En tur på hospitalet

Jeg har ligget ned og set TV, i længere tid end jeg lige vil indrømme. Jeg sætter mig op og det giver et jag i min mavesæk. Jeg kan næsten ikke få luft. Det er så smertefuldt, at jeg ikke flytte mig. Jeg begynder med det samme, at få koldsved. Patrick sidder med ryggen til mig med headset i. På mit fjedre hviskende “Patrick” vender han sig om. Han skynder sig over og sidder med mig. Jeg kan mærke, at det er mavesyre der trykker voldsomt. Jeg har de seneste par dage klaget over halsbrand, men det her er på et helt andet niveau. Patrick får hentet noget medicin til mig fra køkkenet og sidder ved siden af mig indtil det virker.
Når jeg rejser mig op, er min mave helt udspilet. Den gør virkelig ondt. Den kan slet ikke bevæge sig, så oppustet er den. Det føles som om, at min hud skal til at revne. Mine æggestokke trykker.

Jeg har igennem hele forløbet været oppustet. Oppustet af hormonerne, oppustet efter æg udtagningen og nu troede jeg, at jeg var oppustet på grund af progesteronen. Det har faktisk været min tanke de sidste par dage. Men det kan da ikke være rigtigt, at jeg er så oppustet, at jeg kigger mig i spejlet for, at se om jeg har fået strækmærker på min mave. At jeg om natten må sove med en pude under maven for ellers gør det simpelthen for ondt. Jeg har haft så ondt, at mit normale tøj har gjort ondt at have på.

Nu kan jeg godt se, at der er noget som ikke er helt som det skal være. Jeg tror ikke, at jeg er overstimuleret for jeg har jo kun fået 4 æg ud. Men jeg har det ikke godt og jeg kan ikke finde ro. Jeg vælger at ringe til 1813. Der er 53 minutters ventetid og det kan jeg ikke holde ud. Jeg begynder at græde for jeg er virkelig utilpas. Det ender med at jeg lægger på og ringer til akut nummeret jeg har modtaget til gynækologisk afd. Jeg føler faktisk ikke, at jeg er berettiget til at ringe, men de er heldigvis søde og de synes, at det lyder fornuftigt lige at undersøge mig.

Vi ankommer på gynækoligsk afdeling. Jeg får en klump i maven. Jeg kan nemlig tydeligt huske de her gange. Sidst vi var her, var da jeg var indlagt med min missed abortion. Hvis man kigger til venstre kan man få et glimt af dem, der er indlagt på barselsafsnittet. Det skar i mit hjerte sidst, at se dem gå med deres lille baby og jeg havde lige mistet min. Jeg kan huske, hvor min stue lå. Jeg kan huske, hvilken stol jeg sad i og ventede. Jeg kan huske, hvilket rum jeg sad og græd i inden udskrivelsen og hvor magtesløs jeg følte mig.

Nu er vi her igen. Patrick har heldigvis travlt med at grine af, hvor oppustet min mave er og han sørger for, at stemningen er god. Jeg er som sådan ikke bange, men jeg når at sige til Patrick mange gange, at jeg SKAL med hjem. Jeg vil simpelthen ikke indlægges. Sygeplejersken kommer ud og tager nogle blodprøver på mig. Lægen der skal kigge på mig er nede og opererer, så vi skal vente til hun er tilbage også skal de scanne mig. Jeg havde forberedt mig på, at vi skulle sidde der det meste af natten og vente. Men tiden gik hurtigt og jeg tror kun vi ventede i 20 minutter.


Mens vi venter på, at komme ind og Patrick små griner af min mave. 

Da vi kom ind, satte vi os ned og lægen og sygeplejersken stillede mig en del spørgsmål. De var virkelig søde. Jeg ved ikke om de havde travlt på afdelingen eller ej. Jeg fik følelsen af, at de tog sig god tid til mig. Det var virkelig rart. Lægen forklarede, at de ville tage en ekstra HCG blodprøve på mig. Hun fortæller mig, at i nogle tilfælde når kroppen selv begynder, at producere HCG så kan det resultere i en overstimulering. Hun vil ikke love mig noget, men fortæller mig, at det kan være en årsag. Jeg tænker ikke meget over det og fortæller dem flere gange “jamen jeg fik kun 4 æg ud.” Min største bekymring er faktisk, hvad hvis jeg skal have taget æg ud en anden gang? Så vil de sikkert ikke tage mere end 1 ud, hvis jeg blev overstimuleret af bare 4. Set tilbage kan jeg godt se, at det er lidt ‘sjovt’ at jeg er så fokuseret på det og ikke rigtigt forstår, at jeg måske er gravid lige nu.

