følelser jeg gik med i stilhed og fik sat flere ord på.
Men midt i min smerte, så oplevede jeg en følelse af svigt, som jeg ikke havde prøvet på denne måde før. Personen som jeg havde betroet mig til, en som jeg havde lukket ind i min boble af det mest personlige og følsomme jeg nogensinde havde gået igennem, fandt desværre behovet for at dele det med andre, som jeg ikke havde inviteret ind. Så efter et tab, en lorte melding og tanker der bød på “kan det mon nogensinde lykkedes for mig?” så skulle jeg nu forholde mig til, at andre konfronterede mig med mit tab, dem som sendte mig blikke men ikke turde spørge mig direkte, de hentydende kommentarer og de allerværste, dem som forhørte sig hos andre og lod rygtet sprede.
Jeg følte, på en måde at min sorg blev forstærket. Jeg var ikke klar til at dele og jeg var ikke klar til, at blive konfronteret på tidspunkter, hvor jeg skulle være professionel eller på tidspunkter, hvor jeg havde besluttet mig for, at jeg var nød til at leve mit liv og fokusere på det gode jeg havde omkring mig. Jeg følte mig trådt på og mistede faktisk troen på, at kvinder kunne støtte kvinder.
Der gik lang tid før jeg var klar, men da jeg var, tog jeg kontrollen tilbage. Jeg ved ikke helt, hvad der gjorde at jeg gik fra, at være ekstrem privat til at ville dele ud, men jeg tror at min deltagelse i Alene i vildmarken har meget at sige. Jeg havde sammen med Patrick kastet mig ud i et eventyr, hvor vi var enige om, at vi bare skulle være os og der intet filter skulle være. En oplevelse jeg er evigt taknemlig for, da den har givet mig styrke og været givende på så mange måder.
Da vi kom hjem fra vildmarken, gav det mening for mig, at jeg bare ville være mig og jeg gik igang med denne blog.
Ordene om vores kamp skulle komme fra mig og jeg ville selv have lov til at vælge, hvad og hvornår jeg ville dele.
Et tab er så meget mere end “bare” et tab og det ville jeg gerne fortælle, da jeg startede den her blog. Jeg er stærkere nu end jeg var i sommeren 2020 og det har den her blog hjulpet mig med. Min blog har givet mig håbet tilbage, for jeg nu mødt kvinder og mænd, som forstår mig og jeg har modtaget så mange hjertevarmende ord og tanker fra andre, både fra dem som kan genkende mine følelser, men også fra dem som ikke vidste, hvad det indebar at miste.
Lad mig dog for en sidste gang understrege, hvis du kender en som kæmper med ufrivillig barnløshed, en gravid eller en som har mistet, så fratag dem ikke retten til selv, at dele ud når det føles rigtigt for dem. Jeg har selv valgt at dele ud nu og der er intet tidspunkt for mig, hvor det føles forkert længere, men det er fordi jeg er klar til det og fordi det føles rigtigt.
