Det var egentlig planen, at jeg ville skrive et indlæg om min udredning efter mine tre graviditetstab, men i dag er der noget andet der fylder. Normalt går jeg ikke vildt meget op i mors dag, altså jo jeg skriver en besked til min mor og jeg har da også givet blomster nogen gange, men udover det har det ikke været en dag jeg har tænkt meget over, heller ikke i de år jeg selv har prøvet på, at få børn. Men i dag føles mors dag som en stor fed fuck finger til mig.
I dag skal jeg insemineres og jeg har hele tiden tænkt, om det måske var et lille tegn, at jeg skal insemineres på mors dag. Men her til morgen er jeg overvældet af negative følelser og jeg kan ikke slippe dem. Jeg sidder inde på vores soveværelse og græder, jeg prøver at græde stille så Patrick ikke kan høre mig. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare og hvorfor jeg er så ked af det.
Jeg føler mig igen isoleret med mine følelser og jeg tør ikke, at sige dem højt for jeg er bange for, at ingen forstår mig. Så her sidder jeg igen og skammer mig over at være ked af det, på trods af, jeg selv siger, at alle følelser skal accepteres. Derfor er det her indlæg et af mine mest grænseoverskridende, fordi jeg skriver om en sorg som jeg er i lige nu og som jeg, hverken har fået bearbejdet eller forstået endnu. Men måske er det lettere, at forstå mit tankemylder når jeg skriver det ned. Jeg ved, at det er sundere for mig at jeg kommer ud med det i stedet for, at gå med det hele selv. Så denne gang vil jeg øve mig i, at håndtere min sorg anderledes.
Så her kommer det, i dag er jeg ked af det, fordi jeg ikke kommer til at høre ordene “Glædelig mors dag, Dani.”
Hvornår er man egentlig mor?
Jeg følte mig nok allerede som mor første gang jeg fik en positiv graviditetstest, det var som om der skete noget indeni mig og mine prioriteter ændrede sig. Jeg har aldrig set mine børn, da jeg har mistet alle 3, men jeg føler mig som en mor i mit hjerte. Det kan måske være svært for nogen, at forstå når jeg har mistet forholdsvis tidligt. Men mors dag minder mig om den smerte af at jeg ikke har fået lov til, at få mine børn til verden og at jeg stadig bare er mig og der er ingen børn til, at kalde mig mor.
Jeg skal insemineres i dag, det er vores sidste forsøg inden vi skal videre til IVF, dog er der en ventetid på 6-8 måneder – alt det vil jeg lave et seperat indlæg om. Men det påvirker mig og selvom jeg faktisk har ret travlt med at komme ud af døren, så er jeg lige nu rigtig ked af det. Så ked af det at jeg faktisk bare har lyst til at aflyse, fordi jeg ikke kan overskue, at skulle udenfor og smile til andre mennesker, for jeg har ikke særlig mange smil i mig i dag. Det er længe siden, at jeg har følt mig så ked af det. Jeg sidder med en kæmpe blanding af lorte følelser, dels på grund af, mors dag men også fordi jeg frygter, at vores sidste forsøg med IUI ikke lykkedes.
_____________
Nu er jeg lige kommet hjem fra fertilitetsklinikken og i bilen på vej derud gik det op for mig, at jeg fylder mig selv med negativitet og skam – i stedet for at anerkende mine egne følelser.
Jeg har nu kæmpet mig op igennem 3 tab. Jeg har kæmpet mig igennem alle de negative graviditetstests.
Jeg sidder nu med blå mærker over maven, efter alle mine injektioner i håbet om, at det vil føre til en ny graviditet. Jeg får tilbagekommende drømme om, at jeg føder børn der ikke er i live og drømme, hvor jeg abortere.
Min kamp og mine følelser skal jeg ikke undertrykke, jeg skal huske på, at jeg kæmper hver dag og i dag er endnu en dag, som er med til, at styrke mig som menneske.
Derfor vil jeg ønske dig som ønsker at få børn, dig som kæmper for at få børn, dig som har mistet, dig som føler dig som et mor i dit hjerte, dig som har dine børn i dine arme og ikke mindst mig selv – en glædelig mors dag.
