Andet graviditetstab

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg skal starte med den her graviditet. Jeg prøver ikke at gøre det alt for langt, men jeg vil jo så gerne have det hele med. I April måned 2020 henvender vi os til egen læge, så vi kunne komme i gang med fertilitetsbehandling, de sender os videre til en gynækolog for videre udredning. Vi når dog ikke så langt, før jeg opdager, at jeg for anden gang er blevet gravid.

Jeg har sovet på Bornholm i forbindelse med mit arbejde. Da jeg vågner om morgenen, har jeg en mærkelig murren/bobbelende følelse i underlivet. Jeg har den sidste tid været utrolig træt og som i første graviditet har jeg igen mistet lysten til min morgenkaffe. Patrick har et par gange hentydet til, at jeg måske er gravid, men af frygt for endnu en skuffelse, har jeg skudt den tanke til jorden.

Jeg har tre flyvninger mellem Bornholm og København før jeg får fri og beslutter mig for, at jeg vil tage en graviditetstest når jeg kommer hjem. Jeg har lidt svært ved, at holde fokus på samtalerne med mine kollegaer, for jeg er allerede igang med, at dagdrømme om en mulig graviditet.
Jeg kommer hjem ved en 10 tiden og Patrick er lige taget hjemmefra, han skal i skole. Jeg har skyndt mig hjem, både af spænding men også fordi jeg er ved at tisse i bukserne. Nu når det ikke er første morgenurin, så har jeg holdt mig i tre-fire timer i håbet om, at få et mere korrekt svar fra testen.

Jeg sidder og stirrer på testen, i håbet om, at streg nummer to dukker op. Det er som om, at der er noget indeni mig der godt ved, at jeg er gravid. Jeg ved godt, at jeg altid overanalysere hvert et muligt symptom, men det er ikke det. Jeg har en helt bestemt følelse indeni, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Rigtigt nok så dukker der nummer to streg op på testen, hurtigt og meget tydeligt. Meget mørkere end min første graviditet, mine hænder begyndte at ryste og jeg løber alene rundt i lejligheden og råber af glæde. Hvis naboerne ser mig, så må de tro at jeg er tosset. Fuck, jeg kan ikke vente med at dele det her med Patrick.

Patrick har en kort dag i skole, derefter skal han til tandlæge også har min mor lige spurgt om han kan komme forbi og hjælpe med nogen små ting. Det er ikke hvad min tålmodighed rækker til, men jeg vil ikke fortælle om graviditeten over telefonen. Jeg har for noget tid siden købt en bog “Du skal være far og du har 40 uger til at fatte det” Som jeg vil give ham, når jeg skal fortælle ham nyheden.

Klokken bliver 15:00 og  jeg kan snart ikke holde ventetiden ud længere. Jeg har lige ringet og spurgt hvor langt han er, hvor han fortæller, at han sidder og drikker en øl med min mor. Af alle dage, er det selvfølgelig i dag, at han trækker tiden og hygger sig. Efter det som føltes som 100 år, men i realiteten nok kun er en time mere, så kommer Patrick endelig hjem. Jeg får givet Patrick bogen og når han pakker den op,  så får han åbnet lige der hvor der står  “Du skal være far”. Det føles så godt, at dele glæden med ham. Han bliver glad, virkelig glad. Vi bruger resten af dagen på at kramme og græde af glæde.

Jeg tester hver dag for, at se min streg på testen blive mørkere og mørkere, det giver mig en tryghed, selvom jeg godt ved, at man ikke kan måle en graviditet på den måde. Der findes mange, som har en vellykket graviditet, på trods af en meget svag test, men det hjælper mig. Som dagene går, så føler jeg mig mere og mere sikker på, at alt kommer til at gå godt.

Nu er jeg 6+6 og vi tager vi til vores første tryghedsscanning. Jeg ville overraske Patrick og tænkte, at det ville være rart med nogen, som har forstand på det her graviditetshalløj til at fortælle os, om alt er som det skal være, i sær nu når vi har prøvet at miste før.
Scanningen går over alt forventning. Følelsen af lykke og kærlighed er næsten ikke til at rumme. Patrick får lov til at sidde på “far stolen”. Han ser stolt ud og det er første gang, at en udefra omtaler ham som far, det får det hele til at føles virkeligt. Der er kun en lille blop, at se på skærmen men vores blop har den smukkeste hjerte lyd og et fint hjerteblink. Jeg har ikke rigtig en ide om, hvad jeg kigger på men hjertet, der blinker, det kan jeg se og det giver mig tåre i øjnene. Det her må være, hvad lykke virkelig er.
Ugerne går og min kvalme tråder til, ikke så slemt, men nok til at jeg kun vil spise nuggets med ketchup fra McDonalds og at Patrick ikke må stege kød i lejligheden.

