Første graviditetstab

Det er aftenen inden vi skal afsted til New York, vi skal over og besøge Patricks familie. Vi står ude på badeværelset og jeg spørger Patrick om mine bryster ikke er blevet en lidt større. Men som den typiske mand Patrick er, så kan han altså ikke helt huske, hvordan de var før, så han kan altså ikke se nogen forskel.

Der er på det her tidspunkt 7 dage til, at jeg forventer at få min menstruation. Jeg har selvfølgelig allerede været igang med at teste.. I håbet om at jeg er gravid, selvom jeg udemærket godt ved, at det er alt for tidligt. Jeg ved også godt, at man helst skal vente, men det er altså lettere sagt end gjort. Alle tests kommer tilbage negative, men jeg synes nu alligevel der er noget som føles anderledes. Jeg har haft en smule halsbrand og min morgenkaffe har jeg ikke fundet særlig attraktiv, faktisk har jeg hældt den i vasken et par gange.
Men nu er der cirka gået 8 måneder med ægløsningstests, fertilitetsapps, bytning af arbejdsvagter så jeg kan være hjemme på min ægløsning, planlagt sex og det har stadig ikke resulteret i en postiv graviditetstest. Jeg prøver allerede nu, at forberede mig på den skuffelse som jeg efterhånden kender så godt, når min menstruation dukker op. Jeg prøver ihærdigt, at stoppe med at hype mig selv op, hver gang mine bryster gør lidt ondt eller jeg får kvalme, eller andre ting som jeg har læst på nettet, som kan være et graviditetstegn. Mine tanker kredser kort om jeg mon er gravid og så prøver jeg på, at få tankerne over på noget andet. Det skulle jeg hilse og sige, også er meget lettere sagt end gjort.

Vi har nu været i USA et par dage, Patricks nærmeste familie som bor længere væk er også kommet og vi har virkelig hygget os alle sammen. Vi har stået på SUP ude på en sø, spist lækker mad og bare hygget os sammen. En af dagene er vi ude og plukke blåbær sammen med Patricks moster og bror.  Jeg begynder at få nogle virkelig slemme jag i maven, jeg tror først det er fordi jeg har spist for mange blåbær. For ja, jeg spiser mange flere, end jeg putter ned i spanden. Vi griner lidt af, at jeg har spist så mange, at jeg får så ondt. Da vi sætter os ind i bilen og på vej hjem, kan jeg mærke mine menstruations smerter, jeg kan huske at jeg faktisk sender en besked til min veninde og skriver, at jeg helt sikkert ikke er gravid for jeg kan mærke, at min mens er på vej.

Men når dagen er omme, så er den stadig ikke kommet. Det betyder jo, at jeg kan teste i morgen tidlig, som er en dag efter forventet menstruations dag. Jeg vågner 03:30 og skal ud og tisse. Jeg beslutter mig for at tage testen der, jeg kan ikke helt se ud af øjnene, for jeg er skide træt. Men alligevel aldrig for træt til at tage en graviditetstest.
Jeg står og stirrer på testen og det er som om jeg lige får kigget væk et øjeblik og når jeg kigger på den igen, så er der to streger. TO FUCKING STREGER! Jeg er i chok. Jeg skynder mig ind på soveværelset og vækker Patrick, han er meget forvirret over, hvad der foregår på det her tidspunkt, siden jeg vælger at hive om ud af sengen. Vi kommer ud på badeværelset og jeg stikker den helt og i hovedet på ham, jeg tror jeg er gravid?! Jeg må nok hellere lige tage en til, bare for en sikkerhedsskyld… Og lige en digital test også – de er alle sammen postitive.

Endelig er det blevet vores tur! Jeg er så glad, så jeg kan selvfølgelig ikke falde i søvn igen. Jeg ligger bare i mørket og dagdrømmer om, at nu starter vores lille eventyr, nu skal vi have vores egen lille familie.
Men smerterne som havde været der, da jeg spiste blåbær bliver ved med at komme med jævne mellemrum. Jeg bliver nød til, at bukke mig forover for at jeg kan holde dem ud. Jeg har godt hørt om, at man har ligament smerter og murren i underlivet ved graviditet. Men hvor meget skal det kunne mærkes? Hvor meget er for meget? Jeg har lidt svært ved at finde ud af det.

Patrick ser ikke sin familie særlig tit, aller højst to gange om året. Vi bliver derfor enige om, at vi vil fortælle hans forældre og søskende om graviditeten, mens vi er der.
Jeg siger til dem, at jeg gerne vil have et billede af dem og inden jeg tager billedet råber Patrick og jeg “smil og sig Dani er graviiiiid”. Der går faktisk et lille stykke tid, før det går op for dem, at jeg rent faktisk er gravid og det ikke bare var en dårlig joke.
Vi har også været ude og købe de sødeste små babysko, til når vi skal hjem og fortælle min mor, at jeg er gravid. Jeg glæder mig utrolig meget til, at dele nyheden med min mor.
På trods af, at jeg har de her jag i maven og jeg konstant tjekker for blod, når jeg er på toilettet. Så er jeg så opslugt af lykke følelsen, at jeg ikke kan forestille mig, hvilke nyheder jeg har i vente.