Inden hun scanner mig gør hun det klart, at hvis jeg er gravid så kan det ikke ses endnu. Det er rart at hun forklarer mig det for ellers vil jeg sidde og kigge efter det på skærmen. Jeg er ret øm når de scanner og hun fortæller, at jeg er mild til moderat overstimuleret. Jeg har fri væske i bughulen og rundt om mine æggestokke. Jeg har en ægblære der måler 7,2 x 5,6 cm og en på venstre 4,3 x 3,3 cm. Jeg har også taget på i vægt, 1,5 kg i væske.  Så forstår jeg godt, at jeg synes det trykker. Mavesyren kommer af, at min oppustet mave får skubbet op på mavesækken.

Jeg skal heldigvis ikke indlægges, men jeg skal hjem og slappe af. Jeg skal sygemeldes også skal jeg bare drikke væske og spise protein. Jeg skal drikke 3 liter væske om dagen. Jeg er faktisk utrolig dårlig til, at indtage væske. Min morgen kaffe husker jeg og te om aftenen, men jeg kan sagtens glemme at drikke vand en hel dag. Så det bliver noget af en udfordring, at skulle indtage så meget. Mine blodprøve svar kommer tilbage fine og indenfor normalen. HCG’en er ikke kommet endnu, men den er lige på trapperne. Vi får lov til, at tage hjem og lægen vil ringe med resultaterne lidt senere.

Vi når lige ud til motorvejen i bilen og jeg ser, at jeg har fået et nyt blodprøve svar på min sundhedsplatform. Nu skal det ikke lyde som om det var helt tilfældigt, jeg har selvfølgelig opdateret min e-mail hver andet minut. Jeg holder vejret “Vi har fået svar, skal jeg åbne den nu?” Jeg havde lidt forestillet mig, at det ville være under lidt mere romantiske settings, at vi ville se svaret. Jeg havde spurgt lægen, hvad vil du gerne have HCG er på? Men fordi jeg er kun er 3+4, så er det alt for tidligt og hun sagde så længe der bare er et tal, så er det flot.

Jeg åbner min sundhedsplatform. “Den er god nok, jeg er bestemt gravid – fedt.” Det var de præcise ord. Fedt. De andre gange har jeg grædt, jeg har været lykkelig. Nu er jeg i chok. Mit HCG er på 77, det jo virkelig flot, men jeg kan ikke tro på det. Vi får smilt lidt i mørket i bilen, et halvt kys får jeg givet Patrick. Vi tør ikke tro på det helt. Jeg har de sidste par dage testet Ovitrielle ud. Jeg har ikke kunnet finde ud af, om testen blev tydeligere eller ej. Patrick har dog lagt mærke til, at jeg brokker mig over forskellige ting i køleskabet lugter. Han har kommentareret på, at han tror jeg er gravid og jeg har hele tiden sagt, det er progesteronen, der giver symptomerne.

Men nu sidder vi her igen, blastocysten har sat sig fast og nu har den fandeme bare, at blive derinde. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at jeg er gravid. Jeg føler mig lykkelig og samtidigt føler jeg mig følelseskold. Det er en mærkelig følelse, men jeg tør ikke tro på det. Jeg vil gerne hoppe og danse af lykke, men det kan jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor længe jeg får lov til at være gravid. Jeg forstår ikke om det her virkelig passer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Noahs refluks

Da det første gang går op for mig, at noget ikke er helt som det skal være er da Noah er omkring to uger gammel.

Læs mere »

Min første tid som mor

Efter 4 lange år som ufrivillig barnløs, utallige bekymringer om det nogensinde ville lykkedes og 3 graviditetstab på vejen, så kom Noah endelig til verden. 

Læs mere »

Danielle Gregory

Velkommen til mit frirum.
Jeg startede min blog, da jeg stod midt i en kamp der til tider føltes endeløs. Jeg har delt min rejse fra graviditetstab, fertilitetsbehandling og tager jer nu med videre på min vej. Jeg håber, at mit frirum også kan blive dit og at vi sammen kan bryde ensomheden.