Når jeg snakker med andre kvinder, som ikke har haft ufrivillig barnløshed, graviditetstab eller fertilitetsbehandling tæt ind på livet kan jeg mærke, at det kan være svært for dem at møde mig i en samtale. Det er som om, de gerne vil have noget tilfælles med mig, måske for at samtalen er lettere, hvis det føles som om vi er samme sted eller enige om noget. Sandheden er bare, at det er vi ikke. Når jeg fortæller dem, at vi har prøvet i 3 år, så fortæller de mig, at de kan forstå mine følelser. De var nemlig selv virkelig nervøse for om det ville lykkedes dem. Heldigvis, så lykkedes det dem i første hug og de var så lykkelige. Jeg siger ikke, at de ikke havde ret til, at være nervøse for om det ville lykkedes. Jeg var selv nervøs inden vi gik igang. Forskellen er bare, at den ikke var der for mig i første omgang og jeg stadig sidder og håber. De to ting må og kan ikke sammenlignes.
Når jeg fortæller dem, at vi venter på at kunne gå videre med vores fertilitetsbehandling og opstarte med IVF, så hører jeg ofte om, hvordan deres nabo, venindes veninde eller en de engang kendte også var i fertilitetsbehandling. De fortæller mig, at de desværre fik nyheden at det ikke ville lykkedes, så de stoppede i behandling også lige pludselig en dag, så var den der. Jeg tænker, at det må havde været hårdt for din nabo, din venindes veninde eller hende du engang kendte, men jeg tænker også at, på trods af, din hensigt ikke giver mig nogen trøst. Jeg er nemlig ikke hende, jeg er mig. Jeg har min egen bagage og jeg er ikke der, hvor jeg er klar til at give op. Jeg er ikke der, hvor jeg “bare” kan slappe af i det også bliver jeg automatisk gravid.
Det er lidt sjovt når jeg får at vide, at jeg bare skal slappe af. Det er faktisk en sætning, der virkelig kan gøre mig sur. I min optik så kommer den sætning fra uvidenhed. Hvis vi alle bare kunne slappe af, så ville der jo ikke findes fertilitetsbehandling. Så ville vi bare tage på spaophold og komme hjem med en baby i maven, men sådan foregår det jo ikke. Når det er noget man ønsker så meget og har prøvet på, at få i så mange år så er det naturligt, at det fylder. Det er oftest også de samme personer, der beder mig slappe af i det, som spørger mig: “må du godt drikke det glas vin når du vil være gravid?” “Tænker du over din kost når du er i behandling?” og jeg kunne blive ved.
Jeg tænker på alt jeg gør, inden jeg gør det og hvilken effekt det kan have, men jeg er også nød til at leve mit liv. Jeg er også nød til, at slippe tøjlerne nogle gange.
Men det som får mig til at undre mig er, hvis de vil have jeg skal slappe af, hvorfor giver de mig så dårlig samvittighed når jeg gør det?
Jeg er ikke i tvivl om, at det kan være svært at møde mig eller andre kvinder, som er i lignende situation. Hvad fanden siger man til en, som er i sådan en situation? Når man selv er gravid eller har 3 børn derhjemme. Jeg forstår godt, at det kan være svært, når du ved, at du har alt det som jeg kæmper for og ønsker. Der findes jo ikke en manual, hvor du kan slå op på side 72 og finde den helt rigtige sætning der passer til mig. Vi er alle forskellige, en sætning som falder i dårlig jord hos mig, kan give en anden trøst.
Jeg ønsker hellere, at du fortæller mig, at du faktisk synes det er lidt svært at vide, hvad man lige siger. Så kan jeg fortælle dig, hvad som føles rigtigt for mig. Hvis du spørger mig så vil jeg fortælle dig, at du gerne må spørge om alt, men jeg vil også fortælle dig, at det er min hverdag og uanset, hvad så kan du ikke lette den for mig ved at give mig gode råd. Jeg vil fortælle dig, at jeg har brug for at du er aktivt lyttende når jeg har brug for det. Jeg er stærk nok til at henvende mig, når jeg har brug for det. Det var jeg ikke for 2 år siden, der havde jeg ikke overskuddet. Da vi først startede i behandling fortalte vi vores nærmeste, at vi kun ville snakke om det, når vi tog det op. Vi fratog os spørgsmål, gode råd og anbefalinger. Vi skulle nemlig selv lige lande i det, før vi kunne finde overskud til det. Det kan være overvældende, at modtage en masse beskeder, hvordan gik fertilitetsbehandlingen idag? Er du gravid? Har du testet? Jeg ved de kommer fra et godt sted, men det er ikke sikkert, at jeg lige kan rumme den besked på den givende dag du sendte den. Derfor kommer jeg hellere til dig, når jeg mærker at, jeg har brug for det.
Jeg ønsker ikke sympati eller gode råd. Jeg vil bare have, at du lytter og er tilstede.
Det kan måske hurtigt virke egoistisk, det er det måske også lidt. Jeg glemmer ofte om mine venindes problemer, jeg rummer ikke i samme omfang som før, at bruge tid med mine veninder. Jeg ringer og skriver ikke til dem som jeg plejede. Mit bæger er i forvejen fyldt helt op til randen og der er ikke meget plads til andres behov. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad eller jeg ikke gider se dem. Jeg vil hjertens gerne se dem og jeg ville ønske, at mit overskud kunne rumme det hele. Sandheden er bare, at min hverdag ikke er den samme som før.
Det kan godt være svært at sætte sig ind i. Det kan være svært at se udefra når min hverdag udadtil ser identisk ud til, hvordan den var før vi startede projekt baby. Det er den bare ikke, når jeg træder ud af min bobbel så skal jeg forholde mig til gravide kvinder, barnevogne, graviditets annoncenringer, andres glæder og deres nedture. En masse indtryk, som gør mig træt, hvor nogle af dem minder mig om alt det som jeg ikke har. Når vi er inviteret til hygge aftener, skal jeg nu forholde mig til, at vi er nogen af de eneste rundt om bordet, som ikke har børn. Vi er nu blevet det par, som er udenfor. Jeg skal mentalt forberede mig når der er af flere kvinder samlet, graviditetssnak og børn er nemlig et naturligt emne at samles om. Her kan jeg ikke være med og jeg føler mig fanget, fanget i en samtale som gør mig ked af det.
Jeg har valgt at være åben og ærlig omkring vores situation, men fordi fertilitetsbehandling, graviditetstab og alt det som det medfølger stadig er et tabubelagt emne, så er der ikke mange som ved, hvad de skal sige til en, som vælger at tale om det i åbent forum. Jeg sad forleden i en samling af kvinder, hvor jeg fortalte at jeg var i fertilitetsbehandling. “Hvordan er det?” Spurgte den ene mig, som om jeg skulle anmelde en forlystelse i Tivoli. Jeg blev overrasket over spørgsmålet, men jeg bearbejder hende ikke. Et ærligt spørgsmål fra en som ingen ide har om, hvordan det er. Hvordan skulle hun vide, hvordan det er når vi ikke taler om det. Det er en svær situation og det er et svært samtale emne. Men jo mere vi italesætter det, jo lettere bliver det, både for os som håber og for dem som håber for os.