Et par dage efter bliver jeg ramt af migræne, en slem en af slagsen, og jeg har selvfølgelig glemt min medicin hjemme i Danmark. Jeg tør ikke tage andet, for den medicin jeg tager, har lægen derhjemme sagt OK til i forhold til graviditet.
Min migræne er der stadig om morgenen og det samme gælder de smerter i underlivet. Vi tager derfor til lægen, så jeg kan få noget medicin og lige høre dem ad med graviditeten, nu når vi alligevel skulle derhen. En ting er at være gravid for første gang, men kombinationen af at være i et andet land og ikke være hjemme i min egen lejlighed med vante opgivelser, begynder at gøre mig utryg. Vi får at vide at de vil fortage en ultralydsscanning  og de tager også nogen blodprøver for at se mit HCG tal.


Her sidder Patrick og jeg på hospitalet og har endnu ikke en idé om, hvad der venter os.

Vi er begge lidt spændte på, hvad vi kommer til at, se på ultralydsscanningen, men der er ingenting at se. Jeg husker det ikke som om vi blev nervøse af den grund, vi er begge godt klar over at det er meget tidligt i graviditeten. Efter noget tid kommer lægen ind til mig med nyhederne “Your HCG numbers came back. It’s super super super low”. En sætning jeg aldrig glemmer. Vi bliver bedt om, at komme tilbage om 2 dage for at tjekke om tallet stiger som det skal.
Mit HCG tal lå på 89 og jeg brugte de næste par dage på at google, alt hvad jeg overhovedet kunne. Jeg kunne godt se, at jeg lå i den lidt lavere ende, men det vigtigste er, stigningen i sammenligning med næste blodprøve, så egentlig kunne tallet alene ikke sige så meget. Men lægens måde at sige det på lå dybt i mig.
To dage efter kommer opkaldet, vi havde været inde om morgenen og få taget blodprøven. Mit HCG tal var faldet til et sted i 50erne. Et opkald der varede under et minut, som rev alt min lykke og drømme med sig. Jeg blev spidset af med et “I’m sorry honey, you’ll have a miscarriage within the next few days” Og det var det. Intet med hvordan jeg skulle forholde mig eller hvad der skulle ske sådan helt specifikt.
Jeg følte mig utrolig magtesløs!

Jeg elsker min svigerfamilie, men lige det her øjeblik der vil jeg bare gerne være hjemme. Hjemme hvor jeg føler mig mest tryg og hvor jeg kan give mig selv den plads, jeg har brug for til, at være ked af det.
Patrick gør sit bedste for at trøste mig. Men jeg kan mærke at vi er to forskellige steder. Han har dårligt nok nået, at forholde sig til at graviditeten, så det ramte ham ikke ligeså hårdt. Der går 4 dage med virkelig intense smerter, ve lignende smerter vil jeg beskrive dem som, før jeg begynder at abortere.

Da jeg kommer hjem til Danmark igen efter et par uger i USA tager jeg til egen læge, han virker ikke særlig bekymret, han har et smørret smil mens han siger: “Det er meget normalt at miste det er bare om, at komme op på hesten igen – som man siger”.  Op på hesten igen?
Hvad er det for noget pis, at sige til en der lige har mistet. Jeg bliver chokeret over hans valg af ord og en ting er sikkert – jeg synes ikke den kommentar var passende! Jeg har brug for omsorg og jeg har egentlig også brug for brugbar information fra lægen, ikke jokes. På intet tidspunkt i mit tab, er der en læge som giver mig relevant information. Jeg føler mig helt alene og fremmede kvinder i anonyme chatrum bliver min daglige støtte. Jeg er i en utrolig sårbar situation og jeg græder i flere uger. Jeg har svært ved, at sige ordene højt uden der kommer en tåre med på vejen.

Men midt i min sorg, føler jeg også en skam, ikke over mit tab men over den sorg jeg føler. Jeg er bange for, at nogen vil dømme mig, jeg har kun læst om kvinder, som har mistet meget senere henne i deres graviditet. Er det okay, at jeg er ked af det når jeg ikke var længere henne?
Jeg kan mærke, at mine tætteste gør sit bedste for at støtte mig, men da de ikke selv har oplevet et tab, føler jeg ikke helt, at de kan forstå min sorg. Ingen i min nære omkreds har mistet, så jeg ved ikke hvem jeg skal tale med, som kan forstå mig.

Når jeg tænker tilbage på den tid, ved jeg godt nu, at jeg intet havde at skamme mig over. Uanset hvilken følelse et tab medfølger, er det okay! Det er ikke “bare” en graviditet, der går tabt. Det er også de håb og drømme som det medfører, som der på et split sekund bliver taget fra en.  Jeg troede, at to streger på en test betød, at nu ville alt være godt og alle bekymringer ville forsvinde. Men jeg lærte, at når de to streger dukker op, så kommer der en ny bunke bekymringer med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.