I uge 9 er jeg på vej i bad og jeg får virkelig slemme smerter i maven, jeg kan næsten ikke stå oprejst. De forsvinder igen efter et par minutter, men jeg bliver ramt af voldsom nervøsitet. Er jeg ved at miste? Jeg vælger, at ringe til egen læge for lige, at få bekræftet at det er normalt og alt er okay. Dog får jeg koldt af vide “Tja, nogen graviditeter er jo ikke meningen, at de skal blive til noget. Det for tidligt til, at vi vil undersøge dig eller gøre noget ved det. Måske har du en urinvejsinfektion”.
Jeg forstår, at de ikke kan have bekymrende gravide rendende hele tiden, men jeg havde ikke forventet, at blive skubbet til side på den måde. Nu står jeg for anden gang i en graviditet og føler mig alene, følelserne fra sidste abort sidder stadig i mig og jeg kan mærke alle de ubehagelige følelser blusse op igen. Jeg vælger, at tage de næste dage med ro, Patrick og jeg får snakket om vores tanker og følelser og vi bliver enige om, at vi skal nyde tiden og gøre vores bedste for, at have en positiv tilgang til det hele.

Vi nærmer os min fødselsdag og vi har snakket om, at tage endnu en tryghedsscanning. På min fødselsdag vil jeg være 10+2. Jeg har spurgt Patrick, hvad nu hvis alt ikke er som det skal være? Men lykke følelsen fra den første tryghedsscanning var bare så god, det ville jo være den bedste fødselsdagsgave, at føle sådan igen.
Men på vejen derind bliver jeg ramt af ekstrem nervøsitet. Jeg kan næsten ikke snakke, mit hjerte banker og jeg har en følelse i min krop af, at noget ikke er som det skal være.

Jeg får scanneren på maven, Patrick og jeg klemmer hinandens hænder. Det er ikke et kærlige klem, men nok nærmere bekymrede klem. Min nervøsitet har smittet af på ham. Jeg holder vejret mens jeg ser, at vores lille baby ikke længere bare er en blop, den har nu både fået hoved, arme og ben. Jordemoderen måler fosteret det svare til 10+2, altså det stemmer overens med hvor langt jeg er. Men jeg kan ikke se hjertet blinke, det kunne jeg sidste gang. Det var det første jeg så sidst og det var ikke til at tage fejl af. Jeg holder stadig vejret, i mens jeg klemmer Patricks hånd.
Jordemoderen spørger om vi vil høre hjertelyden, men der er intet at høre, kun en lyd af tomhed.

Jordemoderen bliver stille mens hun kører scanneren frem og tilbage, hun ser bekymret ud. Tilsidst  bryder jeg tavsheden og spørger jordemoderen om hjertet er stoppet med at slå? Hun venter lidt med at svare, men ender med at slukke for scanneren, hun kigger trist på os og tager mig på skulderen og siger “fosteret er desværre gået til”.

Jeg kigger på Patrick og der triller tårer ned af hans kinder, mens jeg nok mere er i chok. Jeg har svært ved at forstå det og indeni kan jeg ikke slippe følelsen af, at måske tager hun fejl. Hun fortæller os, at de vil kontakte hospitalet, da en læge skal bekræfte, at fosteret er gået til, altså en missed abortion og de skal planlægge hvad det videre forløb skal være.
Jeg tror kun jeg hører halvdelen af hvad er bliver sagt, men jeg får håbefuldt spurgt om der er en chance for, at fosteret lever siden en læge skal bekræfte det? Det er der desværre ikke, det er bare sådan procedureren er. Jordemoderen er sød og på trods af, at næste gravide kvinde sidder i venteværelset og skal ind efter os, så tager hun sig god tid.

Tid, det er præcis det, som jeg har brug for. Tid til at forstå, at det her er vores virkelighed og uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke lave om på det. Jeg føler mig magtesløs og tom. Alle de snakke vi havde haft om vores fremtid, alt den glæde vi havde følt ved denne graviditet er væk. Nu skal vi komme os over smerten og chokket.. I hvert fald prøve på det, men jeg ved ikke om smerten nogensinde kan gå væk.

I det næste indlæg vil jeg beskrive, vores videre forløb som blandt andet indeholder kirurgisk abort og nogle flere nyheder som jeg ikke så komme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.