En lille introduktion

Først vil jeg lige sige tusind tak! Tusind tak, fordi du gad kigge forbi min blog og tak for den støtte jeg har modtaget efter, jeg har åbent op om vores graviditetstab. Jeg tænker, at det vil give mening, at starte med en lille introduktion.
Mit navn er Danielle, men det bliver jeg faktisk kun kaldt, når der skal snakkes alvorligt eller jeg skal have skæld ud. Så til hverdag bliver jeg bare kaldt for Dani.
Jeg er 28 og er opvokset inde i Indre by, sammen med min mor. Min far har jeg ikke kontakt til, han gik da min mor blev gravid med mig. Jeg ved dog godt hvem han er, han ved også hvem jeg er. Men han er ikke interesseret i, at have kontakt. Det er egentlig også okay med mig nu, men da jeg var barn havde jeg svært ved, at forstå sådan et valg og jeg har bestemt til tider også taget det personligt.
Jeg er uddannet Social- og sundhedsassistent, men har de sidste 7 år arbejdet som stewardesse.

..Når ja, hvis du ikke har opdaget det endnu, så skulle jeg nok havde lyttet bedre efter i dansk undervisningen… For jeg stinker til tegnsætning og jeg er god til, at lave kludrede sætninger. Men på trods af det, så håber jeg, at det jeg skriver giver mening alligevel.
Det her er en hel ny verden for mig, men nu kaster jeg mig ud i det alligevel.

I 2016 fik jeg en tur til Maldiverne med et 4 dages stop i Oman. Efter en hel dag ved hotellets pool, mødtes mit crew og jeg i hotel receptionen for at tage ud og spise.
Mens vi står og venter på hele besætningen er samlet, går en høj mørkhåret mand forbi sammen med to kollegaer. De er U.S Navy og er udstationeret I Bahrain i seks måneder, men er blevet sendt til Oman for at lave noget dykker arbejde der.
Den høje, mørkhåret mand hedder Patrick og han har nu boet sammen med mig på Amager de sidste fire år. Vi startede ud med et års langdistance forhold, hvor vi nogle af de måneder havde en tidsforskel på 12 timer. Det var bestemt udfordrende til tider, men heldigvis fik vi det til at fungere.
Nu studerer han HF enkeltfag med henblik på, at læse Fysik på Københavns universitet næste år.

I sommeren 2018 smed jeg p-pillerne og cirka nogle måneder efter blev vi enige om, at nu ville vi lave en baby. Jeg havde fra start en lille frygt for, om det her virkelig ville lykkedes for os. Det virkede så surrealistisk, at min krop skulle kunne bære et andet menneske. Så surrealistisk at skulle vokse et lille menneske inde i maven, som nu skulle være afhængig af os. Det lyder måske mærkeligt, men det har  været svært for mig, at forstille mig, at det kunne lykkedes for os.
Jeg tror jeg sammenligner det lidt med lotto. Den der, kan det virkelig ske for os agtige følelse.
Men samtidigt, var jeg kun 26 år, da vi gik i gang med at prøve. Sunde og raske begge to, så jeg gjorde mit bedste for at lægge bekymringerne på hylden.

Efter første cyklus, gik jeg hurtigt igang med, at søge på internettet “symptomer for tidlig graviditet”
‘Puha, havde jeg egentlig ikke også lidt kvalme?’
‘Ej, jeg synes godt nok det stikker lidt i højre æggestok, er jeg mon gravid?’ Jeg kunne blive ved.. Hvert et symptom jeg havde læst eller hørt om, kunne jeg også genkende lidt.
Om det er fordi jeg blev ekstra kropsbevidst, eller om det var ønsketænkning/indbildning, det ved jeg ikke. Men jeg tror nu egentlig det er meget normalt, når det er noget der ønskes så højt.
Men månederne gik og der kom ingen postive graviditetstest. Frygten i mig blev større og større for hver negative test. Er der noget galt med min krop? Kan jeg måske ikke blive gravid?

Dog har jeg nu været gravid i alt tre gange, men vi er stadig uden børn. Mine tanker med bloggen er, at jeg vil lave et indlæg om hver graviditet. Jeg vil gøre mit bedste for at beskrive de graviditeter, fra start til slut som jeg har været igennem og alt det som er sket for os imellem. Jeg vil primært snakke om mine egne følelser, da jeg ikke vil putte ord i munden på Patrick. Jeg håber dog på, at kunne lokke ham til at skrive et indlæg, så mandens synspunkt også kommer med. Mændene i disse situationer bliver oftest overset og det må de ikke! De har også mistet!
I vores tilfælde har vores sorg til tider været forskellige og det har taget tid og en masse kommunikation til, at forstå hvorfor og forstå hinanden.

Når det så er sagt vil jeg lige tilføje, at på trods af vores kamp så kan jeg kun snakke udfra egne erfaringer. Hvad der er rigtigt for os, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig.
Men måske sidder du og har kæmpet i meget længere tid end os og måske ved du noget som jeg ikke ved endnu. Derfor beder jeg om tålmodighed i mens jeg/vi finder vores egen vej i alt det her og forståelse for, at jeg kan tage fejl.
Jeg hører meget gerne, hvis i har andre synspunkter, tilføjelser eller oplevelser end jeg.
Det er også vigtigt for mig at påpege, at jeg ikke søger sympati, blot at bidrage med egne oplevelser. Jeg har længe følt mig alene og isolerede og det vil jeg ikke længere. Jeg har et brændende ønske om, at vi ikke skal føle os alene i en tid som i forvejen er så svær.
Det har krævet tid og en masse mod, at nå hertil hvor jeg åbent og ærligt kan inviterer jer ind, hvor jeg er allermest sårbar.

2 reaktioner

  1. Det er så sindsygt at begynde at snakke om barnløshed og sårbarhed, for det er nærmest et tabu at fortælle når ens følelser sidder uden på tøjet og det man ønsker allermest i denne verden ikke kan lade sig gøre! Jeg har selv haft utrolig svært ved at få børn og havde nærmest opgivet da jeg efter 6-7 år uden p-piller og (forholdsvis) regelmæssig sex ikke blev gravid. Jeg var jo ung, sund og rask, godt nok med ekstra kilo på sidebenene.. Fandt ud af at jeg havde PCOS da jeg var 19-20 år og fik at vide at der nok ikke var nogen chance for at der nok ikke var nogen sandsynlighed for at jeg kunne få børn! Og der brast min verden ! Det var det værste jeg kunne høre og jeg troede virkelig på at løbet var kørt for mig… Den dag i dag er jeg HELDIGVIS mor til 2 sunde og raske børn – en datter som pludselig dukket
    Op ud af det blå efter st jeg faktisk havde opgivet håbet! Senere hen har jeg/vi fået en lille dreng igennem fertilitetsbehandling – en sindsyg behandling som jeg VIRKELIG tager hatten af for alle der går i gennem! Det er så hårdt og så sindsygt og min mand fortjener en kæmpe tak for at holde mig ud! Jeg hepper så meget på jer og håber st jeres baby snart finder vej til jer 💜💜💜💜

    1. Sikke en mavepuster af en nyhed at få. Hvor jeg er glad for at det har lykkedes jer, på trods af, jeres bump på vejen. Jeg kan kun give dig ret i, at det er en utrolig hård kamp og der desværre ikke er nok fokus på det. Jeg håber, at det kan blive italesat mere og det kan medfører et større fællesskab. Tak fordi du ville dele din historie med mig og give mig lidt håb med på vejen. Kæmpe kram!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.